Kære læser

Et menneske er et siv, der svajer i vinden

Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

“I en båd af papyrus

hen over dødsrigets bæbrune himmel

hil dig, som stiger op i østen

lyser på de levende og de døde

hil dig, styrmand flammefjæs

i din båd af papir

gennem dødsrigets ildfloder

almægtige herre

smider dit lys på lungemedicinsk

på gastrokirurgisk

giv mig noget, jeg kan drikke

host host knirk“

 

Harald Voetmann

 

Lørdag aften klokken 20 viste Teater Republique i København for sidste gang Amduat. En iltmaskine. Forestillingen var baseret på digteren Harald Voetmanns fremragende bog af samme navn fra 2018 og mesterligt iscenesat af Kirsten Dehlholm fra teaterkompagniet Hotel Pro Forma. Amduat. En iltmaskine handler om en mand, som ligger for døden på hospitalet, mens hans søn våger over ham. Fortællingen om faderens sidste timer er skrevet sammen med en gammel egyptisk begravelsestekst om solguden Ras natlige rejse gennem dødsriget.

Selve scenen var 28 meter lang og opdelt i to niveauer. Nederst lå den døende mand med sin iltmaske i en hospitalsseng, og på etagen bagved fulgte man solgudens rejse, fra solen stod op, til den gik ned. 12 timers rejse på fem-seks kvarter. Forestillingen var meditativ og audiovisuelt stimulerende. Der blev egentlig ikke sagt så meget.

Døden, denne banale død, som venter os alle, bliver i bogen/bøgerne og forestillingen behandlet på en måde, så den får en tyngde, der på en eller anden måde giver den en utrolig lethed. Bortset fra Weekendavisens anmelder, der ikke kunne mærke noget, har avisernes teaterkritikere da også været vilde med stykket.

Hvis man havde set noget af landskampen mellem Danmark og Finland i fjernsynet lørdag aften og bagefter skulle ind og se Amduat. En iltmaskine kl. 20, var det som at blive rullet ind til en større gastrisk operation, man vidste kunne gå begge veje. Man var helt blottet, helt åben. Første halvleg tæt på sin afslutning; Christian Eriksen, der falder livløs om – hjertestop ud af det blå; hans ven Simon Kjær, der kommer løbende og rydder luftvejene. Lægeholdet, som kommer til og giver hjertemassage på grønsværen. Holdkammeraterne, der danner en mur omkring for privatlivets fred. En grædende menneskemur. Stilheden på stadion. Minutterne der går, tankerne der hvirvler  – hvor længe er det, man kan være død uden at dø af det? Chok, ængstelse, uvished.

 

“En gud er et siv

der svajer i vinden

hvor himlene skyller

mod to landes kyst“

 

Dansk Boldspil-Union har en solid tradition for at fucke up, når virkeligheden ikke lige retter sig efter det, der står i drejebogen. Man husker ‘Fodboldtossen’, den fulde mand, som løb ind på banen under en landskamp mod Sverige i 2007, hvorved UEFA tilkendte Sverige sejren. DBU var straks ude at sige, at de ville sagsøge den stakkels ulykkesfugl “af principielle og økonomiske årsager“. Som forbundets daværende pressechef udtalte: “Vi vil gå benhårdt efter at få så mange penge fra ham som muligt.“

Eller dengang i 1999, da Danmark skulle spille på hjemmebane mod Iran, og DBU indgik et samarbejde med den iranske ambassade om at overvåge det iranske publikum – med en helt igennem idiotisk henvisning til, at man ikke ville blande sport og politik.

Men ved søndagens pressemøde om Christian Eriksen og EM-kampen, som hans stadig rystede kammerater spillede færdig uden ham og tabte, var Dansk Boldspil-Unions indsats vel nærmest forbilledlig. Barberet bort var ethvert tilløb macho-attituder, afdankede maskuline idealer, cost-benefit-analyser og professionel kommunikation. Man var i sine følelsers vold og lod det være sådan. Landsholdstræner Kasper Hjulmand fortalte om krisepsykologer og sagde, at hver af Christian Eriksens holdkammerater måtte have sin individuelle måde at komme videre på. Fodbold er ikke for de stumme hedder en bog fra 1986 om livet som professionel fodboldspiller. Det er et hårdt game, og presset er kun blevet større siden. Det nemmeste er at pakke følelserne væk. Men da det ikke kunne lade sig gøre, fik de frit løb. Pludselig var herrelandsholdet i fodbold eksponent for den mest moderne empatiske ledelse, man kan forestille sig. Det var egentlig ret vildt, og det ville være mærkeligt, hvis det ikke bredte sig som ringe i vandet.

 

“Se, jeg kan selv gå på mine ben.

Kløverengen stråler under himmelkoens bug.

Kirsebærtræets grene danser i den sorte blæst.

 

Næste gang jeg åbner øjnene.

Næste gang jeg trækker vejret.“

 

/Oliver Stilling

Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00

Velkommen til Føljeton

Install
×

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12