Det måtte jo komme: Afskedsportrættet af Margrethe Vestager i anledning af, at hun nu er færdig som EU-kommissær. Det er Altinget, der leverer varen: “Vestager castede sig selv som folkets spydspids i kampen mod de multinationale selskabers dominans. Det sendte kommissæren afsted i en politisk kometbane, der endte med at give hende nærmest mytisk status for en dansk politiker […] Og hun tog et styrtdyk, da de selvsamme sager begyndte at falde ved EU-Domstolen, samtidig med at hendes stjernestatus i Bruxelles kom under pres, mens verden lukkede sig omkring Europa og protektionismen vandt frem.”

Har man været så uheldig at følge med på fx Dansk Folkepartis SoMe-kanaler eller Berlingskes debatspalter de seneste år, vil man også vide, at kritikken af den evigt diffuse “cancel culture” og “wokeisme” for længst er gået fra at være et amerikansk fænomen til også at optræde i Danmark. Men hvorfor egentlig? Hos The New Republic undersøger man sagen med udgangspunkt i Stanford-professor Adrian Daubs nye bog med den passende titel The Cancel Culture Panic: How an American Obsession Went Global.

Sidste år var der anslået 650.100 hjemløse i USA; et rekordstort antal. Langt størstedelen er komplet usynlige for omverdenen. I Esquire giver en af dem – den mangeårige journalist Patrick Fealey, der blev hjemløs som følge af en slem bipolar lidelse – et nærgående, ærligt og personligt indblik i, hvordan det føles: “Det sværeste ved at være hjemløs har været at overleve fattigdommen og marginaliseringen, diskriminationen og fjendtligheden fra den ikke-hjemløse befolkning. Fjendtligheden er som regel subtil. Folk kører ind for at besøge fyrtårnet eller stranden, eller hvor jeg nu er, ser mig og parkerer straks et andet sted. Hele dagen lang.”