Oprørsrelateret graffiti i Hongkong
Forleden nat var nogen ude at lave graffiti på Den Lille Havfrue. ”Free Hong Kong,” stod der med røde bogstaver. Det var ret godt tænkt af vandalisten, for takket være H.C. Andersen er der vel ikke en skulptur i verden, som kinesere glor mere på, end Den Lille Havfrue. The Economists kulturmagasin, 1843, har en ret fin og informativ artikel med billeder af oprørsrelateret graffiti i Hongkong. Og som de skriver: ”Et besøg hos Molotow Hong Kong, den eneste graffitimaling-butik i byen, er afslørende. Sølv og guld plejede at være dens bedst sælgende farver, siger ejer Bernard Li. Køberne er sædvanligvis midaldrende eller ældre borgere, som skal have malet en Buddha i et tempel eller derhjemme. Siden demonstrationerne brød ud, har Li set mange unge hongkongere i sin butik, og der er kun én farve, de skal bruge – sort.”