Den daglige kamp med krokodillen

Jeg drømte i nat, at min far blev slugt af en krokodille. Han gled ind mellem dens frygtindgydende tænder og forsvandt ned i gabet på den. Lidt efter dukkede han op igen. Han havde nøgen overkrop, var solbrændt, med tatoveringer op og ned ad de muskuløse arme. Sådan så han også ud, da han var yngre. Senere fik han ølmave.
I drømmen var han upåvirket af mavesyre, og hvad der ellers måtte befinde sig nede i fordøjelsessystemet på en krokodille. Indefra vristede han gabet op på den og trådte uskadt ud. Krokodillen lå helt stille og så flov ud, imens den forsøgte at ignorere ham. Det kom den til at fortryde.
Jeg vil ikke skildre i detaljer, hvad min far gjorde ved krokodillen. Men den blev aldrig den samme igen. Jeg har altid gerne villet være sådan en, der får krokodiller til at fortryde en. I virkeligheden sluger krokodiller ikke deres ofre hele. De bider tænderne sammen om dem og trækker dem ned på bunden af den nærmeste flod, hvor de dør af iltmangel.