Weekend 16. februar
Føljetons verden
Kan en gammel idé forny vores demokrati?
Føljeton Valgfeber!
Over halvdelen af verdens befolkning skal til valg i 2024, som dermed er det største valgår i verdenshistorien. Demokratiet skal stå sin prøve, og vi har lanceret et nyt nyhedsbrev om det.
Læs første udgaveKære læser
Hvis vi antager, at du læser denne tekst fredag kl. 13.10, så er det præcis 50 timer siden, at ærke-DF’eren René Christensen via sin offentlige Facebook-profil meddelte omverdenen, at han “efter grundig overvejelse” har meldt sig ud af Dansk Folkeparti og ind i Moderaterne. Partihop er oppe i tiden, men det her var alligevel noget […]
Det bedste vi har set
Den fængslede russiske dissident Vladimir Kara-Murza skriver fra sin celle i Omsk: At Boris Nadesjdin, der forsøgte at stille op som Vladimir Putins modkandidat ved det kommende præsidentvalg, men som blev stoppet på grund af nogle opfundne valgteknikaliteter, giver et fingerpeg om, at der er en reel Putin-modstand i den russiske befolkning. Også selv om Nadesjdin ikke ligefrem er nogen Boris Nemtsov eller Alexej Navalnij. “På fire uger har mere end 200.000 mennesker støttet Nadesjdins nominering med navne, hjemmeadresser og pasnumre (en modig handling i betragtning af virkeligheden i Putins Rusland), mens titusindvis har sendt donationer for mere end 100 mio. rubler (en mio. euro) til hans kampagne.”
“Komplet og aldeles respektindgydende”, “majestætisk”, “bedre gehør for originalens klang og schwung”. De 12.111 vers, der udgør Goethes Faust er blevet nyoversat for første gang siden 1990 (af Jon Høyer), og Tobias Omø Kristensen er meget begejstret i Atlas. “Engang stod fad på fad i slottets kælder / fyldt op med vine fra de bedste år, / men sådan som de ædle herrer bæller, / har de snart drukket deres sidst tår.”
For nylig var en midaldrende klummeskribent på Politiken ude med riven efter de unge. De er forkælede, dovne, selvoptagede, selvovervurderende og lider af main character syndrome, lød kritikken i hendes klumme. Selv havde hun været: hårdtarbejdende, flittig og havde arbejdet som op fra bunden. Der er imidlertid ikke dækning for de her generaliserende påstande om generationer, hvis man ser på dem i et større perspektiv. Det er konklusionen på en sociologisk undersøgelse med 584.217 deltagere i fra 113 lande, herunder Danmark. Videnskab.dk har historien.
Overvågning af spildevand har længe været en vigtig komponent, når det handler om at holde polio, kolera, salmonella og tyfus fra døren. “Men på det seneste, særligt efter covid-19-pandemien, er det gået op for sundhedsmyndigheder over hele verden, at man kan holde øje med langt flere smittefarlige sygdomme i realtid ved at studere det materiale, der er tilgængeligt i spildevand,” skriver BBC. En mikrobiolog i Australien kalder det flydende guld.
Den østrigske filosof Ludwig Wittgensteins godt 100 år gamle bog Tractatus Logico-Philosophicus er blevet genoversat til engelsk her i 2024. Oversætteren Damion Searls (der også oversætter fra norsk – fx sidste års nobelprismodtager Jon Fosse) skriver i magasinet Words Without Borders om arbejdet med Tractatus, hvor han har haft større fokus på tekstens litterære kvaliteter end tidligere oversættere. Det er ret interessant. “Jeg har genoversat bogen med særlig opmærksomhed på steder, hvor antagelser, der typisk følger i kølvandet på akademisk oversættelse af filosofi, ville føre os væk fra at udtrykke Wittgensteins tanker på engelsk. Implicit argumenterer jeg for en bestemt form for tilgang, der generelt kaldes ‘litterær’ – opmærksom på følelsesmæssige nuancer, subtile konnotationer og udtryksfuldhed – selv når man oversætter strengt filosofiske tekster.”
Ugerevyen
Du har nok allerede opdaget, at vi onsdag sendte en lille overraskelse til din indbakke, nemlig vores nye valgnyhedsbrev kaldet Valgfeber. Ja, eller også har du set boksen herover, hvor vi citerer fra et interview med den demokratiglade forfatter David van Reybrouck. Forklaringen er simpel: 2024 står til at blive det største og måske vigtigste […]
Spisesedlen
Store dele af Amazonas-regnskoven risikerer at blive gradvist forvandlet til savanne allerede fra 2050.
Sydkoreanske forskere gror “kød-ris” i laboratorie som potentielt bæredygtigt alternativ til kød.
Klimakrisen forventes at give mærkbart dårligere luftkvalitet.
Migrerende dyrearter er stadig mere udrydningstruede, vurderer opsigtsvækkende FN-rapport.
Vladimir Putin ærgrer sig over, at Tucker Carlson ikke gik hårdere til ham.
Unge aber elsker at irritere deres ældre artsfæller.
Mark Zuckerberg siger – til ingens overraskelse – at Metas virtual reality-headset er bedre end Apple Vision Pro.
Meta skærer i midlerne afsat til at lave faktatjek på WhatsApp.
Joe Biden er kommet på TikTok. How do you do, fellow kids.
Vatikanet har fået sin egen ekspert i kunstig intelligens.
Menneskemængde sætter ild til selvkørende bil i San Francisco.
Nvidia overhaler Alphabet og er nu den tredjemest værdifulde virksomhed i USA.
Elfenbenskysten fejrer hårdt tilkæmpet Africa Cup of Nations-trofæ.
Sydafrika sender 2.900 soldater til Congo.
Westminster Abbey vil “i princippet” returnere antik tavle til Etiopien.
Burkina Faso, Mali og Niger overvejer at droppe den fælles møntfod CFA-franc.
Et sidste ord
Firenze har fundet det perfekte bud på, hvordan man gør en lufthavn maks italiensk.
Saluti e arrivederci!