Weekend den 21. februar
Ugens Føljeton
- Restaurantregler og presset på Europa.
- Quadrellen mellem Merz, Scholz, Weidel og Habeck.
- Accelerationsfonden og andre dromologiske farer.
- Nostalgisk litteratur om Østtyskland.
- “Addiopizzo” og straksindkøb i Forsvaret.
- Merz på diplomatisk glatis.
- Spaniens gode erfaringer med indvandring.
- Et interview med Eyal Weizman fra Forensic Architecture.
Kære læser
Når vi for tiden taler om en verdensorden med et specifikt sæt regler og normer, der er ved at dø, falder snakken mest på den lille orange mand, der denne uge udråbte sig selv som konge på sit sociale medie Truth Social. Men vi bør også nævne konflikten, der lige nu udspiller sig i Den […]
Det bedste vi har set
Vergangenheitsbewältigungsmeister! Tyskland er verdensmester i at konfrontere sin egen fortid, siger den tyske komiker og satiriker Jan Böhmermann i denne video (8:53 min.) hos The New York Times Opinion. Noget andet, vi er gode til, siger han, er at opfinde nazister. “Aldrig igen,” har tyskerne nu sagt til sig selv i 80 år, men forud for det forestående parlamentsvalg på søndag tyder noget på, at igen kommer igen, hvis det højreekstreme parti AfD får en fod indenfor. Böhmermann introducerer også ordet hitleresque, “hvilket er fransk for en smule bekymrende”.
Hael Abdallah Abu Jehad, der er sheikh for fem landsbyer beliggende i den demilitariserede bufferzone i den syriske Qunetra-provins, fik et telefonopkald fra en kommandør i den israelske hær: Hans landsbyer ville komme under israelsk kontrol. “Jeg var glad for Assads fald, men vi kunne nyde vores frihed,” siger Abu Jehad. “Der var ikke engang gået 30 minutter, før israelerne ringede.” God tekst om et kritisk hjørne af Syrien i New Lines Magazine. Alt, hvad den israelske hær foretager sig af forbrydelser, er “af sikkerhedshensyn”.
Forfatteren Carsten Jensen er gæst i en special episode af podcasten Den Dyriske Time. Han og værten, Alexander Holm, taler om økologiske kriser, runder Lars Løkke Rasmussens indsats som forhandlingsleder på COP15 i Bella Center i 2009 (Barack Obama kaldte ham for “den stakkels mand” i sine erindringer) og kommer omkring Socialdemokratiet og Mette Frederiksens pauvre indsats for klimadagsordenen. Som det altid gælder for Carsten Jensen, holder han ikke igen, men siger sin uforbeholdne mening, når han altså bliver spurgt. Han vil ikke nødvendigvis gå så langt som til at kalde sig klimaaktivist, men “jeg er en ældre forfatter, der kommer, når man kalder”, som han så smukt formulerer det.
“Når vi eksempelvis siger, at vi forestiller os verdens ende, eller enden på verden, som vi har kendt den, så forestiller vi os enden på selve fantasien. Det er helt sikkert noget, der er svært, hvis ikke umuligt, for fantasien at gøre. For én ting er at forestille sig en igangværende destruktiv proces, noget helt andet er at føle, at ens egen fantasi går i stå og potentielt ødelægges af de destruktive processer, man registrerer.” Judith Butler i Literary Hub.
“Enten udnytter vi vores reserver af fossile brændstoffer, og planeten brænder, eller også gør vi det ikke, og nogle af reserverne bliver efterladt i et økonomisk limbo. De her uudnyttede reserver er kendt som strandede aktiver.” Den økonomiske geograf Brett Christophers anmelder Andreas Malm og Wim Cartons nye bog Overshoot, og det er ret lærerigt: “Malm og Carton giver en skarp beskrivelse af den fossile brændstofindustris modstand mod strandethed og den hurtighed, hvormed den fortsætter med at skabe og udnytte muligheder for at omdanne reserver til produktive aktiver. Som de påpeger, er det et spørgsmål om akkumulering af rigdom.” Hos London Review of Books.
+ Føljeton-snak med Brett Christophers: “Vi har brug for, at forbrugerne bliver påvirket af vores livsstil. Det skal gøre lidt ondt.”
“’Buksevandsstolen’ har formentlig været omdrejningspunkt for mange grin ved hoffet omkring år 1700 takket være sin skjulte mekanik: skjulte fangarme i armlænene, der greb den siddende gæst, og en vandbeholder i ryglænet, hvis indhold tømtes ud over gæsten og ud på gulvet. Som en ekstra krølle har der i sædet været skjult en blæsebælg, der afgav lyde ‘som slap man en vind’, når man satte sig i og rejste sig fra stolen”. Kort og opløftende nyhed fra Københavns Universitet om, hvad en tom stol på Rosenborg Slot siger om hierarkierne i Christian 5.s hof – og deres tvivlsomme smag i humor.
Ugerevyen
Følger man med i DR’s lidt true crime-klingende forbrugermagasin Kontant, vil man i løbet af denne uge også have mødt historien om svinedyre servicehunde, som ikke formår at udføre deres arbejde ordentligt. Problemet er åbenbart, at der i Danmark mangler klare regler for, hvornår en hund kan kaldes for en servicehund. Hvilket bl.a. har resulteret […]
Spisesedlen
Suzanne Brøgger får årets Dan Turèll-medalje. Foruden Føljetons Oliver Stilling er digterne Marianne Larsen og Signe Gjessing blandt de tidligere modtagere.
Kash Patel er ny direktør for FBI.
En ændret selvstyrelov er en mærkesag for Grønlands regeringsparti Inuit Ataqatigiit (IA), fremgår det af nyt valgprogram.
Astrid Krag stopper i dansk politik efter næste valg.
Kortlægning skal afdække udledning af PFAS i industrirøg fra danske virksomheder.
Luis Rubiales, Spaniens tidligere fodboldchef, vil anke sin dom for at kysse spilleren Jenni Hermoso uden samtykke.
Rigshospitalet skal indsamle blodprøver fra mindst 10.000 danskere med sklerose.
Nærsynet
Alternative für Deutschland står søndag til at få det bedste valg for et højreradikalt parti i Tyskland siden 1930’erne. I den gamle industriby Chemnitz mødtes lokale støtter for at høre to af partiets markante profiler, Alexander Gauland og Maximillian Krah. Føljeton var med for at forstå, hvorfor så mange tyskere ønsker et opgør med fortidens spøgelser.
Et sidste ord