Tragedien i kanalen

Daniel Leal/AFP/Ritzau Scanpix
Onsdag druknede mindst 27 mennesker ud for den franske kyst. Bemærk ordvalget: “Mennesker“. Vi kunne også have valgt at betegne de druknede som “ulovlige migranter“ eller “flygtninge“. Vi kunne tilmed have brugt udtryk som “migrantmasser“ og “flygtningestrømme“, som var der tale om en ansigtsløs naturkatastrofe, der pludselig skyller ind over Europa. I sidste ende kan onsdagens hændelse dog dårligt ses som andet end en tragedie: 27 mennesker forsøgte – ligesom så mange andre har gjort – at begynde et nyt liv et andet sted. I desperation er de gået ombord på en oppustelig båd, der havde kurs mod Storbritannien; kurs mod håbet om en bedre tilværelse. De nåede bare ikke frem.
“Frankrig vil ikke lade Den Engelske Kanal blive til en kirkegård,“ lød den umiddelbare respons fra Frankrigs præsident, Emmanuel Macron. Ville der nu komme en opsang om, at Europa må finde en ny, mere human løsning på flygtningesituation? Havde Macron pludselig indset, at det er gået for vidt med de hermetisk lukkede grænser? Nej, er det korte svar: Præsidenten påpegede snarere, at der skal indføres endnu skarpere grænsekontrol – ligesom der skal slås hårdere ned på migrantsmuglere.
Ved en tale i Calais fulgte den franske indenrigsminister, Gérald Darmanin, trop: “Det er en stor, national tragedie for Frankrig, for Europa og for menneskeheden at se disse mennesker omkomme til søs som følge af de her smuglere.“ Underforstået: Det er altså ikke vores skyld, at migranter føler sig nødsaget til at krydse kanalen med usikre transportmidler.