Nu må Gud sgu snart tilsmile os en smule

Nationale traumer fra VM kan hurtigt vise sig at blive afløst af endnu større og mere fortvivlende frustrationer, nemlig de lokale nederlag. Superligaen er netop blevet skudt i gang i Danmark, og traditionen tro har aarhusianerne allerede bygget så glimtende og guldbelagte forventninger op til sæsonen, at de kun kan blive fælt skuffede. Som et nyt og vidtløftigt tiltag har de hvide fans fra Aarhus dog forsøgt at alliere sig med den ultimative sjælesørger – på forhånd: I går blev der afholdt en særlig AGF-gudstjeneste i Skt. Lukas Kirke, hvor sognepræst Henrik E. Hansen påtog sig den tvivlsomme rolle at velsigne Aarhus Gymnastikforening af 1880. Historien fra TV2 melder dog ikke noget om, hvorvidt Gud snarere holder med Vendsyssel FF, som noget overraskende fører Superligaen efter de første to runder.

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12