Drengene fra Langeland

28. oktober blev et børnecenter i Tullebølle på Langeland lukket fra den ene dag til den anden. Centret var på daværende tidspunkt hjem for omkring 50 uledsagede flygtningedrenge, der fik mellem et par timer og et døgn til at pakke deres ting og sætte sig i en bus, der kørte dem til et nyt center et andet sted i landet. Måden, centret blev lukket på, er blevet kritiseret fra flere sider, og psykolog hos Red Barnet Kuno Sørensen kalder den pludselige lukning ”en unødvendig belastning” af de i forvejen traumatiserede børn. Men på trods af den mediestorm, børnecentret i Tullebølle har været igennem, har det været sparsomt med kommentarer fra hovedpersonerne. Derfor har Føljeton opsøgt to af drengene fra børnecentret for at høre, hvordan de oplevede situationen.