Kære læser

Sæt bisonerne fri (et plaster på såret)

Foto: William Edwards/AFP/Ritzau Scanpix

På denne tid for fem-seks år siden havde vi en mindre meningsudveksling på Føljetons redaktion. Diskussionen gik på, hvad vi skulle skrive om i juli måned, hvor vi – ligesom nu – befandt os midt i skolernes og Folketingets sommerferie, hvor mediedanmark (og da også os selv) var mere eller mindre ferierende, og hvor temaerne, vi valgte at berøre, let kom til at virke sådan lidt agurketidsagtige.

Måske var der en tendens til, at vi beskæftigede os lidt for meget med vejret. Måske havde vi det med at kigge med vemod ud ad nærmeste vindue og bruge lidt for meget spalteplads på, at regnen silede ned over Danmark. Det vil sige: i stedet for at holde blikket stift rettet mod nyhedsbilledet. Verden går jo ikke i stå, fordi pressen har korte bukser og sandaler på.

Det er nok i overkanten at kalde det en meningsudveksling, for der var sådan set ingen på redaktionen, der insisterede på at skrivet om ‘ingenting’, hvilket vejret dengang blev rubriceret under.

Her i juli 2022 sorterer vejret ingenlunde under ingenting. Sydeuropa er ramt af ekstreme varmegrader. I det sydvestlige Frankrig er 16.000 personer blevet evakueret på grund af skovbrande; Spanien, Portugal, Marokko, Tyrkiet, Grækenland og Kroatien er (eller har været) ramt af skovbrande. Hele middelhavsområdet er på den anden ende, vegetationen lider, tusindvis af brandfolk er udkommanderet til bekymrende og farefulde slukningsopgaver.

Nu rammer hedebølgen Storbritannien, og der er blevet spået om temperaturer på op imod 41 grader mandag og tirsdag. Storbritanniens hidtidige målte varmerekord fra 2019 er på 38,6 grader, ifølge Met Office, som er briternes svar på DMI.

De menneskeskabte klimaforandringer er noget lort. Man skal vel efterhånden være hardcore klimafornægter for at insistere på, at vi bare skal fortsætte, som vi plejer. Hvis du har sådan en i familien – det er typisk en passiv-aggressiv onkel, der taler for højt og bliver for fuld ved familiefesterne – så fortæl ham, at konsulentfirmaet Boston Consulting Group, som også rådgiver våbenindustrien, har udgivet en rapport, der viser, at den hurtigste og nemmeste måde at reducere udledning af drivhusgasser på er at investere i alternativer til kød og mejeriprodukter. El-biler og ‘grøn’ cement er det rene vand ved siden af. Sig det til ham. Spis grønt.

En selvsikker matriark

Og nu vi snakker om Storbritannien, klima og folk, der fylder meget, så er det en fornøjelse at kunne læse i The Guardian, at der tidligt mandag morgen er blevet sat tre bisonokser ud i grevskabet Kent sydøst for London. Det er første gang i flere tusind år, at der går bisoner frit rundt i England.

Det handler selvfølgelig om biodiversitet og økosystemer, og målet er, at de skal forvandle en tæt, kommerciel fyrreskov til et levende skovområde: ”Deres smag for for bark vil dræbe visse træer, og deres fylde vil åbne stier, så lyset kan ramme skovbunden,” står der. ”Alt dette skulle få nye planter, insekter, firben, fugle og flagermus til at trives.”

Hvad der også er fornøjeligt er, at der er tale om tre hunbisoner, en ældre matriark fra dyreparken Higland i Skotland og to unge dyr fra Cork i Irland. ”Vi kunne ikke ønske os en bedre matriark,” udtaler en bisonranger ved navn Donovan Wright til avisen. ”Hun er meget, meget rolig, hun er meget selvsikker.”

Midt i august vil en ung tyr fra Tyskland støde til flokken. Han skulle have været der nu, men hans rejse blev forsinket af – ja, gæt engang… brexit. I det mindste kan vi ikke give brexit skylden for den klimaklisen. /Oliver Stilling

Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00

Velkommen til Føljeton

Install
×

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12