Sommeranalyse

“Det passer“ (del 2) - Statens sorte bog

Sputnik/Reuters/Ritzau Scanpix

“Før 1914 havde Jorden tilhørt alle. Der var ingen adgangstilladelser, ingen visa, ingen pas […] Tidligere skulle mennesket blot have en krop og sjæl. Nu skal han også have et pas, for uden det, vil han ikke blive behandlet som et menneske.“

Stefan Zweig, Verden af i går

 

“Verdensborgerretten skal indskrænke sig til betingelserne for den almindelige gæstfrihed.“

Immanuel Kant, Til den evige fred

 

I denne uges sommerserie stiller Føljeton skarpt på passets (idé)historie. Hvordan opstod behovet for dokumentation, og hvorfor kan man ikke bare rejse derhen, man ønsker? Hvad siger dit pas om dig – og om staten? Betragt det som et brevkursus, der klæder dig på til samtalerne i de lune sommernætter. Hvem ved, måske er serien endda lille et forvarsel om, at vores historiske nyhedsbrev Almanak snart vender tilbage fra de døde? Dette er anden del af “Det passer“. 

 

Med nationalstaternes opblomstring og de dertilhørende grænsedragninger blev spørgsmålet om (pas)kontrol stadigt mere omfattende. For som historiker John Torpey skriver i The Invention of the Passport, er passet et værktøj, der understreger statens magt. Passet illustrerer ikke blot din identitet som statsborger. Det fortæller dig også, hvor du må tage hen – og at du kun kan bevæge dig på statens nåde. Får du ikke et pas, får du heller ikke adgang til fællesskabet.

Passet lader staten skelne mellem sine egne borgere og uønskede udefrakommende. Men kontrollen kan også vendes om: Passet er sideløbende blevet brugt til at begrænse bevægelsen af arbejdskraft. Som følge af, at man så folket som en ressource, der kunne veksles til rigdom, forsøgte Preussen eksempelvis at begrænse unødig emigration i begyndelsen af 1800-tallet bl.a. ved at skærpe reglerne for udstedelsen af pas. I takt med, at den teknologiske udvikling tog fart, blev det omfattende administrationsarbejde dog stadigt sværere at vedligeholde.

I 1862 valgte Schweiz helt at droppe paskravet, når rejsende ville ind i landet. Jernbanernes udbredelse havde fundamentalt forandret menneskets transportmuligheder, hvilket nu fik indflydelse på bureaukratiet. Når mennesker pludselig kunne rejse over lange distancer på rekordtid, virkede det så godt som utopisk, at politiet stadig ville kunne tjekke alles papirer. Tilsvarende valgte man i Danmark at droppe pastvang for udlændinge i 1875. Euforien spredte sig, og ved udgangen af 1800-tallet havde en ny europæisk bevægelsesfrihed for alvor fået fat – til stor glæde for kosmopolitter som den østrigske forfatter Stefan Zweig.

Da Italien i 1901 fik en ny paslov, var det eksempelvis ikke længere for at besværliggøre italienernes færden – snarere tværtimod. Selvom det blev gjort til et krav, at man skulle have et pas for at købe en færgebillet til USA, var tiltaget mestendels tænkt som en hjælp: Med et pas i hånden var det langt mere sandsynligt, at de rejsende ville blive budt velkommen i Amerika. Nye emigrationskontorer skulle groft sagt sikre, at italienske lykkesmede havde held med deres eventyr. Det hjalp nok også, at arbejdsløsheden i Italien var et voksende problem. For var det da ikke at foretrække, at man fik sendt dele af befolkningen væk?

Det europæiske, pasfrie rejseventyr sluttede først for alvor, da 1. verdenskrig og dens skyttegrave igen gjorde grænserne synlige. Den enkeltes nationalitet blev atter afgørende, passets jerngreb var ikke længere til at undslippe. Paradoksalt nok, for sideløbende havde udbredelsen af nye teknologier som telefonen åbnet verden som aldrig før.

I krigens efterspil blev det stadig mere tydeligt, at der var behov for en international pas-koordination. Ikke nok med, at nye grænser skulle tegnes, så flyttede store flygtningestrømme sig hen over Europa. I 1920 mødtes Folkeforbundet, forløberen til FN, for at diskutere den nye situation og finde nogle fælles standarder. Det gik ikke længere, at hvert land havde sit eget, idiosynkratiske papirsystem.

Få år senere fik Folkeforbundets flygtningekommissær, norske Fridtjof Nansen, kreeret det såkaldte “Nansen-pas“, der kunne udstedes til de mange russiske flygtninge. Sidenhen blev ordningen udvidet, så bl.a. også armenere kunne få adgang til Nansen-passet. I sin grundidé var passet stadig et kontrolredskab. Men det var ikke længere et redskab, der blot vidnede om den enkelte nationalstats luner. /David Dragsted 

Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Belfast00:00Randers00:00Addis Ababa00:00Kabul00:00Mumbai00:00Mandalay00:00Hong Kong00:00Tokyo00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Belfast00:00Randers00:00Addis Ababa00:00Kabul00:00Mumbai00:00Mandalay00:00Hong Kong00:00Tokyo00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Belfast00:00Randers00:00Addis Ababa00:00Kabul00:00Mumbai00:00Mandalay00:00Hong Kong00:00Tokyo00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Belfast00:00Randers00:00Addis Ababa00:00Kabul00:00Mumbai00:00Mandalay00:00Hong Kong00:00Tokyo00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00

Velkommen til Føljeton

Install
×

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12