Den danske kirurg Martin A. Nørgaard skriver dagbog fra Røde Kors’ felthospital i det sydlige Gaza og sender dem til DR’s mellemøstkorrespondent Puk Damsgård. Det er selvsagt barske sager: “Travl nat. Måtte operere dame med tarmslyng kl 01.45-04.00. Mens vi stod og gjorde det, lød der nogle hule brag inde fra Rafah. Lige da vi var færdige, så vi resultatet af bragene, da en ung mand med et helt sønderskudt lårben ankom med en ambulance. IMC’s felthospital mente ikke, de kunne operere ham uden blodtransfusion, og de var løbet tør for blod, så de sendte ham videre til os.”

Fremstillingen af øjenproteser er en særlig kunst med en overraskende lang historie. For som Popular Science opridser, har vi mennesker i knap 5.000 år skabt kunstige øjne med et væld af forskellige materialer, fra glas til akryl. Det ældste kendte øje blev fundet i Iran i 2006 og menes at være godt 4.800 år gammelt, mens man i det antikke Rom lavede øjenklapper med malet ler og læderremme. Og så er vi slet ikke begyndt at tale om øjenproteser i nyere tid, hvor teknologien virkelig er blevet et syn for guder.

“Romanen har mere eller mindre siden sin undfangelse været en form, der absorberer andre former. Den er omskiftelig og kræsen. Den ønsker at sluge alle andre typer tekst og vokse sig større af dem. Romaner har inkluderet breve, e-mails, digte, sms’er, virksomhedsdokumenter, you name ’em. Postmodernisterne får meget af æren (eller skylden) for at dekonstruere romanens stivnede form… men i virkeligheden har romanen altid været beundringsværdigt formskiftende.” Litteraturnyhedsbrevet Counter Craft kommer med eksempler på romaner, der leger med formerne – og Olga Ravns De ansatte er sørme med i puljen.