Uden Jens Juul Holst …
Uden Jens Juul Holst …
… ville den danske økonomi kuldsejle. Den danske regering har således alt at takke den 78-årige professor ved Biomedicinsk Institut for at opdage tarmhormonet GLP-1, der kan helbrede sukkersyge og samtidig hæmme appetitten.
Således har Jens Juul Holst banet vejen for den slankemedicin, der er blevet en milliardforretning for medicinalindustrien – og som har sikret Novo Nordisk en større økonomi end Danmarks samlede BNP.
Godt nok vandt Holst ikke formiddagens uddeling af nobelprisen i medicin eller fysiologi, som han ellers var indstillet til, men det tager han tilsyneladende let på. For som han sagde i et interview med Videnskab.dk bragt her i weekenden: “Jeg lever et lykkeligt liv uden en nobelpris”.
+ Prisen gik til forskeren Katalin Karikó og Drew Weissmans fælles opdagelser inden for nukleosidmodifikationer, der har gjort det muligt at udvikle coronavacciner. I den her video forklarer de det relativt pædagogisk.
++ Med prisen følger en sum på 11 millioner svenske kroner. Selvom prissummen i år er højere end nogensinde, får den svage svenske krone værdien til at falde markant. Det betyder, at den faktiske sum faktisk er lavere end for 20 år siden, selvom prisen dengang lød på 1,3 millioner. Nobelfonden har dog ingen planer om at udstede beløbet i en anden valuta.
+++ Når Jens Juul Holst snakker om politik og pjat, kan det skyldes den ophedede amerikanske debat om GLP-1. I forskningskredse er der nemlig interne magtkampe om, hvem der opfandt hormonet. Blandt andet føler den serbiske forsker Svetlana Mojsov sig skrevet ud af historien. Mere om det i videnskabsmagasinet Science.
++++ Uddelingerne af nobelprisen fortsætter de næste dage med priser i fysik, kemi, litteratur og fred. Det sker ikke uden kritik, ligesom nobelprisen i økonomi, der uddeles i næste uge, slet ikke er en nobelpris.