fw – fredag
Et andet parti, der tydeligvis er blevet knægtet af Socialdemokratiets årelange højredrejning, er Dansk Folkeparti. Det er, som om DF’erne bare ikke kan finde det rigtige ben at stå på, nu hvor vælgerne kan få fremmedhad hér, der og alle vegne. I et smådesperat forsøg på at genvinde politisk relevans, har formand (med tryk på mand) Morten Messerschmidt derfor blæst til angreb på en ny vindmølle: wokeismen. Skal man forstå Messerschmidt ret, må man ikke sige noget længere, og det er bare alt for galt. Men hvor stærk fremstår man egentlig, når man mest af alt sparker på dem, der i forvejen ligger ned? Jeg diskuterede det brandvarme emne i en ‘Kære læser’ fredag.
Sidst men ikke mindst skrev Astrid Plum om et problem, der måske kommer som en overraskelse for mange: At abort teknisk set er ulovligt i Tyskland, ligesom “al annoncering for afbrydelse af svangerskab“ hidtil har været forbudt. Et politisk opgør er (heldigvis) under opsejling, men vejen til en friere abort kan stadig blive lang og sej – særligt når lægeuddannelserne også halter efter. For som Annika Kreitlow, der arbejder som forskningsassistent hos Centre for Feminist Foreign Policy i Berlin, påpeger: “Selv når du færdiggør medicinstudiet og skal specialisere dig som gynækolog, så optræder aborter heller ikke som en del af det ‘katalog’ af ting, du skal vide. Så du kan blive gynækolog i Tyskland uden nogensinde at foretage en abort eller nogensinde at lære noget om det.“ Det er, for at sige det ligeud, en rigtig lortesituation. /David Dragsted