8. marts 2023

Føljeton

En lille avis til vågne læsere.

Prøv selv

Kære læser

Kvinde kend din… dødsdal?

Glædelig kampdag! Hvor skal vi begynde? Jo, åbenbart hos mændene – bær lige over med os. Traditionen tro er tiden omkring 8. marts nemlig fyldt med forsmåede mænd, der på den ene eller anden måde forsøger at flytte fokus over på… ja, dem selv. Det er, som om selve tanken om, at kvinder skal have […]

Kære læser

Tysklands feministiske front

I 2021 skrev De Grønne feministisk udenrigspolitik ind i koalitionsaftalen, der danner grundlaget for Tysklands nuværende forbundsregering. Siden da har tyske diplomater undret sig over, hvad det egentlig indebærer for deres arbejdsgang. I sidste uge fik de svaret, da udenrigsminister Annalena Baerbock og udviklingsminister Svenja Schulz præsenterede deres feministiske revision af landets udenrigspolitik. Med tre […]

Det bedste vi har set

Udkantsdanmarks demokrater

Udkantsdanmarks demokrater

“Jamen, det’ også…” hulker skrotsælgeren Niels fra Løgstør, mens han finder et lommertørklæde frem, “de bruger bare vores penge, og så snakker de woke-et-eller-andet-pis inde i København. Hva’ fanden ka vi bruge det til?” afslutter han håbløst. Han har indset ligegyldigheden i det folketingsvalg, som han selv er med til at dække for 24Syv. Scenen udspiller sig i dokumentarserien Støjbergs stemmer på DR. Serien følger nogle af Inger Støjbergs (DD) mest dedikerede vælgere. Udover Skrotsælger Niels møder man bl.a. også den unge familiefar Jamie fra Brønderslev, et tidligere byrådsmedlem i Skørping og arrangøren af automobiltræffet ‘US Car Camp’. Personer, der alle giver et indblik i deres politiske frustrationer, og håbet til Støjberg som udkantsdanmarks befrier.

Det moderne slaveri i Europa

Det moderne slaveri i Europa

Hos Danwatch fortæller en migrantarbejder om sine forhold på en italiensk kiwi-plantage. Vel at mærke en af de plantager, som sender kiwier til danske supermarkeder som fx. Føtex, Lidl og Netto. “Hvis migrantarbejderne er fanget i en situation, hvor de ikke har råd til at sige op, for eksempel på grund af gælden, og fordi de kontrolleres på forskellige måder af arbejdsgiveren, er det bestemt en form for moderne slaveri,” forklarer seniorforsker med speciale i menneskehandel og direktør for European Institute for Crime Prevention and Control, Natalia Ollus.

De glade 00’ere

The Beatles og The Rolling Stones’ togt til USA i 1964 – også kendt som ‘The British Invasion’ – endte som en britisk pilgrimsfærd, der blev afgørende for lyden af amerikanske kunstnere som The Beach Boys og Jefferson Airplane. Selvsamme britiske grupper var i virkeligheden dybt inspireret af rytmisk musik fra USA, som Muddy Waters og Chuck Berry. Sådan har de to sværvægtere inden for pop- og rockmusik, Storbritannien og USA, penduleret i flere i årtier. Et andet eksempel på den udveksling beskriver de i The Guardian, skrevet i anledningen af dokumentaren Meet Me In The Bathroom. Musikere, fans og branchefolk fortæller om den indie-eksplosion, som ramte Storbritannien i de tidlige 00’ere – en eksplosion, som blev antændt af amerikanske bands som The Strokes og LCD Soundsystem.

Spisesedlen

Protester udvikler sig voldeligt i Georgien. Politiet har anvendt tåregas og peberspray efter optøjer i landets hovedstad Tbilisi, og flere betjente og demonstranter meldes tilskadekomne. Det skriver BBC. Det sker i forbindelse med et udkast til en ny lov, der skal stemple udenlandsk støttede organisationer som “fremmede agenter”. Oppositionen mener, at loven er et pro-russisk indgreb mod civilbefolkningen og selvstændige medier. Der forventes protester igen ved parlamentet onsdag.

Storbritannien vil deportere og automatisk afvise asyl for ulovligt ankomne flygtninge. Det præsenterede indenrigsminister Suella Bravermann tirsdag i det britiske parlament. Lovforslaget vil bl.a. gøre det muligt at tilbageholde og deportere flygtninge, som er kommet til landet på ulovlig vis, til deres oprindelsesland. Hvis landet ikke vurderes sikkert, er det muligt at blive deporteret til et såkaldt ‘tredjeland’ som fx Rwanda.

Staten Texas sagsøgt efter at nægte flere kvinder abort. Det er det første kendte søgsmål, efter den amerikanske højesteret indskrænkede abortrettighederne forrige år. Fem kvinder og to læger sagsøger staten, efter kvinderne er blevet nægtet abort, selvom graviditeten har udsat dem for livsfare. “Ingen skal vente, til de er på dødens rand, før de kan modtage hjælp fra sundhedsvæsenet,” udtaler en repræsentant for kvinderne.

Kulturministeren præsenterer ny pris for ligestilling. Bodil Koch-prisen skal gives til en organisation eller person, som gør en “exceptionel indsats for at fremme ligestilling og/eller diversitet inden for kunst- og kulturlivet”. 2023 vil være første år, prisen bliver uddelt. Juryen består af kulturminister Jakob Engel-Schmidt (M), Christina Rosendahl, Fallulah, Marie-Lydie Nokouda, Sofie Linde, Mette Bennedsen og Caspar Eric. Med prisen følger 100.000 kr.

Tidligere ansat i styrelse politianmeldt efter at have tilgået personfølsomme data. Den nu afskedigede ansatte i Styrelsen for International Rekruttering og Integration (Siri) har haft utilsigtet indsigt i 3300 personers data om bl.a. økonomi, sundhed, seksualitet og religion. “Her er tale om en medarbejder, der groft har misbrugt sin adgang til personoplysninger, og som vi derfor har afskediget og politianmeldt,” udtaler direktør for Siri, Trine Rask Thygesen, i en pressemeddelelse.

Et sidste ord

Vandkanonerne har mødt deres overkvinde.

Fortsat god kampdag!

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12