Kære læser

Rwanda: et innovativt land?

Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Glem alt om Buzz Aldrin og Neil Armstrong. Michael Collins – Apollo 11-missionens sande helt – døde onsdag, 90 år gammel. Mens de to førstnævnte fik lov til at vandre på Månens overflade, måtte Collins stoisk blive tilbage i rumfartøjet. Tænk, hvilken støbning man skal være gjort af for at tage til takke med dén situation. Hele dit liv har ført op til dette ene, skelsættende moment. Du har trænet i årevis, er på mirakuløs kommet gennem NASA-nåleøjet, har ofret alt i astronomiens navn. Alligevel bliver du efterladt ved stoppestedet i sidste øjeblik. Dine venner hopper rundt på drabanten, og du kan kun se længselsfuldt til; dømt til et solitært kredsløb, hvor ingen kan huske dit navn.

Det er vigtigt at kæmpe for sine principper. Sommetider er det altafgørende. Men der kan også være en umådelig styrke i det modsatte: At afstå fra at bruge sin magt og hævde sin ret. At lave en Michael Collins og ofre sin egen stjernestund for et fælles bedste. Bare fordi man er i stand til at gøre noget, behøver man ikke gå planken ud. Det kunne udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye (S) og udviklingsminister Flemming Møller Mortensen (S) eksempelvis lære noget af.

Tirsdag kunne man læse, at ministrene var taget til Rwanda for at underskrive to aftaler, der lægger op til et tættere asyl- og migrationssamarbejde mellem Danmark og den afrikanske diktaturstat. Besøget var omgærdet af mystik, for hverken Tesfaye eller Møller Mortensen havde den store lyst til at tale med dansk presse om, hvad de lavede der. Til gengæld figurerede de på billeder udsendt af Rwandas udenrigsministerium, ligesom man på en video kunne se Møller Mortensen træde op på den store diplomatiske klinge: “Vi har viljen, vi har den gode energi, fordi vi er to små lande. Vi fokuserer meget på Afrika, og vi har set, at Rwanda er et innovativt land, og jeg tror, at vi får et godt samarbejde i fremtiden.“

Regeringen har simpelthen set et lys i Rwanda, som de færreste andre kan få øje på. På det såkaldte frihedsindeks udgivet af menneskerettighedsorganisationen Freedom House scorer Rwanda blot 22 ud af 100 mulige point, hvorfor landet betegnes som ufrit. Hos Reporters Without Borders’ pressefrihedsindeks får Rwanda en placering som nummer 156 ud af 180. Hos FN’s udviklingsorganisation UNDP’s såkaldte indeks for menneskelig udvikling (HDI) er Rwanda nummer 160 blandt 189 lande. Og fra Amnesty International lyder det, at Rwanda fortsat kæmper med “ufrivillige forsvindinger, tilfældige tilbageholdelser, overdreven magtudøvelse, uretfærdige rettergange og begrænsninger af ytringsfriheden“. Måske er det bare os, der er snæversynede. Men det lyder ikke just som miljø, der fremmer fri og uhæmmet innovation.

Hvad Rwanda ikke kan levere på demokratiske værdier, kan de dog levere på tvivlsomme modtagecentre. Som det eneste land i verden har Rwanda meldt sig klar til at modtage asylansøgere for Danmark, sådan som regeringen længe har ønsket sig. Og mere skal der åbenbart ikke til, førend Mattias Tesfaye er klar til at kalde Rwanda for et “progressivt“ land. Det synes heller ikke at være en hindring, at det modtagecenter, som blev oprettet i Rwanda i 2019 til fordel for asylansøgere strandet i Libyen, blot har modtaget 500 flygtninge – hvor målet vel at mærke var at tage imod op til 30.000. Danmark har tilmed doneret 51 mio. kr. til det kuldsejlede projekt.

Nej, regeringen vil have sit udenlandske modtagecenter, og det bliver åbenbart Rwanda, der skal levere varen. Timingen mellem det mystiske ministerbesøg og et nyt lovforslag om, at flygtninge skal overføres til asylbehandling i et tredjeland, synes i hvert fald bemærkelsesværdig. Endnu mere bemærkelsesværdigt er det, at der i forslaget henvises til det såkaldte forståelsespapirs ønske om et “mere humant asylsystem inden for gældende international ret“. Vil regeringen virkelig have os til at tro, at Rwanda kan levere en mere human løsning, end vi selv er i stand til?

Selv efter danske standarder befinder vi os snart på ubetrådt grund. Bare fordi vi potentielt kan sende flygtninge mod Rwanda, må vi ikke falde for så hjerteløs en fristelse. At regeringen så meget som flirter med idéen er – ærligt talt – helt på Månen. Nogen må lave en Michael Collins og sætte foden ned. Hertil og ikke længere. /David Dragsted

Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00

Velkommen til Føljeton

Install
×

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12