Nyhedsanalyse

Brint er det nye grønne

0:00 / 0:00

Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

Råstoffer. Altid råstoffer. Den tyske kansler Olaf Scholz er på udkig efter billigt Wasserstoff og lagde derfor onsdag vejen forbi Esbjerg. Mens andre af toppolitikerne snakkede om alle de tekniske forudsætninger – såsom vindmøller, energiøer og kabelforbindelser – var den 63-årige socialdemokratiske kansler skarpt fokuseret på slutproduktet: Brint, som grundstoffet hedder på dansk, opkaldt af H.C. Ørsted som en bøjning af verbet brænde.

Det er nemlig kun i første fase af den grønne omstilling, at de stadig mere himmelstræbende gigant-vindmøller skal bruges til blot at forsyne forbrugere og virksomheder med grøn strøm. Både på grund af problemer med at bruge elektricitet som energikilde i tungindustrien og på grund af endnu større problemer med at lagre overskudsstrømmen, f.eks. når det blæser om natten, er brint – altså Wasserstoff, ja, heller hydrogen som H2-molekylet hedder på engelsk – blevet forvandlet til en slags grøn fremtidsolie.

Brint er universets mest udbredte grundstof, så det er bestemt ikke ressourceknaphed, der står i vejen for det nye klondyke-eventyr. Nej, udfordringen er, at den potente brint ikke findes naturligt i koncentreret form som brint alene, men altid kun i forbindelser med andre grundstoffer, hvor vand selvfølgelig er det mest tilgængelige, H2O.

Derfor kræver udnyttelse af brint, at molekylerne først spaltes – og det ønskede Wasserstoff dermed udskilles fra typisk oxygen-molekylet, eller som det hedder på tysk Sauerstoff, som i øvrigt også var det danske ord, indtil H. C. Ørsted i 1814 opfandt en oversættelse til også dette grundstof, oplagt som en variant af ordet ild: “Det saakaldte Suurstof, nu Ilt,“ skrev Ørsted dengang, lang tid før Dong Energy overtog hans familienavn.

Spaltningen af brint og ilt kræver energi, meget energi. Paradokset er dog, at spaltningen faktisk kræver så meget energi, at det hidtil ikke har kunnet svare sig at udvinde brint. Simpelthen fordi den rene og direkte strøm fra f.eks. vindmøller kan levere op mod dobbelt så meget energi. Men tyskerne vil have Wasserstoff, først og fremmest til industrien, men også til den tunge transport i form af fly, containerskibe og lastbiler.

Når Olaf Scholz kom til Esbjerg – sammen med sin landskvinde, EU-kommissionsformand Ursula von der Leyen – handlede det således i ét og alt om at få sat effektivt gang i den nødvendige udbygning af nye vindmølleparker med tilhørende energier, hvor det vigtigste skal ske, nemlig selve brintudvindingen. Ikke så meget som et politisk signal eller som et udtryk for forfængelighed. Som en embedsmand fra det tyske kanslerkontor i Berlin forinden sagde til Information: “Det er ikke bare politisk show. Olaf Scholz tager altså ikke til Esbjerg for sjov.“

Kontrasten til den danske virkelighed var markant. For en smilende statsminister Mette Frederiksen (S) var det tydeligvis sjovt at være vært for det såkaldte ‘North Sea Summit’, og for hende personligt blev det også et kærkomment politisk show.

Selv om Nordsø-topmødet i Esbjerg reelt ikke førte til mere og andet, end at de fire regeringschefer – kansler Olaf Scholz fra Tyskland, premierminister Mark Rutte fra Nederlandene, premierminister Alexander de Croo fra Belgien og selvfølgelig statsminister Mette Frederiksen fra Danmark – fik gensidigt bekræftet de hensigtserklæringer, som de allerede og hver især har annonceret om udbygning af både vindmøller og kabelforbindelser.

Nøgternt konstateret, er Esbjerg-erklæringens løfte om, at de fire lande vil have opført 65 gigawatt havvind i 2030 blot summen af de nationale mål, ligesom ambitionen om at udbygge og koordinere infrastrukturen med kabel- og rørledninger på Nordsøens havbund også er en gammel målsætning, som blev formuleret helt tilbage i Lissabontraktaten fra 2007.

Men for Mette Frederiksen blev Nordsø-topmødet alligevel en sjælden triumf. Hovedsageligt fordi det lykkedes at få den Wasserstoff-jagende kansler Olaf Scholz til Danmarks 5. største by, den tidligere fiskerihavn, som senere blev omdannet til et knudepunkt for olieindustrien, for så nu at blive forvandlet igen til et vindmølle-eventyr.

Det er uhyre sjældent, at Danmark er vært for et topmøde på så højt niveau, ovenikøbet på dansk initiativ. Mette Frederiksen fik markeret sig som statsleder, og for en gangs skyld sammen med nogen, der virkelig betyder noget – og ikke blot sammen med forgængelige outsider-figurer som under coronapandemien, hvor hun på mislykket vis optrådte sammen med Østrigs daværende kansler Kurz og Israels daværende premierminister Netanyahu. Nej, denne gang var det die feinsten Leute, crème de la crème.

For det andet fik Mette Frederiksen vist over for vælgerne i Sydjylland – og dermed også resten af Jylland – at S-regeringen har konkrete planer for at levere titusindvis af vellønnede job i de kommende år. Den grønne omstilling er ikke bare from idealisme, men benhård industripolitik. Udover de storpolitiske markeringer og klimabudskabet var det indadvendte hovedsignal: Job, job og job. Og dét skal man bestemt ikke underkende frem mod næste folketingsvalg: It’s the Economy, stupid.

På forunderlig vis formår Mette Frederiksen samtidig at lukke effektivt ned for den grønne flanke, der ellers kunne risikere at udfordre hende i næste valgkamp. Efter topmødet i Esbjerg vil det blive yderst vanskeligt for venstrefløjen at hævde, at S-regeringen ikke leverer på den grønne dagsorden.

Ganske vist er der i substansen ikke for alvor sket noget nyt, men da både Enhedslisten og SF hidtil har stillet sig mere end tilfredse med blot at få luftsteg og vindfrikadeller i klimapolitikken, vil det blive svært for venstrefløjen at vinde gehør for, at Mette Frederiksen slet ikke har rykket sig på den grønne front. Støttepartierne vil næppe turde føre valgkamp på, at Mette Frederiksen i virkeligheden slet ikke er grøn – og dermed har hun her i ugens løb fået afværget et potentielt angrebspunkt.

Og endelig har Mette Frederiksen sågar også fået stækket de borgerlige partier. Traditionelt set er Socialdemokratiet sårbart over for angreb om, at en blå regering ville være bedre for dansk erhvervsliv. Men efter topmødet i Esbjerg er der altså ikke mange virksomhedsledere – i hvert fald ikke af betydning – som frygter for fire år mere med Mette Frederiksen. Tværtimod har flere af dem dollartegn i øjnene ved udsigten til et genvalg.

Mærsk-topchef Søren Skou virkede mere end fornøjet ved at sidde sammen med Olaf Scholz – for container-redderiet drømmer også om Wasserstoff. Og på den måde fik historisk mange ambitioner op i en højere enhed i Esbjerg: Scholz blev tilbudt billigt brint, Mette Frederiksen fik strålet og Mærsk-topchefen blev forsikret om, at den nye grønne olie vil blive en mindst ligeså boomende business, som den sorte energi har været. Alle tog glade hjem. /Lars Trier Mogensen

Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00

Velkommen til Føljeton

Install
×

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12