Trinitytesten – del 2

Brevet fra Einstein

Leó Szilárd var på vej over gaden da gennembruddet kom. Med ét indså den ungarskfødte fysiker, hvordan en nuklear kædereaktion ville kunne lade sig gøre. Lige siden science fiction-forfatteren H. G. Wells havde forestillet sig en atombombe i 1914, havde tanken rumsteret i Szilárds baghoved. Nu her i London i 1933 så påfundet for første gang ud til at kunne materialisere sig som mere og andet end science fiction.

Der skulle dog gå endnu fem år, førend kædereaktionen trådte i karakter. Den 21. december 1938 lykkedes det videnskabsmændene Otto Hahn og Fritz Strassmann som de første at splitte uran og dermed skabe det, vi i dag kender som fission: splittelsen af et atom. Gennembruddet fandt sted i Nazityskland.

Rygtet om den splittede uran spredte sig som en steppebrand, og snart kunne store dele af den videnskabelige verden nærmest ikke tænke på andet. Fysikeren Edward Teller – der senere skulle blive kendt som hydrogenbombens fader – fortæller, hvordan den verdensberømte danske fysiker Niels Bohr spredte budskabet op til en konference i Washington D.C. i januar 1939. ”Bohr er blevet skør. Han siger, at uran kan splittes,” advarede en af Tellers venner over telefonen.

Også Albert Einstein var både begejstret og bekymret over den videnskabelige landvinding. Stærkt opildnet af Szilárd, der om nogen havde tænkt over implikationerne ved en nuklear kædereaktion, forfattede Einstein d. 2. august 1939 et brev til USA’s præsident Franklin D. Roosevelt. ”Visse aspekter af den opståede situation ser ud til at kræve årvågenhed og, hvis nødvendigt, hurtigt handling fra administrationen,” skriver Einstein i indledningen, inden han advarer om, at nazisterne kan være i færd med at udvikle en atombombe.

To måneder senere ankommer et svar fra præsidenten. ”Min kære professor: Jeg vil gerne takke dig for dit nylige brev,” begynder Roosevelt, inden han fortæller, at han har nedsat et råd, der skal afsøge anvendelsesmulighederne for uran. Atomkapløbet var skudt i gang.

Først i september 1942 kom der imidlertid ordentlig skub i tingene, da Leslie Groves udpeges som leder af det, der skulle blive kendt som Manhattanprojektet. Et imponerende logistisk puslespil blev nu iværksat. Tre hemmelige byer opbygges, hvor op mod 125.000 mennesker boede og arbejdede gennem Anden Verdenskrig: I Oak Ridge, Tennessee, i Hanford, Washington, og i Los Alamos, New Mexico. Derudover fandt hemmelige forskningsprojekter sted i flere store byer rundt om i landet, blandt andet i Detroit, Pittsburgh og ikke mindst Chicago, Illinois, hvor Enrico Fermi i slutningen af 1942 havde held med at starte en nuklear kædereaktion under universitetets fodboldstadion.

Selvom leveforholdene i de hemmelige byer på ingen kunne måde var glamourøse – folk boede i interimistiske barakker og måtte som regel stå i kø for at få et bad – lykkedes det Groves at tiltrække nogle af verdens fremmeste hjerner til projektet. I mange tilfælde skulle der ikke anden overtalelse til end at fortælle, at man ønskede at slå Adolf Hitler. Mange af videnskabsfolkene var flygtet fra nazibesatte områder i Europa og gruedes unægteligt ved tanken om atomvåben i Førerens hænder. Med tiden kom såvel Fermi som Szilárd, Einstein, Bohr, Oppenheimer, Richard Feynman og Otto Frisch i forbindelse med Manhattanprojektet.

”[H]vad der indtil for få år siden kunne betragtes som en fantastisk drøm, bliver nu realiseret i storslåede laboratorier og enorme fabrikker, der er blevet hemmeligt opført i nogle af USA’s mest øde regioner. Her arbejder den største gruppe fysikere nogensinde sammen med en hær af ingeniører og teknikere om at forberede materialer, der kan udløse en umådelig mængde energi, og de udvikler geniale redskaber, der bedst muligt kan udnytte disse materialer,” skriver Bohr i et brev til den britiske premierminister Winston Churchill d. 22. maj 1944.

I spidsen for arbejdet i Los Alamos står Robert Oppenheimer. Alt imens man i Oak Ridge arbejder på at berige uran og i Hanford forsøger at udvikle plutonium som et alternativ til uran, er det i Los Alamos, at de radioaktive materialer skal bygges ind i en fungerende bombe. Groves fastholder et strengt fortrolighedsregimente på militærbasen, hvilket ikke altid huer Oppenheimer og de andre videnskabsfolk, der er vant til den frie vidensudveksling. Arbejdet skrider dog langsomt fremad, og i juli 1945 gøres alt klar til det afgørende øjeblik: Trinitytesten.

Nazisterne havde overgivet sig i maj. Adolf Hitler var død. Men Manhattanprojektet fortsatte ufortrødent.

Da bomben springer i New Mexicos ørken d. 16. juli, er det kulminationen på flere års usigelige videnskabelige og tekniske bedrifter. Hvis ”The Gadget” havde vist sig som en fuser var investeringer for mia. af dollars gået op i røg – ikke med et brag, men med en hvislen. På grund af Groves’ hemmelighedskræmmeri er det dog langt fra alle, der kan juble over den vellykkede prøvesprængning.

Mange af de mennesker, der har været involveret i Manhattanprojektet, indser nemlig først, hvad de har arbejdet på, d. 6. august 1945 – dagen hvor det i radioen annonceres, at en atombombe er blevet smidt over Hiroshima. /David Dragsted

Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Belfast00:00Randers00:00Addis Ababa00:00Kabul00:00Mumbai00:00Mandalay00:00Hong Kong00:00Tokyo00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Belfast00:00Randers00:00Addis Ababa00:00Kabul00:00Mumbai00:00Mandalay00:00Hong Kong00:00Tokyo00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Belfast00:00Randers00:00Addis Ababa00:00Kabul00:00Mumbai00:00Mandalay00:00Hong Kong00:00Tokyo00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Belfast00:00Randers00:00Addis Ababa00:00Kabul00:00Mumbai00:00Mandalay00:00Hong Kong00:00Tokyo00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00

Velkommen til Føljeton

Install
×

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12