Nyhedsanalysen

Kan et servietmanus redde de danske biografer?

Druk

Alle taler om Druk, og på Føljeton ville vi også ind og se den fulde giraf. Undertegnede allierede sig derfor med en ven for at evaluere instruktør Thomas Vinterbergs nye film på dens egne præmisser: Først med en ædruelig gåtur lige efter rulleteksterne, efterfølgende i fadøllenes lumske selskab. Resultatet kommer her.

Ædru

Idéen med Druk er egentlig god nok. Desværre er det bare meget utilfredsstillende forløst. Fire midaldrende, mandlige gymnasielærere sætter sig for at teste en norsk filosofs tese om, at mennesket er født med en halv promille alkohol for lidt i blodet. Med undskyldningen om, at de indsamler empiri til en videnskabelig undersøgelse (ingen synes at bekymre sig om, hvor undersøgelsen egentlig skal udkomme) drikker de sig gradvist fra sans og samling for igen at føle noget.

Historielæreren Martin, der portrætteres af en velspillende Mads Mikkelsen, agerer filmens primus motor. Med alkoholens hjælp vender han en lettere depression til fornyet livslyst, inden mændene går fuld Hærværk og truer med at kaste alting over styr. Filmen slår sig op på, at den leverer en nuanceret diskussion af den danske drukkultur, men kommer af samme grund til at spille lidt for sikkert. Den vil det hele på én gang, lidt komedie, lidt drama, lidt socialrealisme og lidt tragedie, men uden at nogen af delene for alvor brænder igennem. På visse punkter får man endda fornemmelsen af, at Druk mest af alt er Thomas Vinterberg, der forsøger at lave en Lars von Trier. Der er kapitelinddelinger og litterære referencer strøet med let hånd. Men virtuositeten mangler, og det bliver mere en indledende skitse end en vellykket imitation.

Dialogen er til tider gumpetung, det samme er symbolikken. I drikker jo som gale i det her land, siger Martins svenske kone (løst parafraseret), mens tilstedeværelsen af både ”I Danmark er jeg født” og ”Der er et yndigt land” skal understrege undersøgelsen af dette nationale kulturfællesskab. Men igen uden nogen videre stillingtagen. Filmen lover hele tiden mere, end den kan holde. Magnus Millangs karakter agerer dæmonisk indpisker, forsøger konstant at få mændene til at øge indsatsen. Samtidig er han personificeringen af Vinterberg, der står på sidelinjen og siger, at ”dét er spændende”. Vildere, klovn, vildere.

Promille 0,5

Efter den første store (og lidt stærke) fadøl begynder alting at stå mere klart. Særligt åbningsscenen og slutscenen er jo faktisk eminente. De emmer af overskud, intensitet og renskuret filmisk fortælleglæde. Hvorfor kunne hele filmen ikke have været sådan? Også indstillingerne, der formidler mændenes druknende virkelighedsfornemmelse, er stærke.

Måske havde Druk faktisk nydt godt af at være en kortfilm. Hvis nu man skar helt ind til benet og lod indledning og afslutning smelte tættere sammen, ville man stå med et langt stærkere produkt, end den skolastiske øvelse, som filmen er blevet. Al den pro et contra gør ikke Druk nogen tjenester. Nej, trækplasteret må vel være en bedugget Mads Mikkelsen der danser jazzballet (det sker rent faktisk). Tænk, hvis Vinterberg havde turdet gå linen helt ud, og var gået fuld Bollywood-dansescene til slut. Det havde jo været genialt. Vi begynder at overveje, om vi allerede har gjort et større stykke dramaturgisk arbejde end filmen.

Promille ukendt

Længere inde i fadøllenes klarsyn øges troen på vores egne knivskarpe analyser. Vi finder endda på en rubrik til nærværende anmeldelse: ”Kan et servietmanus redde de danske biografer?”

For det er dér, vi er nu, i den videre motivgranskning. Hvad vil Vinterberg egentlig med den her film? Det synes mere og mere åbenlyst, at instruktøren mest af alt har haft et man crush på Winston Churchill. Den britiske bulldog – og dennes forkærlighed for alkohol –  dukker op flere gange i filmens forløb som en katalysator for konflikten. Det lugter langt væk af en pludselig indskydelse på en beværtning lig den, vi i øjeblikket befinder os på. En strøtanke, der skrives på hjørnet af en serviet og pludselig modtager filmstøtte. Panikken, der langsomt har spredt sig, da idéen faktisk skulle forløses. Det er nok derfor, at filmen har så mange ligegyldige subplots: I håbet om, at bare ét af dem vil rumme en dybere sandhed om, hvad det er for et værk, man er i gang med at lave.

En vild (og meget studentikos) analyse trænger sig på: Druk sælger sig selv som et stykke Heraklit. Den vil så gerne fortælle, at alting flyder, at alt er ild og forandring og derfor mere nuanceret end som så. Men i virkeligheden er den tættere på Parmenides. Denne førsokratiske filosof mente, at det, som ikke kan tænkes, heller ikke kan begrundes. Og drukken er jo tankeløs.

Herfra bliver noterne fra den våde aften mere sporadiske. ”Thomas Bo Larsen og kaviar. Allerede der har du grundnegationen i filmen. Eller dikotomien, om du vil”, har vi på et tidspunkt nedfældet. Det gav sikkert god mening i konteksten.

Tømmermænd

Druk gør stadig ondt dagen efter. Men med tanke på dens tematik og stærke trailer føler vi os sikre på, at den nok skal blive en pæn succes. Ja, måske endda en mindre nyklassiker. Filmen vil utvivlsomt blive hyldet for sit nysgerrige, oprigtige og ikke-fordømmende blik på alkoholkulturen. For hvis der er noget, vi danskere bedre kan lide end at drikke os fulde, så er det vel at tale om, hvor meget vi kan lide at drikke os fulde. Druk får tre tomme elefantøl – plus pant. /David Dragsted

Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Belfast00:00Randers00:00Addis Ababa00:00Kabul00:00Mumbai00:00Mandalay00:00Hong Kong00:00Tokyo00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Belfast00:00Randers00:00Addis Ababa00:00Kabul00:00Mumbai00:00Mandalay00:00Hong Kong00:00Tokyo00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Belfast00:00Randers00:00Addis Ababa00:00Kabul00:00Mumbai00:00Mandalay00:00Hong Kong00:00Tokyo00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Belfast00:00Randers00:00Addis Ababa00:00Kabul00:00Mumbai00:00Mandalay00:00Hong Kong00:00Tokyo00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00

Velkommen til Føljeton

Install
×

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12