9. marts 2022

Føljeton

En lille avis til vågne læsere.

Prøv selv

Kære læser

Poetisk retfærdighed

Hvem har en lystyacht med en helikopterlandingsplads? I en verden, hvor de rigeste bare bliver rigere og rigere, er svaret enkelt: Det er der mange, som har. Men hvem har så en lystyacht med to helikopterlandingspladser? Det lyder jo sindssygt ødselt. Landingspladserne kan selvfølgelig altid inddrages til partyområde. Oven på det ene af de store […]

Kære læser

Den unge Kanyes lidelser

Hvad gør man med en guldgrube af arkivoptagelser, der portrætterer en af det 21. århundredes vigtigste musikere på vej mod stjernerne? I Netflix-dokumentaren jeen-yuhs lyder det lidt skuffende svar, at man “lægger det over i Guds hænder“. Sammen med instruktørmakkeren Chike har den tidligere Chicago-komiker Coodie forsøgt at skabe den ultimative historie om Kanye West, […]

Det bedste vi har set

de Primas devise

I 1950’ernes New York levede Diane de Prima efter devisen om at man må bruge sin “ret til at opleve alt, der er muligt“. Hun var nemlig både revolutionær anarkist og en drømmende digter. Foruden at være redaktør og udgiver, var hun også en central bidragsyder til beatgenerationens jazzpoesi, men hun nød aldrig samme respekt som sine mandlige modstykker. London Review of Books har et velskrevet portræt.

Der er noget galt på forskergangen

… De stjæler. Ikke kuglepenne og klipsemaskiner, men derimod data, analyser og idéer. Ph.d.-vejledere tager æren for arbejde, som de studerende har lavet. Det mener Ph.D.-studerende Maria Toft, som har sat sig for at bekæmpe idétyveriet under hashtagget #PleaseDontStealMyWork (“Vær sød ikke at stjæle mit arbejde“). Modsatrettede forskningstraditioner og et stigende publikationspres betyder, at tyverierne bliver hyppigere. Men det er ikke alle, der er enige om, hvad der egentlig tæller som tyveri.

Lydbølger i historiens hav

Biologen David G. Haskell har sat lyd til. Lydene går forud for livets begyndelse: Det var lydbølger i det tidlige univers, der formede den nattehimmel, vi kender i dag, og det er med lydbølger, vi taler, og fuglene synger. Havene og skovene lyder stadig nogenlunde som i den urtid, hvor dinosaurerne gik og brølede til hinanden. Tag høretelefonerne på og kom med biologen på tur til dengang, verden begyndte at synge.

Spisesedlen

EU fremlægger plan for udfasning af russisk gas. Tirsdag fremlagde EU-kommissionen en plan, der skal gøre EU uafhængig af russisk gas i 2030. Planen indeholder bl.a. en række tiltag, som skal støtte de virksomheder, der bliver påvirket af fremtidige stigninger i energipriserne: “Ved udgangen af året kan vi erstatte 100 mia. kubikmeter gas importeret fra Rusland. Det er to tredjedele af, hvad vi importerer fra dem nu,“ siger EU kommissionens vicepræsident, Frans Timmermans.

+ USA’s præsident, Joe Biden, meddelte tirsdag, at USA øjeblikkeligt stopper al ny import af russisk gas, kul og olie. Storbritannien meddelte ligeledes, at de udfaser importen frem mod udgangen af 2022.

Mindst 6.000 civile evakueret fra Sumy under våbenhvile. Rusland og Ukraine blev tirsdag enige om præmisserne for en våbenhvile med henblik på, at civilbefolkningen i flere byer kunne blive evakueret. Det lykkedes at få 1.000 private biler og 5.000 civile i busser ud af byen Sumy, selvom parterne anklager hinanden for at bryde våbenhvilen flere steder. Våbenhvilen fortsætter onsdag, så flere kan nå at blive evakueret.

Laveste antal af kontanthjælpsmodtagere i 15 år. Ved udgangen af december 2021 var 95.400 personer på kontanthjælp, hvilket er det laveste antal siden 2007. Det viser en opgørelse fra Danmarks Statistik. “Både den private og offentlige beskæftigelse er steget bredt over de seneste år og har åbnet rigtig mange jobmuligheder,“ siger cheføkonom i Dansk Erhverv Tore Stramer til Berlingske.

Deltager i stormen på USA’s kongres fundet skyldig. Den første retssag efter stormen på den amerikanske kongres d. 6. januar 2021 endte i en dom. Den 49-årige Guy Reffitt fra Texas er dømt skyldig i fem forskellige forhold for sin rolle i optøjerne. Guy Reffitt er én af mere end 750 personer, der blev arresteret efter optøjerne, og flere regner med at udfaldet vil skabe præcedens for de hundredevis af kommende retssager.

DR giver erstatning til 22 medlemmer af Pigekoret. De 22 tidligere medlemmer tilbydes hver en såkaldt tortserstatning på 25.000 kr. for seksuelle krænkelser under deres tid i DR Pigekoret. Det sker, efter DR i november 2021 fremlagde en ekstern advokatundersøgelse af forholdene i koret. Ifølge DR kan man ikke tilbyde et højere erstatningsbeløb efter den nuværende retspraksis. Direktør for DR Kultur, Børn & Unge Henrik Bo Nielsen kalder erstatningen for et “meget beskedent beløb“.

Et sidste ord

Det eneste gode ved, det ikke længere er 8. marts er, at vi ikke skal se på firmaer, der forsøger at gøre deres varer feministiske. Omvendt har vi jo altid sagt, at en giffel om dagen er godt for kvindesagen.

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12