Boligsalget faldt markant i juli
. Sidste måned blev sammenlagt 7.811 boliger solgt, hvilket er knap 20 pct. færre end i juli 2020. Det viser nye tal fra Boligsiden.dk. Dermed ligger bolighandlerne igen på et niveau lig det, man så før coronakrisen. “Eftersom der er tale om et fald fra et meget højt niveau, er det faktisk en god nyhed. Boligmarkedet har haft bekymrende meget fart på de seneste år, og derfor hilser vi opbremsningen velkommen,“ udtaler Lise Nytoft Bergmann, boligøkonom og chefanalytiker i Nordea Kredit.