Ny bog

Filosof-boblen

Kan 200.000 danskere tage fejl? Kan én finansminister? Ny bog forsøger i et snuptag at forklare, hvorfor verden er blevet så kompleks, og hvordan vi gør den håndgribelig igen.

A man takes a photograph of an electronic board showing the closing numbers for the Nasdaq Composite Index at the Nasdaq in New York April 23, 2015. The Nasdaq Composite closed at a record high on Thursday for the first time since the technology bubble burst 15 years ago. REUTERS/Lucas Jackson TPX IMAGES OF THE DAY

Med tv-serien The Newsroom forsøgte den amerikanske filmproducer Aaron Sorkin at gøre for journalistikken, hvad han med sin helt store succes, The West Wing, gjorde for politikken: At skabe et idealiseret billede af en tid, der aldrig var. Tænk blot på alles yndlingspræsident, Jed Bartlet. Hans talegaver var så store, at han ikke blot imponerede seerne, men også duperede sine politiske modstandere.

Folkene omkring Bartlet var så begavede, at dialogen mindede om en teateropsætning af The New Yorker: Velformulerede klummer fløj gennem rummet som replikker. Virkelighedens politik kan ikke andet end skuffe ved siden af drømmen om Bartlet. The West Wing var eskapisme for politiske idealister. Det kan man så grine af, og fredag aften har vi vel alle ret til at håbe på noget andet og bedre en præsident Trump 2017, men flugten til en idealiseret fortid er mere end blot fredagshygge.

Josiah Bartlet i midten, alles yndlingpræsident. Fiktiv karakter.
Josiah Bartlet, alles yndlingpræsident nummer fire fra venstre. Fiktiv karakter.

Sandhed til dumhed

En af hovedpersonerne i The Newsroom forklarer ambitionen med serien: Et nyhedsmedie, der ikke er underlagt massernes krav om underholdning eller mediechefernes krav om høje seertal:

”Vi vil genoprette den fjerde statsmagt, vi vil gøre journalistik til et hæderligt fag, vi vil skabe en nyhedsudsendelse, der oplyser en debat, der er en stor nation værdig. Det vil være enden på mundhuggeri, sladder og voyeurisme. Vi vil tale sandhed til dumhed.”

Det er så oplagt og så nemt, at det kan undre, at alle andre ikke gør det. Men det er der faktisk en forklaring på – og det er den underliggende og afgørende præmis for Sorkins tv-serie: Alle andre er nogle idioter. Enten fordi de ikke har set lyset – eller fordi de har set lyset og alligevel vender sig mod mørket. Det er en fantastisk diagnose af vores samtid: Vi oplever et kaos, som vi håber kan sættes på plads af en enkelt karismatisk autoritet, der taler ”sandhed til dumhed”.

Hovedpersonen i The Newsroom er Will McAvoy, en populær, men doven nyhedsvært – lige indtil en ekskæreste vækker gløden i ham, og han beslutter sig for at genopfinde sig selv og journalistikken.

Seertal skal ikke længere afgøre, hvad der kommer i fjernsynet; det skal derimod en vurdering af, hvad der er væsentligt, og hvad der er uvæsenligt for den amerikanske offentlighed. Will McAvoy spørger retorisk sine seere: »Hvem er vi, der skal træffe den beslutning?« og svarer straks selv:»Det skal vi, medieeliten.«

Det er lige før, han slipper af sted med det, men så kommer man til at fnise: Ulrik Haagerup, Poul Madsen, Lisbeth Knudsen…medieeliten.

Will McAvoy, den karismatiske nyhedsvært, der taler sandhed til dumhed og middelklassen på plads.
Will McAvoy, den karismatiske nyhedsvært, der taler sandhed (medieliten) til dumhed (middelklassen).

Gamle autoriteter

Forbilledet er en svunden tid, hvor autoriteter talte uimodsagt: ”Murrow havde en holdning, og så var det slut med McCarthy. Cronkite havde en holdning, og så var det slut med Vietnam”, forklarer Wills idealistiske nyhedschef. Det er henvisninger til to af de mest feterede nyhedsværter i amerikansk mediehistorie, Walter Cronkite og Edward Murrow. Det gav genlyd, da Walter Cronkite i 1968 kritiserede Vietnamkrigen. Præsident Lyndon B. Johnson så angiveligt udsendelsen, og da den var færdig hviskede han berømmeligt til sin assistent: “If I’ve lost Cronkite, I’ve lost Middle America.”

Det var dengang, én mand kunne tale på vegne af den amerikanske middelklasse. Det opleves som et tab, at ingen længere har den autoritet. Følger man The Newsroom gennem seriens to og en halv sæson, starter den som en drøm om at reetablere gamle autoriteter, men slutter som en karikatur af en mand, der har stillet sig udenfor.

Walter Cronkite, en nyhedsvært fra før veden gik af lave.
Walter Cronkite, dengang der var rigtige nyhedsfolk til.

I den sidste episode står Will McAvoy og kigger på skærme med 20.000 tweets om bombeangrebet i Boston uden at være i stand til gøre noget. Han efterlyser rigtige kilder med autoritet (politi, brandvæsen, en borgmester… den slags journalster plejer at ringe til), mens alle andre medier rapporterer nyhederne, efterhånden som de dukker op på Twitter og Facebook. Som en vittighedstegning står McAvoy tilbage og siger: ”Vi laver ikke godt tv. Vi laver nyheder.” Selv ikke i en tv-serie er Aaron Sorkin i stand til at skabe illusionen om, at den gamle orden lader sig genoprette. Der er andre og nye aktører, der har fået autoritet til at fortælle, hvad der sker i verden.

Det er et gennemgående træk ved kulturpessimisterne, at de abonnerer på forestillingen om et autoritetstab – og er faste i troen på, at den selvsamme autoritet kan genoprettes. Det gælder både de konservativt ‘reaktionære’ og de venstreorienterede ‘progressive’: Der skal genindføres disciplin i skolen, forældre skal lære at være autoriteter for deres børn – ligesom frigørelsen fra autoriteter er blevet tvang og opgøret med det national en global nødvendighed. De forestiller sig, at autoritet er noget, man kan genindføre på samme måde, som man kan hæve valgretsalderen eller legalisere hash.

Det er også tilfældet med The Newsroom. Aaron Sorkin ser en frygteligt masse mennesker, der taler, og han tænker, at man kan genindsætte en autoritet, der vil kunne få alle til at tie og lytte. Vi skal have Cronkite på fjernsynet igen – eller Martin Krasnik som nyhedsoplæser på Nyhederne klokken 19.00 på TV2. Så vil støjen helt sikkert holde op. De vil lytte efter og rette ind rundt omkring i stueerne, når medieeliten tager ordet.

Pøblen: 1, Eliten: 0

Anne Knudsen, chefredaktør ved Weekendavisen, blev noget så bekymret, da 200.000 mennesker for to år siden blandede sig i debatten om salget af DONG. Mens finansminister Bjarne Corydon og et flertal i folketinget besluttede at sælge den danske energigiant til Goldman Sachs, valgte flere hundrede tusinder mennesker at sige fra på Facebook.

Det blev for mange et billede på ‘slacktivisme’ – altså den lidt ringeagtede og dovne form for aktivisme, der kan udføres hjemmefra med et like. Havde folk nu ret til at stille spørgsmål ved beslutningen? Var de kvalificerede til at kritisere den i øvrigt hemmeligholdte aftale?

Niels Christian Cederberg var initiavtivtager til underskriftindsamlingen der endte med mere end 200.000 underskifte og som fik Weekendavisens chefredaktør, Anne Knudsen, til tasterne i ophidselse. Foto: Scanpix
Niels Christian Cederberg var initiavtivtager til underskriftindsamlingen, der endte med mere end 200.000 underskrifter og som fik Weekendavisens chefredaktør, Anne Knudsen, til tasterne i ophidselse. Foto: Scanpix

Det blev for meget for Anne Knudsen, der skrev en leder i Weekendavisen. Her var tale om en slags pøbelvælde, mente hun. Mennesker som en masse kan ikke tænke sig om, og deres meritter og baggrund kender vi ikke. Det er en sjov detalje, at Knudsen selv efter finanskrisen stadig tænker på ”investeringsrådgivere” som en autoritet, man ukritisk bør respektere:

”Investeringsrådgivere var de nemlig slet ikke, de 200.000 på underskriftindsamlingen på internettet. Det er fuldkommen uopklaret, om de overhovedet vidste andet om salget, end at der var mange folk, der var imod det. På samme måde som man er for regnskoven, isbjørnen, Obama og vind-møllerne og imod storkapitalen, USA, krig og klimaforandringer. Med maven. Maven er en fortræffelig ting, men som investeringspolitisk rettesnor skal den nok forbindes en anelse med hovedet, før den er rigtig pålidelig.”

Og Knudsen fortsatte:

”Hovedløs løben fra det ene ophidsede standpunkt til det næste kendetegner masseadfærd; det er ofte beskrevet. Massen tænker sig ikke om; det har den ikke ro til for al den bevægelse. Indtil for nylig var masseadfærd begrænset til fysiske forsamlinger. Under de rette betingelser kan fredelige demonstrationer gå amok i vold, og selv under helt rolige omstændigheder tager den enkelte demonstrant i massen ikke velovervejet stilling til, hvor han eller hun vil gå hen. Der optræder en anden slags dynamik i massen end på en almindelig, travl gade. Hidtil har masseadfærd krævet fysisk tilstedeværelse. Men det ser ud til, at de sociale medier kan fungere på næsten den samme måde.”

Og videre (undskyld, det er et frygteligt langt citat, men det er også et helt vidunderligt eksempel på en nærmest panisk kulturpessisme):

”Panik er den følelse, som mest stensikkert udløser masseadfærd. Fredelige mennesker i panisk masseadfærd tramper andre mennesker ned ved udgangene fra sportsarenaer og koncertsale. Moralsk panik har man i de senere år kaldt de ophidsede masse-reaktioner på det ene eller andet velkendte fænomen, som pludselig bliver fundet så voldsomt angribeligt, at der må skrides ind og dét nu! I denne uge har vi set fænomenet øve voldsom indflydelse på det politiske liv i vores demokratisk valgte parlament. Masse-bevægelsen på de sociale medier kan passende minde os om, at man også har kaldt massens direkte demokrati for noget andet: Pøbelvælde.”

Dokumentation: Dette er faktisk en leder fra Weekendavisen og ikke bare noget, vi har fundet på.
Dokumentation: Dette er faktisk en leder fra Weekendavisen og ikke bare noget, vi har fundet på.

Det er svært i disse dage – hvor DONG sættes til salg til en pris, der er tre gange højere end den Goldman Sachs købte sin andel for – ikke at tænke, at det nok alligevel var pøblen, der trak det længste strå i den debat. Det kunne se ud som om eliten ikke var styret af benhårde facts, men snarere var duperet og imponeret af gulddrengene fra Goldman Sachs.

Filosof-boblen

Hvordan viden og information arbejder i et moderne, netværksbaseret samfund, er emnet for filosoffen Vincent Hendricks bog Spræng boblen, som netop er udkommet. Hendricks er ikke fuldblodspessimist, men han kæler effent for dem, der er.

Hendricks er her der og allevegne: I fjernsynet som innovationsekspert, på YouTube med en TED-talk, i landets aviser med det bekymrede budskab om, at internettet og ikke mindst de sociale medier er ved at lægge oplysningstiden i graven. Det er et budskab, der går lige igennem til aviserne, som sammen med eksempelvis filosoffer hører til de autoriteter, der med internettets komme har mistet monopol på at udlægge verden.

Professor Vincent Hendricks, der her poserer på Københavns Universitet mener at der er opstået en narcististisk 'mig mig mig-kultur' på internettet. Foto: Scanpix
Professor Vincent Hendricks, der her poserer på Københavns Universitet, mener at der er opstået en narcissistisk ‘mig mig mig-kultur’ på internettet. Foto: Scanpix

For nogle år siden skrev Hendricks bogen Oplysningens blinde vinkel, som i en engelsksproget variant blev til Infostorms. Igen i de tre udgivelser går en række velkendte bekymringer om den digitale tidsalder igen: Mere information fører ikke til mere viden [Alvin Toffler], sociale netværk er ikke sociale [Sherry Turkle], informationssystemer ender i ekkokamre [Eli Pariser], demokratiering af videnshierarkier ender i ustoppelige usandheder [Farhad Manjoo], og de dannede autoriteter har tabt til de udannede masser [Andrew Keen] (jeg har linket til de mest ikoniske repræsentanter, men synspunkterne er at finde overalt).

I de senere år har Hendricks kastet sig over et andet fænomen: I første omgang med bogen Nedtur! over finansboblen og i anden omgang over ‘boblen’ som selvstændigt fænomen. I sin nye bog forsøger han at bruge boblen som en forklaringsmodel på alt det, som han ikke kan lide ved det digitale samfund: Den ureflekterede masse, de overfladiske nyheder, de uempatiske mennesker, videntab, populisme etc.

Interessen for bobler er blevet til lidt af en finansboble i sig selv; Hendricks har fået ikke mindre 14,4 millioner kroner fra Carlsbergfondet til at drive ‘Center for Information og Boblestudier’ (ja, det hedder det faktisk). Det er en af de største enkeltbevillinger, Carlsbergfondet har givet til humanistisk forskning, og Spræng boblen er første forsøg på at forklare, hvad fondet har fået for pengene. Det kan virke næsten skamløst, at Hendricks i bogen har dedikeret et helt kapitel til det, han betragter som midlertidig mode-videnskab (al videnskab med ‘neuro’ foran bruger han som eksempel på en videnskab, der udløser uendelige bevillinger) uden at reflektere over, hvad man så kan kalde ‘tværfaglige boblestudier’. Som sådan minder Hendricks en smule om hovedpersonen i Don DeLillos roman White Noise, en akademisk letvægter der, som han fortæller, begik en genistreg da han ”opfandt Hitlerstudiet i Nordamerika i marts 1968”.

Boblen som metafor

Hendricks oversætter finansboblen til ‘onlinebobler’, ‘statusbobler’, ‘mobbebobler, ‘politiske bobler’, ‘nyhedsbobler’ og ‘videnskabsbobler’ fordi han mener at kunnne identificere et gennemgående træk på tværs af de ellers så forskellige domæner.

Økonomiske bobler er kendetegnet ved, at aktiver sælges til markedspriser over deres reelle værdi – oftest som resultat af en form for massepsykose. I et økonomisk system er der en ret klar definition på, hvad der menes med et aktivs ”reelle værdi”. Det er den værdi, man kommer frem til ved hjælp af en gennemgang af eksempelvis en virksomheds aktiver, indtjening og konkurrenter – altså i modsætning til virksomhedens markedsværdi, som fastsættes af den kollektive forestilling om virksomheden.

Hendricks mener, at internettet er det, han kalder for et ’boblegæstfrit miljø’ – altså et miljø, der understøtter, at ting kan afsættes til en værdi langt højere end dets reelle værdi. Eksempelvis status, politiske budskaber eller slet og ret skrøner.

Hvem har ret? Lars Løkke Rasmussen (V) eller Kristian Thulesen Dahl (DF). Foto: Keld Navntoft/Scanpix 2015)
Hvem har ret? Lars Løkke Rasmussen (V) eller Kristian Thulesen Dahl (DF). Det finder du ud af, hvis du sprænger boblen. Foto: Keld Navntoft / Scanpix

Mens distinktionen mellem markedsværdi og reel værdi er temmeligt veldefineret i et økonomisk system, er det ikke helt så åbenlyst, hvordan man skelner mellem de to, når man taler om viden, politik og eller sociale relationer. Hvad er eksempelvis et menneskes ‘reelle’ sociale værdi i forhold til deres markedsværdi på sociale medier? (jeg forestiller mig noget med en person, der er  vildt kedelig i virkeligheden, men en fest på Twitter, hvilket altså gør ham til en ‘boble’). Hvem har ret i politik – og hvem sælger varm luft? Venstre eller Dansk Folkeparti? (jeg gætter på, at det er Radikale Venstre, der har ret). Og hvordan når vi frem til, hvad der er ‘korrekt’ information. Der er som bekendt ikke helt så langt fra kætterske pointer til konsensus, som man skulle tro.

Hendricks ender med at binde ‘korrekt viden’ op på etablerede autoritetsformer. ”Eksperter og forskere har ikke længere monopol på sandheden”, skriver han bekymret uden i øvrigt at forklare, hvad han mener med “sandheden” og uden at eksplicitere, hvornår eksperter havde monopol på den. Meninger derimod (det er det, alle andre har, mens eksperter har sandhed) er der alt for mange af. De er blevet for nemme at producere og distribuere. Med en af Hendricks utallige monetære metaforer er meninger blevet et ”alt for likvidt socialt middel”. Meninger og den slags bør vi andre holde os fra og overlade til de voksne.

Løsslupne metaforer

Hendricks er professor i formel filosofi og har som sådan høje standarder, når der kommer til logik, men han jonglerer anderledes let med andre vidensdomæner. Det bliver således aldrig klart, hvad der egentligt menes med at kalde alting for bobler.

Boblerne etableres med løse metaforer – og man skal som bekendt holde sine metaforer i kort snor. Det er ikke kun en æstetisk betragtning, men lige såvel en semantisk.

Efter at have beskrevet den finansielle boble introducerer Hendricks eksempelvis ”onlineboblen” med en metafor: ”Vi kan ses som investorer på sociale medier; vi handler konstant likes for likes – uden ret meget markedsresearch.” Derefter udvider han metaforen og omtaler ‘likes’ som ”internettets meningskontanter” som ”handles dagligt”. Og så er forbindelsen etableret, uden at der i øvrigt er etableret virkelige paralleller mellem det økonomiske system og de sociale relationer. Sociologi erstattes af en halvbagt metafor.

Helt som aktier handles social kapital hver eneste dag, mener Hendricks. Her handles der på New York Stock Exchange. Foto Scanpix / Brendan McDermid
Helt som aktier handles social kapital hver eneste dag, mener Hendricks. Her handles der på New York Stock Exchange, men meninger og likes og social status “handles også på Facebook”. Foto Scanpix / Brendan McDermid

Kapitel for kapitel bygges boblestudierne op som fænomen med samme løse metafor: ”Hvis” et eller andet “gælder på det økonomiske område, kan det meget vel tænkes også at gælde for sociale medier og informationsteknologisk menneskelig omgang, gøren og laden” (det er rent faktisk et citat og ikke noget jeg har fundet på). Hver gang et nyt domæne skal indrulleres i Hendricks boblestudier, støder man på formuleringen ”kan det meget vel tænkes”. På den måde kan det meste jo tænkes, uden at det af den grund bliver voldsomt oplysende. “En sten kan ikke flyve. Morlille kan ikke flyve. Ergo er morlille en sten!”

Til tider bliver det næsten parodisk: Hendricks slynger om sig med anekdoter fra internettet, der får det hele til at fremstå som En skør skør verden. En historie fra USA om en dame med ”et ocean af venner, fans og følgere”, der havde ligget død i sine lejlighed i et år, uden at nogen af hendes online-bekendtskaber havde opdaget det. Det havde måske været mere oplagt at undre sig over, at ingen af hendes fysiske naboer havde opdaget hendes død, med mindre naturligvis man er drevet af ambitionen om at påvise at vores sociale omgang er blevet udhulet af internettet.

Spræng boblen!

Alle vil naturligvis gerne kunne forudsige en boble, men det er med bobler som med autoritet: Det er nemmest at se dem, der har været. Der er det sjove forhold ved boblen, at den først rigtig bliver til en boble, når den sprænger. Boligboblen herhjemme i 2008 havde jo ikke været boble, hvis ikke markedet var brudt sammen. Så havde der blot været tale om markante prisstigninger. Dotcom-boblen havde været et økonomisk mirakel, hvis altså ikke økonomien var kollapset spektakulært. Prisen på Coca-Cola kan siges at være en boble. Det koster næppe meget end 25 øre at producere en liter cola, mens den let sælges for 25 kroner. Men så længe markedet ikke reagerer negativt, er det bare en god fidus.

En prisen på Coca Cola en boble eller en god fidus? Foto: Scanpix / Ronaldo Schemidt
En prisen på Coca Cola en boble eller en god fidus? Foto: Scanpix / Ronaldo Schemidt

Så hvad betyder bogens opfordring til at ”sprænge boblen”? Det betyder faktisk ikke rigtigt noget, andet end at noget ikke er helt som det skal være og det ville være godt, hvis det var anderledes. Men i stedet for endnu et forsøg på at illustrere, at videnshierarkiet var nemmere at afkode og forstå, før internettet gjorde verden global, havde det været mere interessant med et forsøg på at forklare, hvorfor de 200.000 tosser alligevel havde mere ret end én finansminister.

filosofi-boble, en. [filoˈsωf-ˈbωblə] fra græsk philosophos ‘elsker af visdom’, og ældre nydansk ‘buble’, engelsk bobble. Betydning: Kærlighed til viden der slutter sig om sig selv; En boble kan ikke flyve. Internettet kan ikke flyve. Ergo er internettet en boble!”

springboblen_v1

Spræng boblen – Sådan bevarer du fornuften i en ufornuftig verden af Vincent F. Hendricks er udkommet på Gyldendal. 179 sider, 199 kr.

Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Belfast00:00Randers00:00Addis Ababa00:00Kabul00:00Mumbai00:00Mandalay00:00Hong Kong00:00Tokyo00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Belfast00:00Randers00:00Addis Ababa00:00Kabul00:00Mumbai00:00Mandalay00:00Hong Kong00:00Tokyo00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Belfast00:00Randers00:00Addis Ababa00:00Kabul00:00Mumbai00:00Mandalay00:00Hong Kong00:00Tokyo00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Belfast00:00Randers00:00Addis Ababa00:00Kabul00:00Mumbai00:00Mandalay00:00Hong Kong00:00Tokyo00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00

Velkommen til Føljeton

Install
×

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12