Med de skrækkelige billeder fra Butja brændt fast på nethinden, skrev Oliver Stilling mandag om krigens stadig mere umenneskelige konsekvenser. Man fattes efterhånden ord: “En ting er at kaste bomber ned over beboelsesområder fra et fly, men at man simpelthen som almindelig fodsoldat kan gå rundt i gaderne og foretage summariske henrettelser af uskyldige, hvoraf mange tillige har været bagbundet, trodser enhver beskrivelse.“

Samme dag skrev undertegnede – David Dragsted – om den politiske krise i Pakistan, hvor premierminister Imran Khan har forsøgt at undgå en mistillidsafstemning ved at opløse parlamentets underhus og udskrive et lynvalg. Senere på ugen afgjorde landets højesteret, at manøvren var forfatningsstridig. Det var godt forsøgt Khan, men den gik ik’.

Vi ved godt, at det er skruen uden ende, men tirsdag var det blevet tid til nok en klimaopsang, efter FN’s Klimapanel (IPCC) dagen forinden havde offentliggjort den tredje og sidste del af sin nyeste klimarapport. På små 3.000 sider redegøres der her for, at det stadig går alt, alt for langsomt med den grønne omstilling. FN’s generalsekretær António Guterres opsummerer vist situationen meget godt: “Nogle regeringer og forretningsledere siger én ting – men gør noget andet. De lyver, kort og godt. Og resultaterne vil være katastrofale.“

I nyhedsanalysen samlede Asta Kongsted op på søndagens valg i Ungarn, hvor wannabe-diktator Viktor Orbán sikrede sig nok et flertal. Ifølge politisk analytiker István Hegedűs, som Asta talte med, var der ikke meget at råbe hurra for: “Vi kender til fusk med valgdistriktsindelinger, vi kender til propagandaen og den ensidede mediedækning. Men sådan har det været i årevis, hvor oppositionen har klaret det bedre. Så i sig selv forklarer det heller ikke udfaldet. Jeg tror, der er noget mere alvorligt på spil, når så mange mennesker dels støtter Orbán, men måske vigtigere: Simpelthen afviser alternativet. Jeg tror, vi kan antage, at de fleste mennesker trods alt kender til oppositionen. Hvis de virkelig var trætte af Orbán, så ville de stemme på dem – trods regeringens forhindringer. Og det gjorde de ikke.“

Onsdag var Oliver Stilling atter på pletten, denne gang med en lille afskedssalut til Ashley Bloomfield, New Zealands helt egen Søren Brostrøm. De færreste herhjemme har nok hørt om Bloomfield, men som embedsmand var han en både afmålt og folkekær type, som tilmed har vidst, hvornår det var på tide at sige stop. Det kunne andre personer i nøglepositioner måske lære noget af?

En mand, der vist ikke har tænkt sig at sige stop lige foreløbig, er Frankrigs præsident Emmanuel Macron. Føljetons kvinde i Paris, Astrid Plum, havde været til Macrons eneste store vælgermøde forud for søndagens præsidentvalg og kunne herfra berette om begivenhedens aparte koncertstemning og monsieur le présidents næste endeløse talestrøm: “I time to begynder det at stikke lidt mere af for den ellers velartikulerede præsident. Frygten for en ny, fire timers lang fabulering truer med at blive til virkelighed. Pointerne kommer nu tilsyneladende i vilkårlig rækkefølge: Først bliver der snakket lidt om klima, så vigtigheden af Europa, så kvinders rettigheder. Frankrig skal være uafhængigt, man skal revolutionere landbruget, revolutionere videnskaben, regulere internettet, stoppe spredningen af disinformation.“ Mon dieu! 

Med Emma Louise Stenholm ved roret kunne vi torsdag løfte sløret for vores nye serie af Europa-reportager, der meget beskedent skal forsøge at finde frem til den europæiske sjæl, EU-kommissionens forperson Ursula von der Leyen har så svært ved at definere. Ballet blev åbnet i Istanbul, hvorfra Emma skrev om Recep Tayyip Erdoğans udfordringer og Tyrkiets komplicerede forhold til EU. Og nå ja, du kan med fordel skrive dig op til vores europæiske nyhedsbrev Feuilleton, hvis du vil modtage næste afsnit i serien, så snart det er klar.

I ‘Kære læser’ skrev jeg samme dag om noget så studentikost som preussiske Wilhelm von Humboldts dannelsesbegreb. Anledningen var Reformkommissionens nye anbefalinger for universiteterne, som bl.a. tæller korte kandidatuddannelser og en delvis omlægning af SU’en til et lån. Kort fortalt var jeg ikke sønderligt imponeret: “Universiteter må og skal ikke være forsimplede fabrikker, der massefremstiller snusfornuftige vidensarbejdere. Vi skylder os selv at tænke bare lidt længere end til morgendagens profitmarginer og kapitalbuffere. Vi skylder os selv at prioritere viden for vildskabens skyld.“

Lars Trier Mogensen fortsatte fredag i samme spor, dog med mindre Humboldt og mere realpolitik (det var nok også for det bedste). Mens uddannelses- og forskningsminister Jesper Petersen (S) var rekordhurtig til at nedskyde Reformkommissionens forslag om SU-beskæring, er der nemlig al mulig grund til at holde øje med bagdøren: “Kommissioner fungerer som en form for murbrækkere, der skal nedbryde hidtidige reservationer og i stedet forberede befolkningen på større reformer forude. Derfor er der grund til at forvente, at grundidéen i Reformkommissionens udspil vil blive til virkelighed, nemlig den endelige forvandling af det videregående uddannelsessystem efter angelsaksisk forbillede.“

Slutteligt skrev Føljeton-praktikant Jon Kvist Sommer i ‘Kære læser’ om fagforeningen 3F, der på en ekstraordinær kongres i Odense har valgt forbundssekretær Henning Overgaard som ny formand. Han får nok at se til, ham Overgaard, for som Politiken senest har beskrevet, døjer 3F stadig med intern mobning og en problematisk rygklapperkultur i ledelsen – ja, og så var der selvfølgelig også lige det med den tidligere formands spektakulære dobbeltliv. Som Jon så rammende skrev: “[N]ogen bliver nødt til at tage ansvar for de utrygge arbejdsforhold, før medarbejderne laver en fagforening for fagforeningsmedarbejdere.“

Et voila, så kom vi minsandten også gennem denne uge – vi ses i den næste. /David Dragsted