Nyhedsanalysen

Fordele og ulemper

Nogle gange er det nemt at tage en beslutning efter en hurtig beregning. Hvis jeg drikker de her tequilashots med ild i, bliver jeg glad i låget, og det ser sejt ud (fordel), men næste morgen har jeg tømmermænd, der føles som et mariachi-orkester i hovedet og halsbrand (ulempe). Andre gange er beslutningen så svær, at man er nødt til at sætte sig ned og lave en konkret liste over plusser og minusser.

Det var den tilgang, tidligere formand for Konservative Lars Barfoed valgte, da han havde brug for at visualisere fordelene og ulemperne ved at droppe konen til fordel for partikammeraten Helle Sjelle. Problemet var bare, at konen fandt den håndskrevne liste. Hun kunne glæde sig over, at gemalen skrev ”god mad”, ”intelligent” og ”udadvendt” på plussiden under hendes navn, og at Helle Sjelle ”roder’ og er en ”dårlig kok”. Til gengæld kunne hun læse under minus, at hun er ”ofte sur”, og at kærestens fordele var ”sex”, ”erotisk” og ”lattermild”. Av. Selv i dag er Barfoeds Liste en kioskbasker af et drama. Den er din, Steven Spielberg.

Som politiker har Barfoed formentlig også arbejdet med fordele og ulemper, for politik er én stor kalkule af på den ene side og på den anden side, blot med forskellige måder at værdiansætte på, alt efter politisk overbevisning. Vælgerne beslutter sig for fordele og ulemper ved en rød eller blå regering, politiske kommentatorer er mestre i at opliste politikeres handlinger med plusser og minusser, og politikerne selv skal hele tiden konsekvensberegne. Intet er som bekendt sort og hvidt. Selv ved at lukke 290.000 kubikmeter pis og lort ud i Øresund er der fordele (åbenbart?) og ulemper (no shit). Også corona er der fordele og ulemper ved, og det er her, listen bliver virkelig politisk.

Det bliver et nej tak herfra

Det virker kættersk at tale om fordelene ved corona, for selvom børn blomstrer op i skolen, og luftforureningen falder, er den altoverskyggende ulempe jo, at det er en sygdom, folk dør af. Sværere bliver det, når man skal opveje, hvilken strategi der er bedst til at håndtere corona. Og det var netop, hvad Sundhedsstyrelsen havde gjort i en risikovurdering, der blev forfattet 5. marts.

Ekstra Bladet har fået aktindsigt i rapporten, og her kunne man læse, at der var for store ulemper ved at lukke landet ned, og at der vil “være et ufordelagtigt forhold mellem skadelige og gavnlige effekter”. Det vil sige, det kunne man ikke læse i den endelige rapport, for der var advarslerne blevet slettet. Væk var advarslen om, at der generelt ikke var god dokumentation for den smitteforebyggende effekt ved store indgreb (der kort efter blev implementeret), samt advarslen mod “befolkningens usikkerhed” og “betydelige negative, samfundsmæssige og økonomiske effekter”.

Advarslerne forsvandt på 48 timer, og vi er med på, at der var en hastig udvikling i smittetallet inden nedlukningen, hvilket Sundheds- og Ældreministeriet understreger. Men hvorfor forsvandt alle forbeholdene? Ekstra Bladet har spurgt Statens Serum Institut, der var med til at advare, om en kommentar. ”Det bliver et nej tak herfra” lød det kortfattede svar fra presseafdelingen. Det blev derimod et ja tak til en kommentar fra tidligere direktør i Sundhedsstyrelsen Else Smith, der undrer sig over de manglende advarsler. ”Det er påfaldende, at det er pillet ud, fordi det er jo noget af det mere kritiske. Jeg har svært ved at se, hvad det gode sundhedsfaglige argument er for, at de ikke skal med,” siger hun til Ekstra Bladet.

Måske leder hun det forkerte sted og skulle se på det politiske argument. Det er i hvert fald nemmere at tage en beslutning og begrunde den til en hel befolkning, hvis ikke der står så mange punkter på siden med ulemper. Det havde også været nemmere for Lars Barfoed at tage en beslutning, hvis ikke konen ofte var så sur. Men sådan er politik og kærlighed jo så indviklet.

Når man laver sin liste over fordele og ulemper, er det vigtigt at tænke sig godt om og ikke glemme noget. Man kan med fordel gøre som Niels Hausgaard, når han tager en lur – Føest en hael tiem på dæj jæen sij, så en hael tiem på dæj naen, å så på røegen, en tiem te halaen. Husk at se tingene fra begge sider, og læg dig så på midten. Hvor gode Radio- og tv-nævnet har været til det, da de udarbejdede deres liste med plusser og minusser over ansøgerne til den nye DAB-kanal, det kommer forhåbentligt frem, når Joy Mogensen skal i samråd i dag/Lise Benthin Præstgaard

Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Belfast00:00Randers00:00Addis Ababa00:00Kabul00:00Mumbai00:00Mandalay00:00Hong Kong00:00Tokyo00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Belfast00:00Randers00:00Addis Ababa00:00Kabul00:00Mumbai00:00Mandalay00:00Hong Kong00:00Tokyo00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Belfast00:00Randers00:00Addis Ababa00:00Kabul00:00Mumbai00:00Mandalay00:00Hong Kong00:00Tokyo00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Belfast00:00Randers00:00Addis Ababa00:00Kabul00:00Mumbai00:00Mandalay00:00Hong Kong00:00Tokyo00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00

Velkommen til Føljeton

Install
×

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12