fw – mandag
Lad os alle drage et velfortjent lettelsens suk: Valget er ovre. Dermed ikke sagt, at dronningerunder og mulige regeringskonstellationer ikke også kommer til at fylde i den kommende tid, men nu er vi da ligesom kommet over det værste – eller bedste? Sikkert er det i hvert fald, at dansk politik er løbet med opmærksomheden, men at vi nu atter må ud af af hulen og vænne os til lyset, der stråler over verdens øvrige begivenheder. Vi glæder os allerede – selvom du selvfølgelig ikke skal snydes for et lille tilbageblik.
Mandag var der allerede fuld smæk på valgstemningen, da Færøerne skulle vælge deres to mandater til Folketinget. Med tanke på, at netop de nordatlantiske stemmer senere skulle komme til at spille en nøglerolle da blokkene skulle tælle til 90, var det heller ikke uvæsentligt, hvad færingerne havde på hjerte. Jeg skrev om valget i en ‘Kære læser’, ligesom der også blev tid til at se mod menneskerettighedssituationen i Rwanda, som selv embedsmænd i Udlændinge- og Integrationsministeriet kritiserer i interne dokumenter.
Kulturpolitikken måtte vi selvfølgelig heller ikke glemme, selvom den har været noget nær umulig at opstøve under valgkampen. Heldigvis havde Oliver Stilling dog været til “kulturpolitisk topmøde“ ved Charlottenborgs såkaldte ‘Kaffeklub nr. 7’, hvor der ikke blevet sparet holdningerne – omend Ida Auken i vanlig sosse-stil måske havde lidt for travlt med at fremhæve sin egen ufarlige folkelighed.