Kære læser

Man skal ikke tro på den russiske hestesko

Alexey Malgavko/Reuters/Ritzau Scanpix. Alexander Murakhovsky, chief doctor of a hospital, where Alexei receives medical treatment, speaks with the media in Omsk, Russia August 21, 2020. Alexei Navalny began feeling ill, en route from Tomsk to Moscow, on a plane which made an emergency landing in Omsk due to his serious condition. REUTERS/Alexey Malgavko TPX IMAGES OF THE DAY

Da Niels Bohr vandt Nobelprisen i fysik, brugte han præmiesummen til at købe et sommerhus i Tisvilde. Over indgangsdøren hang han en hestesko. En besøgende fik en dag øje på hesteskoen og udbrød forbløffet: ”Du tror da ikke, den slags bringer lykke?”

”Nej, nej, naturligvis ikke. Men jeg har hørt, at den også bringer lykke, selvom man ikke tror på den”, svarede Bohr.

Hvis ikke man vidste bedre, skulle man jo næsten tro, at det også var den afdøde, verdensberømte fysiker, der havde stået for indkøb af håndsprit hos Metro Service. Selskabet har i hvert fald opdaget, at man siden juli har fyldt beholdere på metrostationerne i København med den forkerte håndsprit. Midlet, der har været i brug, er godkendt til at bekæmpe bakterier, men ikke vira. Den har altså været så godt som ubrugelig i kampen mod coronavirus.

Sådan kan det jo gå. Det er ikke alle steder, at den bohrske kalkyle synes lige brugbar. Lidt bedre står det trods alt til med den nye hundeluftelov, Hundeverordnung, som den tyske landbrugsminister Julia Klöckner ønsker at indføre i Tyskland fra næste år. Ifølge Hundeverordnung skal hundeejere gå tur med deres kæledyr mindst to gange om dagen i mindst en time. Vi har ingen anelse om, hvordan en sådan lov skal kunne håndhæves i praksis (hunden kan jo dårligt sladre), men forhåbentlig er det symbolske her nok til, at loven alligevel vil have en virkning. De fortjener deres gåture, de kære firbenede kræ.

Giftig situation

Og så er der jo det angivelige giftangreb på den russiske oppositionsleder Alexei Navalnyj. Torsdag sad han i et fly på vej fra Tomsk i Sibirien til hovedstaden Moskva, da han pludselig fik et slemt ildebefindende, og flyet derfor måtte nødlande i byen Omsk (ej at forveksle med Tomsk). Forinden havde han nydt en kop te i lufthavnen. Nu ligger Putin-kritikeren så i koma på hospitalet, mens hans stab taler om urent trav.

Ifølge Kreml er det endnu for tidligt at sige, hvad der reelt er sket med en af regeringens mest prominente modstandere. Men som New York Times så fint påpeger, skriver Navalnyj sig jo på en lang liste af Putin-opponenter, der pludselig er kommet ud for ”bizarre og sommetider fatale medicinske ulykker, ofte efter de har drukket te”. Enten er der noget seriøst galt med teen i Rusland, eller også kunne det jo godt lade til, at noget fordækt er på færde.

Desto flere detaljer, vi læser om Navalnyjs tilstand, desto mere kommer vi eksempelvis til at tænke på de to russere, der tilfældigvis bare var i den britiske by Salisbury for at ”se katedralen”, da den tidligere russiske efterretningsagent Sergei Skripal blev udsat for et giftangreb i selvsamme by.

Ifølge Navalnyjs stab vil man gerne have flyttet oppositionslederen til et udenlandsk hospital, men de russiske læger mener ikke, at Navalnyjs tilstand er stabil nok til, at det kan komme på tale. Staben kan dog heller ikke få lov til at se Navalnyj, og når de spørger overlægen, låser denne sig inde på sit kontor. Og staben må selvfølgelig heller ikke se de testresultater der kan vise, om Navalnyjs kritiske tilstand mon skyldes gift.

Det ser altså ret mistænkeligt ud. Vi kan vel kalde situationen for den russiske hestesko: Der er ingen der tror på den, men den lyver alligevel. Alt ved Navalnyjs ildebefindende skriger til himlen om, at Putin nok engang forsøger at feje en modstander af banen. Men samtidig bliver det gjort på så dilettantisk vis, at alle jo kan se, hvad der foregår.

Måske er det imidlertid pointen: Putin viser ikke kun sin styrke ved at forgifte kritiske røster, men også ved efterfølgende at dække over det på sløset vis. At få to russiske agenter til at komme med søforklaringer om katedralbesøg er jo noget nær det ultimative powermove. Det viser, at Putin kan sige, hvad han vil, men alligevel få sin vilje gennemtrumfet. Sagt sådan rent hypotetisk, naturligvis. Vi skulle jo nødigt komme til at anklage Ruslands præsident for at beordre giftmord. Faktisk betyder det vel heller ikke noget, om vi kommer med sådanne anklager. Hesteskoen skal skam nok sprede sit tryllestøv uanset hvad. /David Dragsted

Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Belfast00:00Randers00:00Addis Ababa00:00Kabul00:00Mumbai00:00Mandalay00:00Hong Kong00:00Tokyo00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Belfast00:00Randers00:00Addis Ababa00:00Kabul00:00Mumbai00:00Mandalay00:00Hong Kong00:00Tokyo00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Belfast00:00Randers00:00Addis Ababa00:00Kabul00:00Mumbai00:00Mandalay00:00Hong Kong00:00Tokyo00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Belfast00:00Randers00:00Addis Ababa00:00Kabul00:00Mumbai00:00Mandalay00:00Hong Kong00:00Tokyo00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00

Velkommen til Føljeton

Install
×

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12