Litteraturanmeldelse

Når Knausgård kigger på stjerner

Lindhardt og Ringhof

Han havde vist nok lovet, at det aldrig ville ske igen, men ni år efter færdiggørelsen af hovedværket Min kamp er Karl Ove Knausgård klar med en ny, stor roman. I Morgenstjernen følger vi hele ni personer gennem to hæsblæsende døgn, hvor en ny, stor stjerne pludselig dukker op på himmelen. Eller, hæsblæsende er måske så meget sagt. Selvom stjernen medfører en virkelighedsfordrejning, er de hyperdetaljerede hverdagsskildringer fortsat i højsædet. Morgenstjernen er nyfødt, men der er reelt ikke meget nyt under Knausgårds sol.

Romanens persongalleri spænder ganske vist vidt og bredt. Det er, som om Knausgård slet ikke kan styre den litterære frihed, nu hvor han ikke længere skal bakse med sig selv. Efter at have brugt mere end 3.000 sider i Min kamp på at endevende sit eget liv, kan nye karaktererskildringer pludselig komme til. Vi følger derfor så forskellige typer som stodder-journalisten Jostein, sygeplejersken Solveig og sabbatårs-pædagogen Emil. Sjovt nok er der dog noget umiskendeligt knausgårdsk ved dem alle. Én har en maniodepressiv kone, en anden spiller i et ungdomsband, en tredje tænker exceptionelt meget over døden, en fjerde arbejder på en ny bibeloversættelse.

Ja, vi fristes næsten til at kalde Morgenstjernen for Knausgårds Avengers. Kendere af Min kamp vil hurtigt indse, at Knausgård mest af alt har spaltet sig selv på tværs af alder og køn i verdens måske mest trivielle superheltefortælling. Det er dog ikke kun en dårlig ting. Nordmanden er som regel bedst, når handling viger pladsen for skarpe psykologiske betragtninger. Når det ydre glider ind i det indre og tilbage igen. Karl Ove Knausgård kunne skrive om hvad som helst og stadig få det til at virke dybt og interessant. Det har han ret beset allerede gjort. I essaysamlingen Sjælens Amerika optræder en hel tekst om at skide. Og den er tilmed god.

Dødens åbning

Lige så genkendelige som romanens karakterer viser sig at være, lige så knausgårdske er tematikkerne. Forfatterens hoftanke om det åbne og det lukkede, grænsen og det grænseløse, leverer den altafgørende struktur i de mange brudstykker af dagligdag. Mens romanens karakterer trisser rundt, er verden i forandring. Vejret er exceptionelt varmt, dyrene opfører sig mærkeligt. Den nye stjerne sætter liv og død i et nyt lys. Kun ét våben kan afvæbne forandringen: Knausgårds karakteristiske essayistik, hvor alt fra alkohol til det religiøse kan lades med mening.

Som så mange gange før forholder Knausgård sig i Morgenstjernen til opløsningen af jeg’et, opløsningen af alle grænser. I Min kamp forsøger forfatteren at opnå dette ved at skrive så detaljeret om sig selv, at detaljerne bliver gjort almengyldige. I den nye roman skal stjernen snarere vise vejen. Alle romanens karakterer ønsker at bryde med hverdagens fængsel. Deres drømme og begær svarer ikke længere til det levede liv. Der flirtes med den ekstreme frihed, stedet hvor alt åbner sig. Men trummerummet kan ikke afskaffes uden store omkostninger. Når der åbnes helt op, åbnes der også for ondskaben. Morgenstjernen viser sig, og pludselig er dødens grænse brudt. Så måske var hverdagen alligevel at foretrække?

Skyggespil

Et sted i Min kamp skriver Knausgård, at det er solen, som gør os i stand til at forholde os til selv ældgamle myter. Den sol, som hænger over Kain og Abel, er den samme sol, som hænger over os i dag. Med fare for at gå fuld dansklærer på Morgenstjernen (det har vi vist allerede gjort) er det af samme grund iøjnefaldende, at bogens pièce de résistance skal være en spritny stjerne. Karl Ove Knausgård har med Min kamp foretaget den ultimative mytologisering af sig selv. Men nu er han rede til at lave nye mytefortællinger. For som han også skriver i Min kamp: ”Å skrive er å trekke det som finnes ut fra skyggerne av det vi vet”. Og hvad er vel bedre egnet til at kaste nye litterære skygger end en hidtil ukendt morgenstjerne?

Selvom projektet er sympatisk, kommer Knausgård dog ikke rigtigt i mål. Bogen rummer mange gode takter, men brudstykkerne bliver aldrig helt forløst – snarere viklet længere og længere ind i hinanden. Ambitionerne bliver for vidtløftige, pladsen for begrænset. Også selvom bogen er mere end 600 sider lang. Dermed ikke sagt, at Morgenstjernen er en dårlig roman. Knausgård kan stadig skrive røven ud af bukserne. Den ene side tager hurtigt den anden, uden man rigtig kan forklare hvorfor. Midt i al hverdagsbanaliteten opstår glimt af noget genialt. Men skyggerne, dem bokser Karl Ove Knausgård altså stadig med. /David Dragsted

Morgenstjernen udkom på dansk på forlaget Lindhardt og Ringhof den 24. november.

Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00

Velkommen til Føljeton

Install
×

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12