fw – tirsdag
Konkrete detaljer mangler vi også i den spektakulære sag om den varetægtsfængslede chef for Forsvarets Efterretningstjenester (FE) Lars Findsen. Det var lidt af en bombe, da navneforbuddet mandag blev ophævet, og DR kunne berette, at Lars Findsen i december blev sigtet for at have lækket højt fortrolige oplysninger. Hvad det helt præcist er, som Findsen skulle have gjort, er dog en hemmelighed gemt væk bag dobbeltlukkede døre i Københavns Byret. Jeg forsøgte at samle sagens foreløbige brudstykker i en ‘Kære læser’ tirsdag.
Samme dag så Asta Kongsted nærmere på en lidt mere åben hemmelighed: At spilvirksomheden Roblox driver rovdrift på børn. Det lyder uhyggeligt, og det er såmænd også. Virksomheden med en markedsværdi på over 50 mia. dollar danner ikke bare grobund for racistiske fællesskaber og sexchikane mod mindreårige – den har også regnet ud, hvordan man præsenterer gambling og børnearbejde som lukrativ leg. Roblox skovler kort fortalt penge ind, mens de spilprogrammerende brugere (læs: børn) bliver spist af med digitale hatte og håndører. Internettet, mand. Hvis der skulle skrives et viralt diss track om Roblox, ville Tessa i øvrigt være et meget godt bud.