Løgnen er den eneste sandhed

Man kan kun stole på det, som russerne benægter. Indtil myndighederne og de statsstyrede medier i Rusland har udsendt et officielt dementi, kan man ikke for alvor være sikker på, at en begivenhed rent faktisk er sket.

Sådan har det senest været med Sortehavsflådens stolthed, missilkrydseren Москва, som netop er sunket ud for Ukraines kyst. I de første og dramatiske timer af krigsskibets endeligt herskede en tåget usikkerhed, og ingen kunne reelt vide, hvad der var sket.
Men i det samme øjeblik, da det russiske forsvarsministerium  hårdnakket begyndte at benægte ulykken, vidste man straks, at det 12.490 tons tunge Москва var blevet sænket af to ukrainske Neptun-missiler. Da benægtelsen kom, faldt brikkerne på plads.

Den største skibssænkning siden Anden Verdenskrig blev nemlig rutinemæssigt afvist fra Kreml. Selv om søforklaringerne nærmer sig det urkomiske, blev de pligtskyldigt videreformidlet mere eller mindre ukritisk over hele verden: Ifølge både de russiske statsmedier og internationale nyhedstelegrammer sank Москва, fordi der i første omgang udbrød en ukontrollabel brand i ammunitionsdepoterne, og at forsøget på at bjerge skibet i anden omgang blev umuliggjort af en vældig storm.
Men virkeligheden er heldigvis ikke kun virtuel.

Potemkin-kulisserne

I virkelighedens håndgribelige verden var der slet ikke nogen storm eller uvejr i Sortehavet på det pågældende sted og det konkrete tidspunkt. Og kæmpe krigsskibe som Москва er pudsigt nok også indrettet, så ammunitionsdepoterne ikke blot kan få hele skibet til at futte af i en pludselig eksplosionsbrand. Røgsløret viste sig at være fup.

Det afgørende faktum er dog, at Москва nu er sunket, og at Rusland dermed har lidt endnu et symbolsk og strategisk nederlag, der strider fundamentalt med den stormagtsfortælling, som præsident Putin forsøger at sprede. Og endnu engang har det afsløret sig, at en skæbnesvanger hændelse, som de russiske myndigheder forsøgte at benægte, vitterligt har fundet sted.

Det psykologiske spil om vilde virkelighedsopfattelser, kulørte forskydninger og bizarre troldspejlinger kan hurtigt få sit eget liv, og ende med at gøre folk så paralyserede og rundtossede, at de til sidst opgiver ævred og begynder at betvivle alt. Men bag kulisserne gemmer sig en hård verden; nede under episoden, der næsten kunne minde om en genopførelse af den sovjetiske stumfilm Panserkrydseren Potemkin, instrueret af Sergej Eisenstein i 1925, ligger missilkrydseren Москва nu på Sortehavets bund.

Samme surrealistiske mønster har gjort sig gældende med de russiske soldaters systematiske brug af voldtægter som våben og summariske henrettelser af civile ukrainere. Først kommer de grusomme afsløringer fra små og frie medier, dernæst bestrider russerne alt og forsøger at fremlægge alverdens kreative og alternative forklaringer, men til sidst rammer virkeligheden tilbage.

Trusler om atomkrig

Midt i det ofte sanseløse informationsbombardement af hele, halve og forvredne løgne kan det være svært at skelne mellem, hvad der egentligt er op og ned; hvad der er sandt og falsk. Men her kan man altså bruge de gamle visdomsord: Man kan kun stole på det, som russerne benægter.

Men et endnu vanskeligere virkelighedstjek venter i næste runde. For én ting er at gennemskue, at det er en simpel løgn, når russerne benægter fornedrende begivenheder som f.eks. sænkningen af Москва eller soldaters voldtægter af mindreårige. Noget andet og endnu mere snurrigt er at afkode, hvad russerne i grunden har tænkt sig at gøre.

Hvordan skal man fortolke den alarmerende udmelding fra tidligere præsident og premierminister og nuværende næstformand for det russiske sikkerhedsråd, Dmitrij Medvedev, som ifølge det statskontrollerede nyhedsbureau Tass netop har sagt, at Sverige og Finlands ønske om optagelse i Nato medfører, at Rusland nu er ”nødsaget” til at bevæbne sin grænser yderligere, bl.a. ved at rykke atomvåben ind i Østersø-regionen?

Kan man forlade sig på, at dét er løgn – ligesom de officielle benægtelser af de gentagne og ydmygende nederlag i Ukraine? Kan og skal man opfatte det som et rent bluffnummer, når Rusland altså nu truer med atomkrig mod vores nordiske nabolande og dermed jo også mod Danmark? Ja, umiddelbart er det jo svært at gøre andet.

Ond drøm af løgne

Frygten for atomkrig bliver heller ikke just mindre, når Ukraines præsident Volodymyr Zelenskyj samtidig advarer om, at alle lande nu er nødt til at forberede sig på, at præsident Putin er klar til at ville bruge atomvåben. For Zelenskyj må jo om nogen siges at være hårdt trænet i at dekryptere russisk disinformation.

Men måske er man efterhånden nødt til at bevæbne sig med en stor bullshit-detektor, både når det gælder benægtelser af fakta og teatralske trusler? Den i forvejen dybt fortvivlende situation er nemlig, at Rusland allerede har aktive atomvåben placeret i Kaliningrad, blot 300 kilometer fra Bornholm.

Allerede inden Ruslands invasion i Ukraine, og dermed også lang tid inden Sverige og Finland havde så meget som overvejet at lyn-ansøge om optagelse i Nato, havde Rusland gjort klar til at kunne udrydde hele befolkningen i Østdanmark og Sydsverige på ganske få minutter. Heri ligger desværre ingen nyhed.

Nøgternt betragtet havde det derfor karakter af iscenesat teatertorden, da højtstående profiler i Kreml her i ugens løb begyndte at true Norden med nuklear udslettelse. Reelt er det løgn, når Rusland påstår, at Sverige og Finlands snarlige ansøgning om Nato-medlemskab skulle have ændret magtbalancen så meget, at Østersøen først nu bliver en atomzone. For selv om det på overfladen er løgn, er det også sandt, at virkeligheden allerede er sådan.

Ulykkeligvis er der således to ting, som man regne med at kunne stole på: Både det, som russerne benægter, men også det, som russerne truer med. For uanset hvor derangeret, demoraliseret og dilettantisk den russiske krigsmaskine kan fremstå, så har den stadig kapacitet til at udløse total ødelæggelse. Selv om man i sandhed kunne ønske, at også dét blot var en ond drøm af løgne. /Lars Trier Mogensen