fw – torsdag
Torsdag sagde rubrikken mere end tusind ord: Hjælp børnene i al-Roj-fangelejren. Det var Oliver Stilling, der stod bag. Og selvfølgelig leverede han også de knap tusind ord, der skulle til, for at udpensle den manglende moral i – tilsyneladende – både den danske befolkning og regeringens politik: “Almindelig sund fornuft tilsiger, at man ikke fjerner børn på 3-4 år fra deres mødre. Jeppe Kofod (S) kalder det et tilbud, og han appellerer “til de her fremmedkrigerkvinder“ om at tage det.“
Samme dag inviterede Lars Trier Mogensen til party i provinsen. Efter gårsdagens rygter om Inger Støjbergs nye parti, kunne hovedpersonen endelig bekræfte dem: “Det er mig, der har stiftet det nye parti, Danmarksdemokraterne,“ sagde hun til Skive Folkeblad. Og hun medbringer mere end blot “danske værdier“ og “borgerlig snusfornuft“. Den rigsretsdømte eks-minister vil ifølge Lars både forstørre og forstærke konfliktakserne mellem land og by. Hun er nemlig dybt bekymret over de manglende forbindelser mellem Københavns elitære saloner og den jyske muld. Partiet har endnu ikke offentliggjort sit program, men vi kan allerede se den første mærkesag for os: Kattegatbroen!