Antikrist

Min personlige Antikrist

John Martin, ‘Pandemonium’ (1841).

Hvem vil blive efterladt, når Jesus vender tilbage?

Det lyder mærkeligt at sige, at jeg forstår Peter Thiel. Den slags eksplicitte identificeringer med et menneske af tvivlsom karakter, skal man vel altid være varsom med – spørg bare Lars von Trier om han stadig forstår Hitler. Ikke desto mindre vil jeg vove den påstand, at jeg forstår techmilliardæren bedre end gennemsnitsdanskeren. Sagen er i hvert fald den, at jeg som barn havde galopperende angst for Antikrist.

Jeg opvokset op i et relativt fundamentalistisk kristent miljø. Mine forældre kom i en selvbeskrevet evangelisk frikirke, med tungetale og helbredelsesprædikener. Til lovsang – frikirkependanten til salmesang i folkekirken, men med rytmisk band snarere end orgel – stod folk ekstatisk med hænderne løftet mod himlen og tilbad Gud, opfyldt af Helligåndens angivelige nærvær. Sommetider dansede de særligt Helligånds-henførte rundt med farverige vimpler. Sommetider var der en mand, som spillede saxofon.

Gud fyldte selv de mindste og mest banale steder i hverdagen. Når mine forældre skulle parkere et offentligt sted, bad de til, at der måtte være en ledig plads – og følte sig atter bekræftet i deres tro, når det lykkedes at parkere Ford Mondeo’en. Hvis bussen, jeg tog til skole, var forsinket, bad jeg til, at den måtte komme. Når jeg slog mig, bad vi til, at det måtte gøre mindre ondt. Hvis det da ikke var en af de gange, hvor jeg blev slået i barnenumsen af mine forældre med en grydeske efter anbefaling fra et evangelical par fra Louisiana, de havde mødt på en ferie. Jeg skulle være nøgen og på knæ, som var det et særligt ydmygelsesritual i Guds navn. Bagefter måtte jeg bede både Ham og mine forældre om tilgivelse.

Vil du have artiklen gratis?

Vi låser den op med det samme, hvis du tegner et prøveabonnement på Føljeton. Det koster 0 kr. de første 30 dage. Ingen binding.

Bliv abonnent

Allerede abonnent? Log ind.

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12