Et særligt emne har domineret mediebilledet i denne uge. Det begynder med ‘p’ og slutter på ‘olitik’. Et folketingsvalg er trods alt blevet udskrevet og politiske dilemmaer, debatter og dramaer er blevet uundgåelige – også for Føljeton. Når det er sagt, er alting jo politisk – er det ikke sådan man siger?

Mandag begyndte ‘Kære læser’ med det storpolitiske. Vladimir Putin har nemlig malet sig længere og længere op i en hjørne, mens han skæver til sine omkring 2.000 taktiske atomvåben. Den russiske præsidents udenrigspolitiske drømme om et Storrusland skaber tilmed også problemer for ham indenrigspolitisk, hvor oppositionslederen Aleksej Navalnyj fantaserer om et Rusland post-Putin.

Politik var der desuden også rigeligt af i nyhedsanalysen. Mens vi nu ved, at vi skal til Folketingsvalg herhjemme d. 1. november, var man i Letland, Bulgarien og Brasilien nemlig allerede forbi stemmeurnerne i weekenden. David Dragsted gav i den forbindelse en hurtig overflyvning.

Når et valg er på trapperne, skrues der som regel godt og grundigt op for dommedagsretorikken, og det er også tilfældet denne gang. Vi har bl.a. hørt udtalelser som at den nuværende situation “godt kan minde om opspillet til Første Verdenskrig“, og at “Mor og far er nu afskaffet i Københavns Kommune!!!“ Astrid Plum advarede tirsdag om at skabe unødige shitstorms i et glas vand.

I Storbritannien var der imidlertid tale om en reel shitstorm – både på sociale medier, men i allerhøjeste grad også irl. Som David Dragsted skrev, skulle der ikke gå længe fra dronning Elizabeth II var blevet begravet, til Storbritanniens premierminister, Liz Truss, havde fået skabt sig en hel ny slags landesorg med sin økonomiske politik. Da Truss sammen med sin finansminister fremlagde en plan om at indføre en række skattelettelser, styrtdykkede kursen på det britiske pund i hvert fald. Og som det nogle gange er i politik, måtte Truss krybe til korset og indrømme, at hun altså tog fejl.

Til gengæld var tonen håbefuld, da statsminister Mette Frederiksens (S) holdt åbningstale i Folketinget. I onsdagens ‘Kære læser’ fremlagde David Dragsted talens vigtigste pointer og mindede os om, at vælgerne faktisk har magten til folketingsvalget, modsat pseudoafstemningerne i Kherson-, Luhansk-, Donetsk-, og Zaporizjzja-regionerne.

I USA varmer de op til midtvejsvalget med nogle lidt heftigere stunts end Mette Frederiksens retoriske greb i åbningstalen. Her har Floridas guvernør, Ron De Santis, nemlig fløjet 48 migranter til en ø i Massachusetts. Emilie Ewald forklarede i nyhedsanalysen, hvordan migranter er blevet genstand for kyniske valgkampagner over there.

Mens immigration optager USA, prøver vi i Danmark i stedet at få folketingskandidaterne – og resten af verden – til at tale om klimaet. Partierne er desværre ikke enige, og trætheden er måske begyndt at melde sig. Men det kan om noget betale sig at holde øje med partiernes grønne handlingsvillighed, skrev David Dragsted torsdag og lovede, “at det i sidste ende bliver det, vi kommer til at huske for eftertiden“.

I analysen stod de tre Venstre-partier – Danmarksdemokraterne, Moderaterne og ja, Venstre – for skud. Engang var Inger Støjberg (DD), Lars Løkke Rasmussen (M) og Jakob Ellemann-Jensen (V) samlet i ét parti, men nu hvor de er hver for sig, har det ironisk nok gjort dem større end Socialdemokratiet. Lars Trier Mogensen opridsede valget mellem Venstre, Venstre og Venstre.

Fredag var fokus stadig på Venstre-partierne. Denne gang i selskab med resten af blå blok, med undtagelse af Moderaterne (hvad mon det betyder?). Oliver Stilling dissekerede i ‘Kære læser’ et gruppebillede af smilende partiledere til højre for midten. Der bliver vist bemærkelsesværdigt meget tand, men det er altså ikke alle forpersonerne, der har noget at grine af…

Ugens afsluttende tekst skilte sig ud fra mængden, for den handlede faktisk ikke om politikere. I hvert fald ikke sådan direkte. Vi bragte et uddrag fra forfatter Glenn Bechs nyudgivne manifest Jeg anerkender ikke længere jeres autoritet, og Astrid Plum leverede en veloplagt introduktion:

“Jeg anerkender ikke længere jeres autoritet kalder sig et ’manifest’ og ønsker at være et opgør med vores nuværende samfundsstruktur. Med forfatteren selv som prisme, manifesterer værket en generel klassekritik, som danner rammerne for en større samfundskritik udtrykt i langdigtsform. Vi forstår hurtigt, at det ikke kun er afstanden mellem provinsen og storbyen eller mellem rig og fattig, der er i vejen. Til tider føles det snarere, som om det er alting, den er gal med. Det er det måske også.“ /Xenia Heiberg Heurlin