West Coast Carsten Jensen

Det hjemløse demokrati

Der er to typer ansigter, jeg stirrer på i disse dage, hvor jeg opholder mig på USAs californiske vestkyst, i storbyen Los Angeles. Den ene slags ansigter er dem, vi alle stirrer på, tv-skærmens talking heads, der på CNN døgnet rundt toner frem i nyhedsudsendelserne, altid velplejede, altid velformulerede, altid selvtilfredse, uanset om det er nederlagets synspunkter, de præsenterer, alle med de samme skærende, metalliske stemmer, som om de et eller andet sted har mistanke om, at ikke deres argumenter tæller, men kun en skarp stemmeføring, der som et skærebrænder kan gå igennem publikums genstridige kranier og nedbryde den sidste modstandskraft.

De taler alle om det samme, rigsretssagen mod landets præsident Donald Trump.

På gaderne, i busserne, i metroen til downtown, på bredden af Stillehavet, den hvide strand, der strækker sig kilometer efter kilometer, forbi Venice og Santa Monica, op mod Malibu, hvor jeg dagligt cykler, ser jeg en anden slags ansigter: De hjemløses. Der er godt 60.000 af dem i Los Angeles-området, nogenlunde samme antal som indbyggere i Randers. De er byltet ind i tæpper og tøj, kun deres ansigter er synlige, ligesom de talende ansigter på skærmen, men de er silent heads. De siger ikke noget, og hvis de endelig åbner munden, er det for at bryde ud i en monolog uden modtager.

En anden verden

Jeg kører med Big Blue-bussen fra Santa Monica til UCLA, University of California Los Angeles, et par gange om ugen, og der er altid en af dem på den prisbillige bus, og det er, som om tætheden af mennesker omkring dem fremkalder meddelelsestrangen. I højlydte enetaler begiver de sig ned ad en sammenbrudt erindrings snørklede stier eller kommer med budskaber om, til og fra en verden, der kun har en svag lighed med vores. Nogle gange bryder de af i en privat mumlen og sætter sig brat ned. Andre gange bliver de ved med påtrængende stemmer, hvor alt vibrerer i desperation, mens deres hvileløse blikke cirkler rundt uden at finde et objekt at fokusere på. De ved det selv. Livet har for længst lært dem det. De kunne lige så godt være tavse. Ingen hører dem.

På midnatsmetroen fra Downtowns 7th Street til Santa Monica er de også. Men de skal ikke på stranden for at betragte måneskinnet over Stillehavet. De skal ikke af på endestationen. De skal ingen steder. Da jeg går ned langs perronen, før toget returnerer til Downtown, er jeg en af de få, der står af. De hjemløse sidder og ligger på sæderne, hyllet i tæpper eller med uformelige frakker kastet over sig, i en søvn, der kun tilsyneladende er dyb, for ved den mindste berøring vil de slå øjnene op og se sig omkring, på én gang årvågne og forvirrede. Hvor er jeg? spørger deres blikke. De er på de hjemløses permanente adresse: Ingen steder.

De er de ubeskyttede.

Når jeg lytter til de talende ansigter på skærmen, ser jeg parallellen til de hjemløse. Hvor er de, med al deres selvsikkerhed og veltalende svar på alt? I ukendt land, på et historisk nyt intetsteds. Det amerikanske demokrati er i færd med at blive hjemløst, uden rødder i sin egen grundlov, ubeskyttet som sine egne udstødte borgere.

Her er en præsident, der åbenlyst har overtrådt sit lands egne love, da han forsøgte at korrumpere et fremmed statsoverhoved til at hjælpe sig med at diskreditere en af sine modstandere ved det kommende præsidentvalg. Donald Trump har sat sine egne interesser over sit lands. Han har misbrugt sin magt. Beviserne er overvældende. Alligevel ved alle, at han vil blive frikendt.

Kun af navn er rigsretssagen en retssag. Flertallet i det dommerpanel, som udgøres af samtlige senatets medlemmer, er på præsidentens side. De tilhører hans parti. Sandheden bekymrer dem ikke. Magten gør. Sandhed og løgn, rigtigt og forkert, afgøres ikke af loven eller beviserne, men af flertallet. Med total kontrol over sit partis medlemmer kan præsidenten iscenesætte rigsretssagen, så den ender med en frifindelse. Hvor demokraterne bruger ti-tolv timer hver dag på rigsretssagens første to dage, bruger Trumps forsvar to timer og holder derpå fridag. De gider knap nok forsvare sig. Skamløsheden er iøjnefaldende, virkelighedsbenægtelsen massiv, sejrsbevidstheden så stærk.

Sagen i Senatet ledes af Adam Schiff, demokrat og formand for efterretningsudvalget i Repræsentanternes Hus. Jeg lytter til hans tale, da han skal opsummere de første dages udsagn. Han taler med en mørk, marmoreret væg som baggrund. Det ligner en scene i en historisk storfilm, og Schiff har også den diktion, som hører til. I et følelsesladet indlæg appellerer han til de faktaresistente modstanderes anstændighed. Han stoler på, at beviserne taler deres eget saglige sprog. Han siger, at sandheden vil sejre, og at de døve vil lytte. Han tror ikke selv på det. Ingen tror på det. Men han er nødt til at sige det, for ellers ville det være en begravelsestale over det amerikanske demokrati, han holdt.

En historisk begivenhed

På skærmen siger et af de talende hoveder bagefter, at Donald Trumps frifindelse vil danne præcedens. Præsidenterne, der kommer efter ham, vil uden betænkeligheder bryde loven med samme frimodighed som ham. De ved nu, at de kan slippe af sted med det. Et andet talende hoved siger, at dette er en historisk begivenhed, vi vil huske om 100 år. Jeg tror, han har ret.

Dette er alvorligere end den dag, da Donald Trump blev valgt til præsident. Dengang stod alting åbent, og selv om man kunne hengive sig til de mest dystre profetier, havde historien endnu ikke bekræftet dem. Nu er det sket. Afviklingen af det amerikanske demokrati er ikke længere kun en retorisk ekstravagance i en demagogisk præsidents taler og tweets. Den er begyndt. Lov, orden og ret giver fra nu af ikke længere mening i Amerika.

Endestationen bliver et ubeskyttet demokrati i hjemløshed. Kun en voldsom modreaktion, en omfattende folkelig mobilisering, kan forhindre, at demokratiets sidste forsvarere ender med at lyde som de hjemløse på Big Blue-bussen, når de rejser sig for at holde deres forvildede monologer, som ingen lytter til. Sådan risikerer demokratiet at ende i Trumps epoke: Som en hjemløs uden selvsikkerhed, mumlende, stammende, i en søgen efter ordene. /Carsten Jensen

 

Yes, dén Carsten Jensen opholder sig i Los Angeles og de næste måneder skriver han derfra i Føljeton.

Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Belfast00:00Randers00:00Addis Ababa00:00Kabul00:00Mumbai00:00Mandalay00:00Hong Kong00:00Tokyo00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Belfast00:00Randers00:00Addis Ababa00:00Kabul00:00Mumbai00:00Mandalay00:00Hong Kong00:00Tokyo00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Belfast00:00Randers00:00Addis Ababa00:00Kabul00:00Mumbai00:00Mandalay00:00Hong Kong00:00Tokyo00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Belfast00:00Randers00:00Addis Ababa00:00Kabul00:00Mumbai00:00Mandalay00:00Hong Kong00:00Tokyo00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00

Velkommen til Føljeton

Install
×

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12