fw – fredag

Vi bliver lidt i politikkens verden. Den tager jeg på min kappe, det er my bad; mea culpa og meget pardon. Fredag skrev jeg nemlig om – efter god inspiration fra Altingets chefredaktør Jakob Nielsen – hvorfor danske politikere er så dårlige til at sige undskyld. For hvad er det eksempelvis, der forhindrer Liberal Alliances partileder Alex Vanopslagh i at sige det simple ord i forbindelse med hans misbrug af embedsbolig? Og hvorfor vil Mette Frederiksen (S) ikke bare indrømme, at hun dårligt kan siges at være “børnenes statsminister“? Ja, politikernes modvilje er egentlig meget paradoksal, når man tænker på, hvordan en god undskyldning “kan bevise, at man har styrken til at indrømme egne fejl“. Og endnu vigtigere: At man også har viljen til at rette op på dem.

Slutteligt var det blevet tid til en god dosis kultur, for undertegnede havde minsandten også været i biffen for at bese den guldpalmevindende film Triangle of Sadness, skrevet og instrueret af svenske Ruben Östlund. Ligesom det var tilfældet i både Force Majeure og The Square, formår Östlund stadig at stikke kniven ind alle de rigtige steder og udstille “den alt for skrøbelige (med)menneskelighed, vi normalt påstår at bære rundt på“. De mange bølgeskvulp i Triangle of Sadness truer dog også med at blive for meget af det gode. Der er trods alt grænser for, hvor længe man kan blive ved med at stirre på de ultrariges opkast. Med det sagt, så udnyt da weekenden til selv at se efter! /David Dragsted