Tirsdag den 6. februar
Med en dårlig smag i munden forsøger modebranchen at forberede fortællingen om sit svigt af en verden i flammer.
Kære læser
Det er ikke nemt at være kosmopolit. Uanset hvor meget man kan drømme om en Stefan Zweig-agtig fin de siècle tilværelse, hvor det ikke betyder det store, om man befinder sig i Wien, Paris eller London, skal de rugbrødstriste hverdagstrivialiteter nok hævne sig i sidste ende. Tag bare jobbet som Europa-Parlamentariker. På papiret lyder det […]
Det bedste vi har set
Taylor Swift er her, der og alle vegne: På deepfakes på det sociale medie X, til årets Grammy Awards hvor hun for fjerde gang vandt Årets Album, i Føljetons egne spalter og – antageligvis – på amerikanske konservatives evige to do liste. For at finde hoved og hale i det sidste, fremskriver magasinet Rolling Stone tidslinjen over, hvordan USA’s yderste højrefløj har forsøgt at få politisk kontrol over Swifts persona. Først, som en uspoleret, ønskværdig arier. Senere, som dæmonisk psykologisk løftestang for præsident Biden og Pentagon. Døm selv.
“Eftertænksomme, fornuftigt udseende, ikke-skøre mennesker på Harvard, på The New Yorker, på New York Times og i Pentagon syntes at glide stadig tættere på den konklusion, at fremmede rumskibe havde besøgt Jorden. Alle var rystende fordomsfri. Men selv efter mere end 70 år med påståede observationer, var der simpelthen ingen gode beviser. I en tid med allestedsnærværende kameraer og smarte kikkertsigter var der ingen optagelser, der ikke var slørede og rystede og taget fra lang afstand.” Findes der aliens, der har besøgt vores lille planet? Den amerikanske forfatter Nicholson Baker er virkelig ikke overbevist.
+ Skal det være mindre pessimistisk end Baker, er den nye sæson af DR’s podcast Flyvende tallerken i fuld sving. Den kan både høres med og uden soundtracket fra The X-Files i baghovedet.
”Jeg kan ikke sige, hvad jeg er mest – for jeg er det hele, og det er uretfærdigt at blive sat i en situation, hvor man skal vælge,” siger poet og performancekunstner Zahna Siham Benamor i et interview i Femina. Benamor fortæller om en opvækst med algerisk baggrund i Københavns franske overklassemiljø (det findes) og om den grundsplittelse, som kontrasterne har skabt i hende – mellem islamisk tradition, dansk frisind og fransk kultur.
Spisesedlen
Kong Charles har fået kræft.
Udsatte lejere får efter hensigten “akut” inflationshjælp efter halvandet års forsinkelse.
Hver tredje unge kvinde har dårlig mental sundhed. Blandt unge mænd er mistrivslen forbedret til det halve.
Borgere i Grindsted er ikke mere syge end i sammenlignelige byer trods forurening fra Grindstedværket.
Spanien øger støtten til UNRWA, modsat andre store donorer.
NASA-satellit sendes i rummet for at kortlægge, hvordan forholdene for planktons CO2-optag og havets økosystem kan forbedres.
Antallet af sextortion-anmeldelser i Danmark er fordoblet på et år.
Nærsynet
Efter et års tids gætterier er Styrelsen for Undervisning og Kvalitets anbefalinger til skærmtid for elever i grundskolen og i fritidstilbud klar. Indfør en mobilfri skole, skab “attraktive alternativer” til skærme, og brug dem kun, “når det er didaktisk og pædagogisk hensigtsmæssigt,” lyder tre af de tolv. “Jeg håber, at man i pauserne spiller bordtennis og kysser på pigerne,” siger børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye (S).
Listen kommer kun en måned efter Tesfayes anden ekspertgruppe “om chatrobotten ChatGPT” har anbefalet, at folkeskoleelever skal gå til eksamen i kunstig intelligens, så de kan blive “herre over teknologien”. Det vrimler med eksperter, men hvad mener Tesfaye selv? På den ene side, at vi er for “benovede over, hvad de største techfirmaer har kunnet levere”, og på den anden, at “chatbots er kommet for at blive – også i uddannelsessystemet”. Den bliver svær at balancere.
Et sidste ord
Verden burde have mange flere Marlene Engelhorn’er.