Kunstig intelligens risikerer at blive sin egen værste fjende. I takt med at KI-genereret indhold bliver sværere og sværere at skelne fra det menneskeskabte, kan der nemlig hurtigt gå båndsløjfe i den. Pludselig vil KI’en primært blive oplært af materiale, den selv har skabt, og derfor ikke længere lave de rigtige forudsigelser. Alt vil komme til at ligne hinanden – og med tanke på, at alene OpenAI spytter 100 mia. KI-genererede ord ud dagligt, bliver problemet også svært at stoppe. The New York Times forklarer med nogle simple, men illustrative eksempler, hvorfor det er tilfældet.

De Paralympiske Lege i Paris er i fuld sving, og i den forstand er der jo ingen grund til at føle sig mut over, at De Olympiske Lege er forbi. Vil du alligevel gerne dvæle lidt ved begejstringen fra for nogle uger siden, dengang Snoop Dogg var til dressurridning, og den brasilianske gymnast Rebeca Andrade vandt guld, kan du dog bladre lidt i The Guardians gennemgang af nogle af de bedste billeder fra legene – komplet med kameranørdede detaljer. Mathias Gidsels nærkamp med det slovenske håndboldforsvar er minsandten også med.

Hvad blev der af din egen klasseanalyse, Glenn Bech, spørger hans gamle forfatterskolekollega Isidora Cale i et indlæg i Weekendavisen: “Glenn Bechs klasseanalyse er en selektiv klasseanalyse. Han afskriver underklassen i indvandrermiljøet og anerkender ikke denne sociale klasses udfordringer. Modsat den etnisk danske underklasse er der her grund til at frygte og mistænkeliggøre folk på baggrund af deres kultur og religion.”

The New York Times: ‘Hvordan Laurie Anderson fremtryllede Amelia Earharts sidste flyvning.’ Den amerikanske multikunstner blev bare forelsket i Earhart og hendes historie. Så i dag, fredag, udkommer hendes nye album, og det hedder Amelia.

Antonia Zimmermann, der er handelsreporter på Politico Europe, rejste på roadtrip til Island, og “jeg kom hjem med klimaangst,” skriver hun. “Jeg føler, jeg overværer menneskehedens endeligt.” Stærke sager. Læs hendes kommentar.

“’Generelt har italiensk restaurantdesign længe fokuseret på et begrænset udvalg af Italiens enorme visuelle kultur som inspiration, centreret omkring en rustik toscansk æstetik,’ reflekterer Rus Mehta […] Nu, siger han, ‘sigter vores design, ligesom køkkenet, ikke mod at transportere gæsterne til en bogstavelig version af Italien, men fungerer i stedet som et capriccio-maleri: bevidst fantastisk, der sammenstiller stilarter, fragmenter og motiver for at skabe noget nyt.’” Architectural Digest gennemgår, hvordan italiensk-amerikanske restauranter med tiden har ændret smag.