“Der er noget lettere afmægtigt, resigneret, ‘magter vi virkelig det her’ over stemningen på årets afgangsudstilling. Ikke specielt meget politik, ikke direkte i hvert fald, mere bare stemning: sløv afvikling og undergang. Det er en affekt, der ikke er uden en vis leg, ironi, stillen sig an. Som eksempelvis Lukas Danys’ virkelig gode skulptur i første udstillingsrum: En terrassevarmer, som man kender den fra provinsbyers torvecafeer, men her er stålstangen forlænget, så den nu ikke helt kan undgå at få mig til at tænke på en stripperstang. På toppen har et storkepar bygget rede, men ak, den ene af dem har også fået en pil gennem kraniet. Giver det mening at forsøge at bygge noget om i varmelampernes lys, mens planeten futter af?” Informations anmelder Bodil Skovgaard stryger elegant og detaljeret gennem Kunstakademiets afgangsudstilling – på et tidspunkt, hvor de store omnibusmedier skruer ned for kulturdækningen, fordi det koster penge og ikke genererer klik.

Minkavlerne vil have 3,9 mia. kr. for deres andelsforening og auktionshus Kopenhagen Fur, som snart bliver overdraget til staten. Det viser en hemmeligtstemplet rapport, som Zetland er kommet i besiddelse af. Økonomiprofessor Carsten Tanggaard fra Aarhus Universitet har læst beregningerne bag kravet og kalder dem “uredelige”. Her skal du se en brækemoji for dig.

Den amerikanske arkitekt Philip Johnson, som blev rimelig gammel (1906-2005), lavede i  1949 en af sine mest kendte bygninger: den temmelig transparente Glass House i Connecticut. Huset har 75 års jubilæum, og det har dets mere tillukkede og mindre kendte tvilling, Brick House, også. Johnson sagde om The Brick House, som ligger nær ved Glass House: “Det her var et stort gennembrud for mig – at give min mentor Mies van der Rohe fingeren og sige, at tingene skulle være varmere, hyggeligere og mere sexede, end de er i den moderne, firkantede arkitektur.” Artiklen her i The New York Times oser faktisk af sex.