Fredag den 29. november
Ugens Føljeton
- Nan Goldins retrospektive udstilling i Berlin.
- COP29-fiaskoen i Baku.
- Kunstig cola og stigende børnefattigdom.
- SPD’s tvivlsomme Scholz-sats.
- Simultantolkning af grønlandsk i Folketinget.
- Kendrick Lamar i cruise control.
- Arrestordren mod Benjamin Netanyahu.
- Konflikten mellem Vestsahara og Marokko.
Kære læser
Måned efter måned har den ene overskrift slået hårdere end den anden. ‘Ny katastrofemåling for SVM-regeringen’. ‘Socialdemokratiet står i måling til dårligste valg i over 120 år’. ‘Midterregering slynger vælgerne væk med centrifugalkraft’. ‘Regeringen fejrer fødselsdag med endnu en dårlig måling’. På trods af mindre udsving er der her to år og knap en måned […]
Det bedste vi har set
Hvis man kender Informations filmredaktør Christian Monggaard, ved man, at han i den seneste tid har talt uafladeligt om Erik Balling, den danske instruktør, som stod bag alle Olsen-Banden-filmene, Matador og Midt om natten. Balling ville være fyldt 100 år, Monggaard har selvfølgelig skrevet en bog om ham, og i dag har han minsandten også et Erik Balling-essay i avisen. Det er en god tekst.
“Jeg kunne læse en artikel i et magasin, men gik i panik, når jeg forsøgte at bestille en kop kaffe. Alle disse timer på Duolingo havde givet mig et enormt ordforråd, men efterladt mig mere eller mindre stum.” Et skægt essay om den populære sprog-app i magasinet The Dial, som måske sætter ord på mange Duolingo-brugeres uudtalte frustrationer.
Et enkelt sip af en iskold Coca-Cola, frisk frugt til pynt i huset og te brygget ved præcis 70 grader. Private kokke for Silicon Valleys rige og kræsne familier røber deres spisevaner (og hemmeligheder) i denne ganske underholdende artikel fra The San Francisco Standard.
Perry Anderson (f. 1938) er professor emeritus i historie på University of California og redaktør på det britiske tidsskrift New Left Review. Han har en ny bog ude på Verso Books, Disputing Disaster, som er “gruppeportræt” af historikere fra Første Verdenskrig. Christopher Clark, der selv er historiker, har skrevet en anmeldelse i London Review of Books, og hør bare den her æggende beskrivelse: Perry Anderson “kan gå ind i en bog og inspicere den grundigt, endda sympatisk, granske dens strukturer, fordybe sig i dens stil og atmosfære; derefter kan han træde ud af den igen og besigtige den køligt fra distancen. Det er overraskende, hvor sjældent dette er. Historikere gør det næsten aldrig.” En velskrevet anmeldelse af en velskrevet bog!
“Arrangementets moderator, den politiske journalist Anne Will, har denne aften en agenda: Hun vil gerne, at Merkel indrømmer politiske fejl. Åbenbarer svagheder, usympatiske karaktertræk. Interviewet igennem kredser hun om den ’magtsyge’, der i hendes optik må have været nødvendigt for at nå til tops i politik. Om Merkels efter hendes opfattelse blødsødne tilgang til Putins Rusland. Og om, det dog ikke var hårdt at være kvinde i et miljø gennemsyret af mænd. […] Veloplagt står hun for skud og svarer sagligt og detaljeret på kritik. På spørgsmålet, om hun ikke som kansler burde have gjort mere for at iscenesætte sig som ‘en af østtyskerne’, svarer hun, at hun altid så sig selv som ‘hele Tysklands kansler’.” Sådan skriver Informations korrespondent i Tyskland Nina Branner, som har været til bogpremieren for Angela Merkels erindringer. Man kan tage en politiker ud af Forbundsdagen, men hun lyder stadig som en politiker.
Den stigende ensomhed betragtes som historisk, men sociologer har det sidste århundrede advaret om det, som vi i dag kalder for en ensomhedsepidemi eller venskabsrecession. I 1926 udkom en rapport om en amerikansk by, der konkluderede, at indbyggerne havde færre “ægte venner” end tidligere. Fire årtier senere påstod bestsellerforfatter Vance Packard, at “personlig isolation er ved at blive en vigtig social kendsgerning i vores tid”. Sociologen Claude S. Fischer dykker ned i ensomhedsforskningen, de måske falske alarmer, og hvordan vores syn på venskab har ændret sig gennem tiden. Artiklen i Asterisk Magazine tager udgangspunkt i USA, men studier viser også, at flere og flere danskere føler sig ensomme.
Ugerevyen
Influencere har i ugevis tordnet mod Forbrugerombudsmanden, som er overrasket over kritikken. Nu mødes de.
Spisesedlen
Georgien udsætter optagelsesforhandlinger med EU til 2028.
Tchad ophæver forsvarssamarbejdet med Frankrig, som landene indgik i 2019.
Spaniens regering indfører betalt klimaorlov efter dødbringende oversvømmelser.
Senegals præsident Bassirou Diomaye Faye mener, at Frankrig bør lukke sine militærbaser i landet.
Klimarådet mener ikke, at Danmark indfrier sin ambition om at være et grønt foregangsland, hvis klimamålet for 2035 bliver en reduktion på 80 pct.
Lønningerne i Danmark er steget med 5,2 pct. det seneste år.
Israel og Hizbollah anklager hinanden for at bryde våbenhvilen.
Et sidste ord
Spækhuggere følger også modetendenser.
God weekend!