Kære læser

Naturen kan stadig ikke vente

Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix. Uffe Elbæk (UFG) i Folketingssalen på Christiansborg tirsdag den 17. marts 2020. 1. behandling til lov om midlertidige foranstaltninger på børne- og undervisningsområdet til forebyggelse og afhjælpning i forbindelse med COVID-19.. (Foto: Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix)

De venter på steder hvor de lever mens de venter. Venter på at leve mens de venter. Lever for at leve. Mens de venter. Lever for at leve. Mens de lever. Mens de venter. Mens de lever. Venter. Lever.

Inger Christensen, fra Det (1969)

 

Det kan være svært at tro på, men virkeligheden lever fortsat videre i bedste velgående, mens vi alle venter på at vende tilbage til livet. Eller, ”bedste velgående” er måske så meget sagt. Onsdag kunne professor i marinebiologi Terry Hughes fortælle The Guardian, at Great Barrier Reef, verdens største koralrev og et af UNESCOs såkaldte Verdensarvsområder, for tredje gang på fem år er ved at blive afbleget. Koralblegning sker, når vandtemperaturen omkring korallerne stiger, og det kan være en god indikator for, at de er på vej til at dø. Effekterne af den fortsatte globale opvarmning går ikke i stå, bare fordi samfundet gør det.

 

De lader som om deres stabile produktion af hinandens forbrug ligger på linie med deres egen dybeste trang til forbrug af hinanden

 

Imens truer forbruget og økonomien fortsat med at gå i stå. I USA har man nu taget konsekvensen, og onsdag står Senatet derfor til at kunne vedtage en hjælpepakke til en svimlende værdi af to billioner dollars. Pakken skal hjælpe alt fra små og store virksomheder til helt almindelige lønmodtagere, og vil endda kunne sikre en engangsudbetaling på 8.300 kr. til en god portion af landets borgere. At amerikanerne på den måde blive de første, der i så udstrakt omfang eksperimenter med noget, der tilnærmelsesvist minder om borgerløn, kan bedst betegnes som bizart.

Tingene er dog ikke mere bizarre, end at visse politiske dogmer fortsat nægter at dø. Da Demokraterne under forhandlingerne om den nye pengeindsprøjtning dristede sig til at forlange grønne skatterabatter og andre klimavenlige tiltag, blev de fluks fejet til side af Mitch McConnell, den republikanske leder af senatet. ”Tager I gas på mig? Er det her tiden til at diskutere nye reguleringer, der overhovedet intet har at gøre med krisen?,” udbrød McConnell under en debat. Selv når pengesluserne står på vid gab, kan der åbenbart kun findes midler til at tackle én krise af gangen. Man skulle jo nødig komme til at tænke for langsigtet.

 

De lader som om det er muligt at glemme hinandens tilfældige død i en verden hvor nærvær, bevægelse, illusion skaber sin egen verden

 

Langsigtede strategier er til gengæld, hvad Den Internationale Olympiske Komité (IOC) blev nødt til at iværksætte, da man tirsdag meldte ud, at OL nu udskydes på ubestemt tid – dog senest til sommeren 2021. ”Det er en utrolig trist dag for atleterne og hele eliteidrætten, som havde forberedt sig til verdens største sportsbegivenhed,” udtaler Kronprins Frederik, der selv er IOC-medlem, med sin vanlige tæft for at italesætte det, vi alle går og siger. Heller ikke den sportslige eskapisme kunne altså gå fri i en krisetid.

 

De eksperimenterer med hinandens frihed og begynder at tale om hinandens frihed indtil de forsøgsvis lader som om den eksisterer

 

Ét sted de imidlertid føler sig frie er i Folketingets nyeste alternative udbrydergruppe. Under navnet ”Frie Grønne Stemmer” er eks-alternativisterne Uffe Elbæk, Rasmus Nordqvist, Sikandar Siddique og Susanne Zimmer blevet enige om at oprette et ”grønt politisk kontorfællesskab på Christiansborg,” som Elbæk fortæller det til Kristeligt Dagblad. Frie Grønne Stemmer er endnu ikke noget parti, må vi forstå, men det kan det måske blive i fremtiden. Og så foreligger der allerede nu en ”politisk kontrakt”, som gør, at de fire MF’ere vil repræsentere hinanden i udvalgene og have hinandens mandater i ryggen. Alligevel har man ifølge Uffe Elbæk ”givet hinanden fri til at fokusere på det, vi hver især synes er vigtigt”.

Det er ærligt talt meget forvirrende det hele. Er de fire frie, eller er de fire ikke frie? Indtil videre betyder det måske ikke så meget. Så længe krisen står på, vil magten alligevel være centreret langt, langt væk fra Uffe Elbæk og kompagnis indflydelse. Det vil den nok også være, når krisen er overstået. Men de har nu helt ret i, at koralrevet og resten af naturen fortsat skal have en stemme. /David Dragsted 

Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Belfast00:00Randers00:00Addis Ababa00:00Kabul00:00Mumbai00:00Mandalay00:00Hong Kong00:00Tokyo00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Belfast00:00Randers00:00Addis Ababa00:00Kabul00:00Mumbai00:00Mandalay00:00Hong Kong00:00Tokyo00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Belfast00:00Randers00:00Addis Ababa00:00Kabul00:00Mumbai00:00Mandalay00:00Hong Kong00:00Tokyo00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Belfast00:00Randers00:00Addis Ababa00:00Kabul00:00Mumbai00:00Mandalay00:00Hong Kong00:00Tokyo00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00

Velkommen til Føljeton

Install
×

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12