Nyhedsanalysen

Ti olympiske flygtninge

Rio Olympics - Olympic Village - Rio de Janeiro, Brazil - 01/08/2016. Team Refugee's Yiech Pur Biel poses during their welcoming ceremony. REUTERS/Kai Pfaffenbach FOR EDITORIAL USE ONLY. NOT FOR SALE FOR MARKETING OR ADVERTISING CAMPAIGNS.

I juni præsenterede den Internationale Olympiske Komité (IOC) for første gang i de Olympiske Leges historie et særligt hold udelukkende bestående af flygtninge. De ti atleter var blevet udvalgt blandt 43 kandidater. ”Når vi inviterer et hold af olympiske flygtninge-sportsfolk (Refugee Olympic Athletes, red.) til OL i Rio i 2016, er det for at sende et signal om håb til alle flygtninge i verden,” udtalte IOC’s præsident Thomas Bach, da de ti navne blev offentliggjort.

Ved åbningsceremonien vil de ti olympiske flygtninge optræde under det olympiske flag. Ingen af dem spås store chancer for at vinde medaljer, men man ved jo aldrig.

Under alle omstændigheder vil Føljeton ikke bare heppe på de ti, men også følge deres respektive bestræbelser på at vinde hæder og ære i Rio de Janeiro i de kommende uger. Hold øje med vores nyhedsbrev.

Her følger en hurtig oversigt over, hvem de ti udvalgte er.

Rami Anis
Foto: UNHCR

Rami Anis, 25 år

178 centimeter / 78 kilo / svømning

Da den syriske borgerkrig brød ud, var Rami Anis 20 år, og risikoen for at blive indrulleret i regeringshæren var stor. Sammen med sin familie flygtede han til Istanbul, og derfra kom de videre til Grækenland med en gummibåd. Derefter gik rejsen videre gennem lande som Makedonien, Serbien, Ungarn og Østrig, inden de ankom til Belgien, hvor de bor i dag. Rami Anis var allerede en international konkurrencesvømmer hjemme i Syrien.

Anjelina Nadai Lohalith
Foto: UNCHR

Anjelina Nadai Lohalith, 23 år

163 centimeter / 50 kilo / 1.500 meter løb

Der er ikke så mange oplysninger at finde om Anjelina Nadai Lohalith – bortset fra det her: Hun ankom til Kakuma-flygtningelejren i Kenya sammen med sin tante i 2002. Sine søskende og forældre måtte hun efterlade i Sydsudan, og hun har ikke haft nogen kontakt til dem siden.

Yiech Pur Biel
Foto: UNHCR

Yiech Pur Biel, 21 år

178 centimeter / 62 kilo / 800 meter løb

Det er vildt at tænke på, at sydsudaneren Yiech Pur Biel ikke var uden for den kenyanske flygtningelejr Kakuma mellem 2005 og 2014. Sidste år hørte han, at den kenyanske freds- og udviklingsorganisation Tegla Loroupe Peace Foundation ville arrangere nogle atletikprøver i lejren. Han deltog, og hans resultater var så lovende, og han siden har løbet og løbet i organisationens træningscenter i Nairobi. Det synes han er bedre end at løbe i flygtningelejren, for dér havde de ingen sko at løbe i, siger han.

Paulo Amotun Lokoro
Foto: UNHCR

Paulo Amotun Lokoro, 24 år

170 centimeter / 61 kilo / 1.500 meter løb

Som barn i Sydsudan passede Paulo Amotun Lokoro familiens kvæg. Da krigen kom, flygtede hans forældre, mens han blev i sin landsby i nogen tid. Senere flygtede han gennem skoven og nåede frem til Kakuma-flygtningelejren i Kenya i 2006, hvor hans mor havde opholdt sig i to år. ”Min drøm er at slå verdensrekorden. Jeg vil vinde guld,” siger han.

Yusra Mardini
Foto: UNHCR

Yusra Mardini, 18 år

168 centimeter / 52 kilo / svømning

Yusra Mardini flygtede i 2015 fra Syrien sammen med sin søster Sarah og stævnede ud med en båd fra Tyrkiets kyst. Da bådens motor gik i stå et godt stykke fra Lesbos i det græske øhav, hoppede Yusra og hendes søster i havet og skubbede den og de andre flygtninge frem i tre timer.

Yusra svømmede også hjemme i Syrien, men borgerkrigen gjorde det i sagens natur svært at træne. I dag bor hun i et flygtningecenter i Berlin og træner hos svømmeklubben Wasserfreunde Spandau 04 ikke så langt derfra.

”Jeg ønsker for alle, at de holder fast i deres mål med livet, for hvis du har et mål foran dig, vil du gøre alt, hvad du kan; og jeg tror, at selv om jeg fejler, så vil jeg forsøge igen. Måske vil jeg være ked af det, men jeg vil ikke vise det, og jeg vil prøve igen og igen, indtil jeg når det. Jeg vil vise alle, at det er hårdt at nå sine drømme, men det er ikke umuligt. Du kan gøre det; alle kan gøre det,” siger hun.

Yonas Kinde
Foto: UNHCR

Yonas Kinde, 36 år

172 centimeter / 57 kilo / maraton

Yonas Kinde er den ældste på det olympiske hold af flygtninge, og han er den eneste, som kommer fra Etiopien. I de seneste fem år har han boet i Luxembourg, hvor han arbejder som taxachauffør for at få enderne til at mødes. Du kan se mere om ham i denne video.

Foto: UNHCR

James Nyang Chiengjiek, 24 år

179 centimeter / 59 kilo / 400 meter løb

Efter at James Nyang Chiengjieks far døde i 1999, var der en vis risiko for, at sønnen kunne blive børnesoldat i krigen mellem Sudan og Sydsudan, hvor han voksede op. Derfor flygtede James til Kakuma-flygtningelejeren i 2002, hvor han boede frem til 2013. Her kom han til Nairobi for at træne som kortdistanceløber med Tegla Loroupe Peace Foundation.

Popole Misenga3
Foto: UNHCR

Popole Misenga, 24 år

180 centimeter / 90 kilo / judo

Popole Misenga kommer oprindeligt fra Bakavu i den østlige del af Den Demokratiske Republik Congo (DRC). Hans mor blev slået ihjel, da han var seks år gammel, og ifølge IOC’s pressemateriale vandrede han alene gennem regnskoven i en uge, før han endelig blev reddet og taget til et hjem i hovedstaden Kinshasa. Efter at have deltaget ved verdensmesterskaberne i judo i Rio de Janeiro i 2013 søgte han og landsmanden Yolande Mabika politisk asyl i Brasilien. I september 2014 gav FN’s Flygtningehøjkommissariat dem flygtningestatus.

”Jeg vil vinde en medalje og være en inspiration for flygtninge over hele verden. Bagefter vil jeg gerne blive i Rio. Gud har gjort det til et magisk sted,” siger han.

Du kan se en lille video med Popole Misenga her.

Yolande Mabika
Foto: UNHCR

Yolande Bukasa Mabika, 28 år

170 centimeter / 70 kilo/ judo

Yolande Mabika stammer ligesom Popole Misenga fra Bakavu i Den Demokratiske Republik Congo.

Rose Nathike Lokonyen, 23 år

157 centimeter / 50 kilo / 800 meter løb

Rose Nathike Lokonyen undslap sammen med sin familie krigen i Sydsudan i 2002. De endte i Kakuma-flygtningelejren i Kenya. Tryk på videoen, det er en vild historie.

Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00

Velkommen til Føljeton

Install
×

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12