Nyhedsanalysen

Et gok i nødden med en hockeystav 

Christof Stache/AFP/Ritzau Scanpix

Siden onsdag har oversvømmelser som følge af et nærmest endeløst regnfald hærget Vesteuropa og navnlig Tyskland. Mindst 184 mennesker er døde, 670 er såret og mange er fortsat meldt savnet. Infrastrukturen står i vand til navlen, og i Tyskland har Deutsche Bahn meddelt, at 80 stationer og 600 km togstrækninger har taget skade. Det er tab på en skala, vi ikke er vant til at skulle forholde os til i den vestlige del af Europa. Nej, det lyder snarere som noget, der kunne ske i Sydøstasien, og som vi plejer at kunne smide lidt penge efter, måske skrive en støttesang om og så ellers komme videre i teksten fra.

Kun de mest modige og/eller dumme politikere har vovet sig ud i at sætte spørgsmålstegn ved, om den voldsomme regn kan sættes i forbindelse til klimaforandringer. Klimaeksperter som belgiske Pierre Ozer har i et kvart århundrede advaret om, at oversvømmelser, som dem vi nu er vidner til, vil ramme Europa oftere i takt med, at temperaturerne stiger, fortæller han til Politico.

Mere dum end modig har reaktionen fra tyske CDU’s kanslerkandidat Armin Laschet da også været. Som svar på et spørgsmål om oversvømmelsernes indflydelse på hans egen klimapolitik, fik han torsdag vrisset: “Undskyld unge dame, men man ændrer ikke politik på grund af en enkelt dags begivenheder.“ Retorikken fik han siden lagt om, men det klimapolitisk tonedøve svar kombineret med lidt gammel(stats)mandsnedladenhed har katapulteret ham ud i en krisehåndtering, der dårligt kunne gå værre.

Timingen er ubelejlig, for Tysklands Bundestagsvalg lurer om hjørnet, og selvom ingen politikere ved deres fulde fem vil indrømme det, er det rimeligt at antage, at de katastrofale oversvømmelser har skudt den aktive del af valgkampen i gang.

Derfor kunne Armin Laschet da også et par dage senere ses i den hårdt ramte delstat Nordrhein-Westfalen, hvor han iført gummistøvler og med bedrøvet mine besigtigede katastrofen. Som flere tyske medier har bemærket, vækker neoprenantrækket mindelser til 2002, hvor Elben løb over sine breder og den daværende kansler, Gerhard Schröder, kunne lægge en behagelig afstand til sin modkandidat ved at håndtere krisen iført gummistøvler.

#LaschetLacht

Laschet ser dog ikke ud til at kunne gøre Schröder kunsten efter, for hvad der løb med opmærksomheden blev ikke Laschets fodtøj, men den boblende latter, han efterfølgende slog op, da han troede, kameraerne var slukket. Det har fået hashtagget #LaschetLacht (Laschet griner, red.) til at gå viralt på Twitter, og det fik gummiantrækket til at ligne en billig valgfinte. Samtidig minder det vælgerne om, at det altså ikke ligefrem er nogen Mutti Merkel, CDU har på stemmesedlen til valget den 26. september. Nok har hun ry for at være en tør kiks (det plejede Laschet sådan set også at have), men tyskerne ved, de kan forvente en statskvindes håndtering af en katastrofe som den, Tyskland og Vesteuropa nu står i. Med ansigtet lagt i alvorlige folder, løfter om hurtig økonomisk bistand og en anerkendelse af klimaudfordringerne leverede hun søndag varen under sit visit til delstaten Rheinland-Pfalz.

Mens tyskerne i første omgang må tænke i krisehåndtering og i valgkamp, har vi herhjemme lejlighed til at diskutere, hvad akutte vejrkriser, som den vi ser i Vesteuropa, skal have af konsekvenser for vores egen klimapolitik.

Hockeystavspolitik i form af løse henvisninger til langsigtet omstilling og teknologiske løsninger viser, at vi har svært ved at tage klimaforandringer alvorligt, når bare de er langt nok væk. Vilde vejrfænomener og klimaflygtninge har vi betragtet på afstand og kvitteret for med pengeposer og den lejlighedsvise patroniserende støttesang. Sådan en vil de næppe heller sætte pris på i Tyskland, ligesom vi ikke vil kunne løse vores egne klimarelaterede problemer med dem.

At krisen skal tæt på, før den kan tages alvorligt, er en empatibrist, der kan blive svimlende dyr. Grøn omstilling bliver ikke billigere, fordi vi udskyder den, og klimaforandringer er ikke kun noget, der skaber problemer for andre og på sigt. Forhåbentligt kan oversvømmelserne i vores nabolande om ikke andet føre til en accept af det. Gerne inden hockeystaven ender som endnu et bagklogskabens bitre redskab, vi kan slå os selv i hovedet med. /Asta Kongsted

Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Belfast00:00Randers00:00Addis Ababa00:00Kabul00:00Mumbai00:00Mandalay00:00Hong Kong00:00Tokyo00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Belfast00:00Randers00:00Addis Ababa00:00Kabul00:00Mumbai00:00Mandalay00:00Hong Kong00:00Tokyo00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Belfast00:00Randers00:00Addis Ababa00:00Kabul00:00Mumbai00:00Mandalay00:00Hong Kong00:00Tokyo00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Belfast00:00Randers00:00Addis Ababa00:00Kabul00:00Mumbai00:00Mandalay00:00Hong Kong00:00Tokyo00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00

Velkommen til Føljeton

Install
×

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12