Nyhedsanalysen

En kædereaktion af uheld

Den mest banale forklaring på serien af skandaler i Skat – som også er den officielle forklaring – er, at det blot var en hændelig, men dog uheldig kombination af it-koks og personlige fejlskøn. Her følger den første mulige forklaring på milliardtabet i Føljetons skattejagt.

Skatteminister Karsten Lauritzen præsenterer planerne for fremtidens skattevæsen på et pressemøde t i lokale Pro-D i Provianthuset ved Christiansborg. d. 26. august 2016. (Foto: Ólafur Steinar Gestsson/Scanpix 2016)

Første grundregel i enhver krisehåndtering er at erkende de mest åbenlyse fejl – og så i øvrigt bagatellisere resten. Skiftende skatteministre lægger bestemt ikke skjul på, at det da er drøn-ærgerligt, at statskassen tilsyneladende er gået glip af et større, ja, ligefrem et gigantisk milliardbeløb. Men ansvaret glider nedad.

Den mest iøjnefaldende skandalesag, som Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet for længst er gået ind i, bliver brugt som et enestående fugleskræmsel: Se her, hvor håbløst den ensomme ‘Sven’ forvaltede kontrollen med tilbagebetalinger af udbytteskat! Ifølge den officielle forklaring opstod tabet i første omgang ved en personfejl, som så i anden omgang blev forstærket af andre og isolerede personfejl i ministeriet, som alt i alt førte til et milliardtab for Skat.

Bureaukratiet er blevet buffer for kritikken. Mest spektakulært er den øverste chef for Skat, Jesper Rønnow Simonsen, blevet fyret, mens de ansvarlige skatteministre til gengæld har klaret frisag. Og inden han selv røg, nåede Jesper Rønnow Simonsen også lige at sparke fem andre og lavere rangerende chefer ud af Skat, heriblandt it-direktør Jan Topp ­Rasmussen.

I den forbindelse udtalte han til Børsen: ”I svindelsagen med udbytteskat er der tale om et ledelsesmæssigt svigt fra flere ledere og på flere niveauer. Svigtet består i manglende omhyggelighed i udbetalingen, manglende procedurer og fokus på de revisionsrapporter, der har påpeget problemer på området”.

Men svigtet var altså også Jesper Rønnow Simonsens eget, og i dag er hele striben af topembedsmænd blevet ofret. Officielt var det således menneskelige fejl blandt budgetbisser uden tilstrækkeligt skarpe tænder, der forårsagede et tab i milliardklassen. Men vel at mærke kun i forhold til den forkerte udbetaling af udbytteskat på 12,3 mia. kr.

I de mindst tre andre mega-skandaler – 1) mistet skattegæld i milliardstørrelsen som følge af sammenbruddet i inddrivelses-systemet EFI, 2) den manglende kontrol med udbetalingerne af negativ moms, og 3) det betydelige tab ved manglende opdatering af ejendomsvurderingerne – er det endnu for tidligt at gøre tabene definitivt op. Derfor indgår disse ekstra potentielle milliardtab ikke i den officielle bodsgang. I stedet er skytset alene rettet nedad og primært mod den ensomme ‘Sven’.

Lænset for milliarder

Den største svindelsag er i sig selv så spektakulær, at de fleste næppe kan rumme mere. Den britiske storsvindler Sanjay Shah har suget i alt 12,3 mia. kr. ud af Skat. Og hvad endnu mere grotesk er, så blev udbetalingerne ekspederet af én enkelt HK’er, ‘Sven’, som til sidst sad alene i en betonbygning i Høje Taastrup. Plottet er en film værdig, og DR har også skruet både en glimrende web-doku og en tv-dokumentar sammen, der udstiller det bizarre forløb – og som på mange strækninger understøtter Skatteministeriets officielle forklaringer om personlige svigt:

I årevis har han siddet og behandlet ansøgninger fra udenlandske aktionærer, der skal have tilbagebetalt udbytteskat. År efter år har han udbetalt milliarder af skattekroner til udenlandske konti, uden at det har tiltrukket sig den store opmærksomhed. Men en dag i 2014 sker der noget, der kommer til at ændre Svens liv. En direktør fra et nystartet britisk skattefirma fra London møder op på kontoret i Høje Taastrup. Han vil gerne være klogere på de danske skatteregler.

Firmaet planlægger, forklarer den yngre, sympatiske mand, at hjælpe aktionærer i hele verden, der ejer aktier i Danmark, med at tilbagesøge den skat på 27 procent, som Skat indeholder, når danske virksomheder udbetaler udbytte. Sven, som har været i Skat siden 1970, er den helt rigtige at spørge. Men mødet med den britiske direktør får alvorlige konsekvenser for den nu 67-årige tjenestemand.

I dag står det klart, at den danske fælleskasse i perioden fra 2012 til 2015 er blevet lænset for svimlende 12,3 milliarder kroner. Og det er Sven, der har udbetalt dem.

Altid kun se fremad

Anden grundregel i effektiv krisehåndtering er at fremlægge en handlingsplan, der retter fokus fremad mod at undgå gentagelser og nye problemer i fremtiden. Skatteminister Karsten Lauritzen – som retfærdigvis ikke selv kan beskyldes for at have været ansvarlig for de verserende skandaler, som opstod før han tiltrådte – har helt efter bogen præsenteret en række tiltag, som bl.a. skal øge bemandingen i Skat, opgradere IT-systemerne og sikre en langt mere retvisende ligning. Samtidig har skatteministeren i interviews gjort meget for at underspille omfanget af tidligere tiders fejlskøn og personsager.

Med fyringerne af topembedsmændene, den igangværende efterforskning af svindel, som bl.a. bagmandspolitiet står for, og investeringsplanen for et styrket Skat, ja, så er der vel gjort, hvad der kan og bør gøres for at lukke sagen om fortidens synder. Eller hvad? Sådan lyder det fra officielt hold. Men flere andre forklaringer presser sig på. Læs mere i de kommende dage…

En sag om Skat

Jagten på skatten forsætter ugen ud her i Føljeton, men kulminerer også med et live-arrangement nu på mandag d. 27. februar kl. 19.30 i Musikhuset Aarhus. Her vil Lars Trier Mogensen gå på jagt efter en forklaring på den kædereaktion af kollaps, der i de senere år har været i Skat. Hvem er forbryderne? Og hvem har hovedansvaret for danmarkshistoriens største røveri? Køb billet her.

Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Belfast00:00Randers00:00Addis Ababa00:00Kabul00:00Mumbai00:00Mandalay00:00Hong Kong00:00Tokyo00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Belfast00:00Randers00:00Addis Ababa00:00Kabul00:00Mumbai00:00Mandalay00:00Hong Kong00:00Tokyo00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Belfast00:00Randers00:00Addis Ababa00:00Kabul00:00Mumbai00:00Mandalay00:00Hong Kong00:00Tokyo00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Belfast00:00Randers00:00Addis Ababa00:00Kabul00:00Mumbai00:00Mandalay00:00Hong Kong00:00Tokyo00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00

Velkommen til Føljeton

Install
×

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12