Kære læser

Nej tak til sort-hvid indfødsret

Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix. Dansk Folkepartis Morten Messerschmidt under møde i salen om blandt andet forslag til epidemiloven og forslag til udbetaling af de resterende feriepenge. Begivenhederne foregår i Folketingssalen på Christiansborg i København tirsdag den 23. februar 2021.. (Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix)

Normalt skal man lade tvivlen komme folk til gode. Alligevel har vi længe mistænkt, at overdrevent dogmatiske typer er lidt sløve i optrækket. Og nu har vi minsandten noget forskning, der bakker det op. Forskere fra University of Cambridge har i hvert fald undersøgt, hvordan mennesker med ekstreme holdninger udfører komplekse mentale øvelser: forholdsvist dårligt.

I jagten på at forstå, hvordan kognitive evner hænger sammen med ideologiske overbevisninger, har forskerne bedt en gruppe testpersoner om at løse en række opgaver – eksempelvis at memorere nogle visuelle figurer. Resultaterne viser, at dem med et ekstremistisk verdenssyn ser mere sort-hvidt på tingene – og at de derudover har sværere ved at løse opgaver, der kræver flere mentale trin.

Ja, de dogmatiske havde åbenbart problemer med at ”bearbejde beviser, selv på et perceptuelt plan”, som The Guardian skriver. Det kom eksempelvis til udtryk, når forsøgspersonen skulle fortælle, om en prik bevægede sig mod venstre eller højre. Den mest sort-hvide type var også den, der brugte længst tid på at frembringe det rigtige svar. Samtidig var vedkommende mere impulsiv og emotionel end gennemsnittet.

Eller som det skrives i den videnskabelige tidsskriftsartikel: ”Ekstreme pro-gruppe-attituder, inklusive voldelig opbakning mod en fremmedgruppe, blev koblet til en dårligere arbejdende hukommelse, langsommere perceptuelle strategier og en tendens til at handle impulsivt og sensationssøgende – hvilket reflekterer overlap med de psykologiske profiler for konservatisme og dogmatisme”.

Sådanne undersøgelser skal selvsagt tages med alle mulige og umulige forbehold. Så det er ikke fordi, vi vil gå planken ud og påstå, at det partout er, ahem, kognitivt udfordret at se sort-hvidt på tingene. Men det er nok heller ikke alt for smart, som man siger i Jylland. Og med den bemærkning vil vi tillade os at lave et lidt ubehændigt sceneskift.

Bedst som Morten Messerschmidts uendelige Meld og Feld-skandale ruller videre, og Dansk Folkeparti generelt bløder vælgere, har partiet nemlig fundet en forudsigelig afledningsmanøvre i sin endimensionelle drejebog: Lad os da bare give muslimerne skylden. Ved de igangværende forhandlinger om dansk indfødsret har DF således foreslået, at ansøgere skal oplyse deres religion, hvis ellers de vil have indfødsret.

I et interview med Jyllands-Posten lægger Morten Messerschmidt slet ikke skjul på, at forslaget skal bruges til at ramme muslimske indvandrere. For hvis man er muslim, kan man jo næppe være dansk i hjertet: ”Det at være muslim rejser for mange nogle grundlæggende problemer med at leve dansk. Hvad end det så handler om synet på kvinder eller synet på loven eller demokratiet. Og derfor ønsker vi at vide, hvad det er for en baggrund, de folk kommer med”, udtaler Messerschmidt.

Kort tid efter går DF-kronprinsen så all-in og gør religionen til en nærmest orwellsk tankeforbrydelse: ”Den islamist, der lever dadelfrit i Danmark, skal selvfølgelig ikke have stemmeret, blot fordi han ikke begår kriminalitet”. Vi tror næsten ikke vores egne øjne. Selv hvis du holder dig på samfundets måtte, må du altså ikke være ekstrem i dine holdninger, mener Messerschmidt.

Partiets udspil vidner om så indskrænket en religionsforståelse, at vi får lyst til at kaste håndklædet i ringen. I modsætning til hvad de sensationshungrende politikere tror, er det jo faktisk muligt at tro på én ting og alligevel gøre noget andet. Tro er ikke nødvendigvis en diabolsk spændetrøje, og det kan faktisk lade sig gøre at tolke islam på vidt forskellige, ikke-sort-hvide måder. Meget ligesom det faktisk er muligt for Messerschmidt og andre danskere at kalde sig kristne, uden at de partout bliver nødt til at udvise næstekærlighed.

For tro det eller ej: Den personlige religiøse overbevisning er en ret privat størrelse, der ikke kan eller skal koges ned til noget bureaukratisk dokument. Det er sjovt nok også derfor, at vi stadig har religionsfrihed i et demokrati.

Hvis det alene var DF, der kom med det bizarre strammergreb, ville vi nok kunne leve med galskaben. Der hvor tingene for alvor stikker af, er når selv regeringen ifølge Jyllands-Posten er åbne over for tiltaget. ”Umiddelbart ønsker vi så meget transparens som muligt”, som Socialdemokratiets indfødsretsordfører Lars Aslan Rasmussen siger til avisen. Så nu siger vi altså lige noget vildt: Selvom det virker kontraintuitivt, kan større åbenhed sagtens føre til det modsatte – et lukket, rigidt og dogmatisk system, der ikke efterlader plads til de finere nuancer. At bede folk om at krydse sig selv af som muslim er ikke bare overilet. Det er også himmelråbende dumt. /David Dragsted 

Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Belfast00:00Randers00:00Addis Ababa00:00Kabul00:00Mumbai00:00Mandalay00:00Hong Kong00:00Tokyo00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Belfast00:00Randers00:00Addis Ababa00:00Kabul00:00Mumbai00:00Mandalay00:00Hong Kong00:00Tokyo00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Belfast00:00Randers00:00Addis Ababa00:00Kabul00:00Mumbai00:00Mandalay00:00Hong Kong00:00Tokyo00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Belfast00:00Randers00:00Addis Ababa00:00Kabul00:00Mumbai00:00Mandalay00:00Hong Kong00:00Tokyo00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00

Velkommen til Føljeton

Install
×

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12