Fejlslagent og frigørende

Længe før Karl Ove Knausgård gjorde autobiografiske romaner til allemandseje, skrev den franske forfatter Marcel Proust et verdensberømt og hyperkanonisk syvbindsværk om sin egen opvækst i 1800-tallets parisiske borgerskab. Men før han gjorde det, så skrev han et andet, knapt så kanonisk værk, som ikke mange kender til. Det gik nemlig ikke udpræget godt. I anledning af 100-året for Prousts død, skriver Johan Lose om det glemte værk, der er blevet læst som et “(…) kuriøst forstudie til På sporet af den tabte tid, Den Store Roman, eller som en fejlslagen, lidt pinagtig dannelsesroman. Men det, der gør værket fejlslagent, gør det på sin vis også værd at læse, frigørende faktisk.“