Marianne Jean-Baptiste, 57, er en eminent britisk skuespiller. Hvis du er cineastisk anlagt, husker du hende i rollen som Hortense Cumberbatch i Mike Leighs filmdrama Hemmeligheder & løgne fra 1996, og hvis du er Leigh-fan har du også set hende som den plagede, frygtsomme Pansy i Hard Truths (2024), som akkurat ikke indbragte hende en Oscar-nominering, der ville have været fortjent. Interview Magazine har interviewet Jean-Baptiste. Flotte fotos.

“Er du antisemit?” Den afghansk-norske journalist Yama Wolasmal lægger hårdt ud i sit tv-interview med Francesca Albanese på NRK. Men FN’s uafhængige specialrapportør for de besatte palæstinensiske områder kommer hurtigt igen. Se interviewet og send det til folk, du kender, der har ladet sig forføre af narrativet om, at Albanese skulle være jødehader. Det er ikke rart. Det handler om folkemord begået af Israel.

+ Da Francesca Albanese var i Danmark i sidste uge, fortalte hun om sin rapport ‘Anatomy of a Genocide’ for et fyldt auditorium på Københavns Universitet. Dansk Islamisk Center har lagt hele forelæsningen ud på YouTube.

++ Albanese i The Nation: ‘Domstolene i Haag bør blive et globalt iniatiativ’. Og så er ugens Albanese-pakke også nærmest komplet.

Begår man forbrydelser ude, vil man sandsynligvis også begå dem hjemme. Derfor er der ifølge menneskerettighedsadvokat Noura Erakat god grund til at se nærmere på, hvordan USA har bidraget til krigen i Gaza – særligt når Donald Trump fremstår mere og mere autoritær. For som Erakat skriver i Boston Review, truer boomerangen med at vende tilbage: “I sin skarpe polemik Discourse on Colonialism fra 1950 skrev den martinikanske forfatter Aimé Césaire om ‘boomerangeffekten’, hvor vold i den koloniale periferi manifesterer sig i den koloniale metropol. […] Omkring 75 år senere er Césaires pointe blevet bekræftet mange gange.”

Filosofihistorien er ikke bare fyldt med gamle hvide mænd, men også med gamle hvide singlemænd. Som den britiske filosof Mary Midgley pointerede tilbage i 1950’erne – til BBC’s store forargelse – er det faktisk ikke uden betydning. Aeon forklarer hvorfor: “Midgley mente, at mange filosoffer, ved at gå glip af tætte meningsfulde relationer i deres personlige liv, blev opmuntret til at tænke på selve filosofien på en bestemt måde – som det modsatte af intim og relationel: abstrakt og fjern.”

Går man virkelig meget op i skak – og har man titusindvis af kroner ved hånden – findes der næppe noget mere attraktivt end et indisk skaksæt med håndskårne træbrikker. Og er man totalt ligeglad med spillet, er det stadig ret sjovt at læse artiklen her i Atlas Obscura om det traditionsbundne brik-udskærings-håndværk, som går i arv fra far til søn. Et håndværk, hvor man virkelig holder på formerne: Har du valgt at lave bønder, kan du ikke bare hoppe over til dronninger, og da slet ikke til springere, som er de fineste og sværeste brikker.

“At fægte med kårde er det, der minder mest om drengefascinationen af en skarp duel. Det er tættest på træsværdet bortset fra, at der dengang gik meget tid med at hugge på hinandens klinger. Det duer ikke med kårdefægtning, med kårde handler det om stikkeri.” Bare en kort, hyggelig Q&A med valgforsker Rune Stubager. Normalt taler han mest om vælgeradfærd, men her er det altså fægtning. Måske man skulle prøve det.