Analyse

Suga, honey, honey: Japan har fået ny leder

Pool/Reuters/Ritzau Scanpix

Det er ikke hver dag, at magten skifter i verdens tredjestørste økonomi Japan. Da nu forhenværende premierminister Shinzo Abe i denne uge forlod posten, var det med titlen som Japans længst siddende politiske leder. Før det var Abes grandonkel, Eisaku Sato, indehaver af den titel, ligesom Abes farfar har været regeringsleder og hans far mangeårig udenrigsminister. Abes slægt har siddet tungt på magten, men nu er det slut.

Det var ikke engang vælgerne, der valgte at smide familien på porten. Siden sine teenageår har Abe lidt af en kronisk tarmsygdom, der den seneste tid igen er blusset så voldsomt op, at det har tvunget ham til at overgive magten til en ny, self made, mand.

Mere abenomics

Onsdag godkendte det japanske parlament Yoshihide Suga som ny leder. Forinden da var Suga blevet valgt af Det Liberale Demokratiske Parti (LPD) som deres nye formand.

Yoshihide Suga er ikke noget bestemt kendt ansigt udenfor Japan. Det afsløres fx ved, at han ikke er sådan ligetil at søge frem på Google. Hvis man søger efter Suga, dukker der som det første en farverig, ung, koreansk rapper op. Men 71-årige Yoshihide Suga er meget langt fra at være en farverig, vild rapper. Hvis der er noget sådan som en modsætning til rapperen Suga, så er det velsagtens japans nye premierminister, der om noget repræsenterer kedelig status quo. Forventede man en mindre revolution som følge af lederskiftet i Japan, så tog man fejl, for Suga kommer til fortsætte den linje, som Abe har stået for. Det kan altså godt være, at Abe har måttet trække sig grundet sygdom, men Abe-epoken er ikke ovre i japansk politik.

Mens Suga måske er en anelse ukendt i Danmark, så er han det ikke i Japan. Han har været kendt som Abes højre hånd i regeringen og har besiddet stillingen som kabinetchef og talsperson for regeringen. Han har derfor længe været en vigtig spiller i LPD-partiet, og han kender til Abes strategier.

Suga er de sikre hænder, der skal fortsætte arbejdet med abenomics i Japan. Abenomics er et udtryk for den økonomiske politik, som Shinzo Abe har haft stor succes med. Den bygger på tre principper: En meget lempelig adgang til penge i samfundet, store offentlige investeringer og store reformer. Står det til Suga, er det fortsat de økonomiske værktøjer, der skal bruges til at skubbe det japanske vækstlokomotiv i gang igen.

Ingen magtkampe

Partiet har da også gjort sit for at sikre, at intet skulle ændre sig for meget, når Abe forsvandt. Det er tydeligt, at man i toppen ikke har ønsket for mange magtkampe.

Suga så egentlig ud til at blive udfordret af Abes vicepremierminister og finansminister Taro Aso, men han trak sig pludselig, hvilket ifølge New York Times har fået iagttagere af japansk politik til at spekulere i, hvorvidt de to måske har lavet en lokumsaftale, så Aso får indflydelse på regeringssammensætningen.

Suga blev også udfordret af underdogen Shigeru Ishiba, men hans muligheder blev hurtigt stoppet af partisekretæren, der besluttede, at kun partiets parlamentsmedlemmer samt en begrænset mængde repræsentanter kunne stemme med om den nye leder. Parlamentsmedlemmerne er ikke glade for Ishiba, der har kritiseret Abes politik. Der blev hurtigt lukket ned for ham, så magtkampene udeblev, og abenomics-maskinen kunne fortsætte.

Self made man

Yoshihide Suga er dog ikke bare en Abe 2.0. For modsat sin forgænger, så er Suga på ingen måde født til at blive statsmand. Han er søn af en jordbær-farmer og en skolelærer og er opvokset ude på landet. Han er en ”self made man”, og det er bestemt ikke normalen i toppen af japansk politik.

Han strøg da heller ikke til tops i partiet med det samme. Han startede med at arbejde som sekretær for et LDP-medlem, og efterfølgende startede han sin egen politiske karriere. Først i kommunalpolitik og derefter som medlem af det japanske parlament siden 1996. I 2005 blev han første gang minister og har løbende fået mere og mere magtfulde poster.

Spørgsmålet er, hvor længe Suga bliver ved magten. Der er valg næste år, og der spekuleres i, om Suga måske kun fungerer som en overgangsfigur, mens partiet finder sin nye store satsning.

Der er i hvert fald udfordringer nok at tage sig af. Suga skal håndtere coronavirussen, der har sat sine dybe spor i det japanske samfund. Fx har den startet en økonomisk krise, der har slettet en del af den vækst, som Abes regering ellers de seneste mange år har været garanten for. Hvedebrødsdagene for Suga bliver få. /Andreas T. Kønig

Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00

Velkommen til Føljeton

Install
×

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12