“Vores valgprognosemodel er det mest stringente datadrevne værktøj, der findes. Den samler og vejer meningsmålinger, trækker på grundlæggende faktorer som økonomien, validerer prognoser baseret på kompleks statistisk kontrol og genererer tusindvis af bayesianske valgsimuleringer for at udforske sandsynligheden for alle mulige resultater. På den baggrund kan jeg med 100 procent sikkerhed sige, at der er 50 procent chance for, at hvad som helst for fanden kan ske.” Hvem ramte mest rigtigt i den endeløse strøm af valgforudsigelser? Tjo, det gjorde vel egentlig satiresiden McSweeney’s.

Mens arkæologi på universitetet var pænt mandsdomineret, spillede kvindelige amatørarkæologer i 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet en både undervurderet og underbelyst rolle med deres udgravninger og feltarbejde. Hos Videnskab.dk fortæller arkæologerne Katrine Balsgaard Juul og Nikoline Sauer, hvorfor det stadig er vigtigt at huske kvinder som Augusta Zangenberg og Helveg Kinchs bidrag til videnskaben – og hvorfor den såkaldte kønsarkæologi kan give os et mere retvisende billede af fortiden.

Har du hørt om tanatologi? Altså det videnskabelige studie af døden? Hvis ikke, giver The New Yorker en fin hjælpende hånd med udgangspunkt i filosoffen Susana Monsó og hendes bog Playing Possum – der udforsker dyrs indre liv og hvordan de reagerer på, ja, døden. En relativt ny disciplin, der ifølge Monsó tog fart i 2008, da et National Geographic-billede af en gruppe chimpanser, der øjensynligt sørger over deres døde artsfælle, gik viralt. For hvad var det egentlig, chimpanserne følte? At The New Yorker-artiklen så også er udstyret med en tegning af en Hamlet-pungrotte, er selvsagt et plus.