fw – onsdag

Onsdag var det svært at have andet på sinde end den fyringsrunde – undskyld, sindedag – som Danmarks Radio dagen forinden havde gennemført. Helt uforståeligt er det i hvert fald, at faktatjekkerprogrammet Detektor må lade livet lige op til en valgkamp. Og at andet journalistisk indhold tilsvarende får sparekniven, så DR kan investere flere penge i en Netflix-lignende digitalisering. For hvad nytter det overhovedet at have en god streamingplatform, hvis det sker på bekostning af oplysning og magtkritik? “At deltage i en demokratisk debat, faciliteret af et public service-organ, er altså ikke det samme som at dele en Netflix-konto. Det må det heller aldrig blive,“ skrev jeg i en ‘Kære læser’.

At datinglivet er blevet mere og mere digitaliseret takket være apps som Tinder – der her i september fejrer 10-års fødselsdag – er det svært at komme udenom. Den 29-årige amerikanske neuroingeniør Chris Olah må dog siges at have fundet en teknisk vej uden om algoritmernes arbejde som Kirsten Giftekniv, efter han kort og godt har udfyldt et Google Docs i håbet om at finde den eneste ene. Emma Louise Stenholm skrev om den aparte historie i en nyhedsanalyse og brugte også anledning til at filosofere lidt over jagten:

“Heldigvis er der meget mere end formler og ren kemi til kærlighed: Undersøgelser viser, at dem, vi ender med at gifte os med, sjældent er dem, vi tror, er vores type. Hvis det var så enkelt, at vi kunne reducere tiltrækning til et stykke matematik eller risici for fysiske sygdomme og angst eller de stadig højere skilsmisserater, gjorde vi det nok ikke igen og igen. Og det er måske den bedste formel af dem alle.“

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12