Umiddelbart lyder catastrophe bonds ikke som noget, man har lyst til at investere i. Men hvis man, ligesom hedgefond-manageren John Seo, har en ph.d. i biofysik – og desuden har udviklet en avanceret beregningsmodel for sandsynligheden af naturkatastrofer – kan de nu godt være en god forretning. Bloomberg fortæller om Seo og de lidt mystiske katastrofeobligationer, som kort sagt giver penge, hvis skaden ikke sker. Og så giver artiklen egentlig også et fint indblik i, hvorfor finansindustrien på mange måder er lidt fucked.

Du kan ikke sige YouTube uden MrBeast, den 25-årige amerikaner (med det civile navn Jimmy Donaldson), som på alle måder har knækket koden til videoplatformen. Ved at investere uhyrlige summer i sine YouTube-videoer får MrBeast et forspring i algoritmerne, og (næsten) alle de penge, han tjener, går til nye videoer, som igen skaffer ham endnu flere visninger. Faktisk er Jimmy Donaldson blevet så populær, at han har formet YouTube i sit eget billede. Men hvad gør han, når tiderne skifter? Det har Polygon set nærmere på.

“’Der var den her forestilling om, at man skulle være perfekt og se smuk ud, og at der ikke måtte være noget galt foran kameraet […] Og hvis det virkede, som om jeg ikke prøvede hårdt nok på at opretholde billedet, hvis mit smil ikke var så strålende, som det burde være, eller jeg ikke sagde en replik med nok entusiasme … så ville det normalt udvikle sig til, at jeg blev beskyldt for at være ligeglad med vores familie.’” Cosmopolitan har talt med et barn af en influencer. Det er omkring lige så trist, som man kunne forestille sig – og det er Cosmopolitans meget amerikanske vinkling på pengespørgsmålet i øvrigt også.

Her til morgen faldt redaktionen i snak med en midaldrende herre med skæg og briller og cigaret, som sad og samlede kræfter ved et serveringsbord uden for sit hotel i det indre København. Cirka et kvarter inde i samtalen begyndte han at tale om DR’s podcast i fire afsnit om den danske rapper Tessa, han genfortalte hendes historie med stor indlevelse, viste med fagter, hvordan hun havde holdt fast i den pladekontrakt, hun pludselig var blevet tilbudt, og så videre. Podcasten havde rørt den midaldrende mand, så nu bringer vi anbefalingen videre: I første afsnit går den 16-årige Tessa rundt på Vesterbro i januarkulden og ender med at bryde ind på en McDonald’s, hvor hun lægger sig til at sove på gulvet. “Et par år senere skal den samme pige ændre dansk musik. Det ved hun bare slet ikke endnu.”

Sidst i april udkommer forfatteren Peter Adolphsens (f.1972) næste bog, Ellepigen Pif & 42, den tavse guru, som Adolphsen (heldigvis) selv synes er hans hidtil bedste. Han tilbyder at tage ud og læse hele bogen op for publikum (det tager fire timer), og han har også nogle foredrag i posen, bl.a. om ‘Det overnaturlige i litteraturen’, og skriveværksteder, herunder ‘Benspænd, skemaer og systemer’. Det nævner forfatteren i et opslag på Facebook, som i sig selv er ganske læseværdigt.

+ Genlæs evt. Oliver Stillings interview med Peter Adolphsen fra 2016: ‘Rynkekneppesygen – i bestemt ental‘.

Historiens største tennisspiller lagde ketsjeren på hylden, og hvad så? Hvad skete der så? Tja, man kan jo være ligeglad – det er de fleste af os vel også. Men det er nu alligevel en udmærket artikel, herremagasinet GQ har her, hvor Roger Federer “reflekterer over sine gamle rivaler, sine nye passioner, og den nye følelse af uopsættelighed, der driver ham”. På billedet er han netop ankommet til et Formel 1-løb i Miami, så mere travlt har han ikke.