Michelle Yeoh hæver stemmen
“Jeg var heldig at klare mig uskadt gennem dagen – uskadt, men ikke uberørt. Oplevelsen var dybt skræmmende. Jeg er stadig påvirket af den. Vores hotel var blevet ødelagt af jordskælvet, og det var ikke længere sikkert at gå derind, så vi kørte direkte til lufthavnen, hvor vi tilbragte to nætter, før vi blev evakueret med fly. På vejen derud så jeg ruiner og ødelæggelse overalt. Jeg kunne ikke ryste af mig, hvor uretfærdigt det var, at jeg havde et hus at tage hjem til, mens tusinder af familier på et øjeblik havde set deres liv forvandlet til murbrokker.” Michelle Yeoh, der natten til mandag vandt en Oscar-statuette for bedste kvindelige hovedrolle, bruger sin taletid på noget fornuftigt. Debatindlæg i The New York Times om, at verdenssamfundet skal gøre mere for at dæmme op for klodens ulighed. Men ikke nok med det: Hun opfordrer kvinder til at påtage sig mere lederskab i kampen.